At der gennem årene har været gode såvel udsendel-ser som journalister, har været den fernis, der er nødvendig for at fastholde en demokratisk facade

af Bjarne Nielsen, Ejby
Netop hjemvendt fra ferie i Berlin, træt i bentøjet, men godt inspireret over den tyske ungdoms påhit og gåpåmod, samt løbende latterliggørelse over borgerskabets medier, læner jeg mig tilbage i sofaen for at blade Arbejderen igennem.
Først et chok! Overskriften 'Skriv under for hele Danmarks Radio'. Jeg læste den to gange for at være sikker. Den postulerede 'Hele Danmarks Radio'.
Jeg tænkte tilbage på mine over 50 år som DR-lytter og mindedes ikke, den på noget tidspunkt havde repræsenteret mig og mine. Den havde siden Ungarnsopstanden i 1956 (sikkert også før) og til i dag været borgerskabet mest sikre og antikommunistiske kort.
Jeg mindedes, da Ole Andreasen og Uffe Ellemann boltrede sig. Da Leisner og de Mylius fordummede. Da man i spørgerunder til folketingsvalg brugte al DKP og VS`s tid på 'blodig revolutionssnak' i stedet for på deres politik.

Mainstream
Chokeret, men fattet nåede jeg til torsdags-avisen, og jeg var færdig! Min gamle yndlingsmusiker og pladepusher Tømrer Claus skrev et rekviem, der kunne have lydt således: 'Hvordan skal det gå med vores arvesølv: Danmarks Radio, det gamle stolte skib. Engang var det vores - så blev det deres, nu er det hverken vores eller deres'.
Han frygter desuden, at den gamle radio skal blive mainstream. Problemet, Claus, er, at det har DR musikmæssigt altid været. Politisk har den altid været borgerskabets, de riges propagandasender!
At der gennem årene har været gode såvel udsendelser som journalister, har været den fernis, der er nødvendig for at fastholde en demokratisk facade.
Lige fra den medalje-overhængte socialdemokrat Hans Sølvhøj, over venstreradiorådsformanden Jørgen Kleener, til teknokraterne Nissen og Plummer, har Danmarks Radio været en del af den borgerlige stats overbygning. En del af kampen om folks bevidsthed og klasseholdning.

Krav om bredde
Jeg syntes naturligvis også, vi skal stille krav om større bredde, mere mangfoldighed og kæmpe mod fordummelsen. Det er en del af en reformkamp, hvis delmål er at agitere mod den værste propaganda og give progressive og demokratiske kræfter adgang til det massemedie, radioen er. Intet andet.
Al snak om 'hele Danmarks Radio' og 'vores arvesølv' er illusorisk forplumrende og bidrager i værste tilfælde til et umarxistisk syn på staten.
De mange aftener, hvor DR ikke sender noget af interesse for en videbegærlig, kan jeg anbefale at læse Scherfigs Den kolde krig i Danmarks Radio, der udkom på forlaget Tiden i 1986. God debat og læselyst.