10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den magiske midte

Den magiske midte

Lørdag, 18. august, 2007, 00:00:00

Den store parlamentariske illusion på Christiansborg er, at partibosserne tror, at Christiansborg er den politiske midte

Midten har en magisk kraft. Når noget er i midten, så er det godt. Det er ikke mindst tilfældet i det danske politiske landskab. Midten er angiveligt den position, et parti skal have for at være en del af magten.
Midten er et gammelt begreb. I den nordiske mytologi er Midgård menneskenes verden. Riget i midten hedder i dag Kina.
Oprør fra midten var et radikalt/kulturradikalt utopisk projekt, der blev søsat i 1978. Midtbyen er et begreb, der findes i de fleste større byer. Terrorfaren i vor midte er et relativt nyt begreb, som har fået stor betydning for vores samfund siden 2001.
Midt i august holdt så de midtsøgende partier på Christiansborg hver deres sommermøde i forskellige yderkanter som Fredericia, Kerteminde og Randers. Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokraterne. Ny Alliance har benyttet sommeren til at bekende sig til midten - endnu en gang.
Alle forventer et valg snarligt eller i det mindste i løbet af nogen tid. Uanset tidspunkt er keglerne ved at blive stillet op til det.
Hvad ligger der egentlig i begrebet midte i et parlamentarisk perspektiv?
Midten fremstilles klart som det gode, moderationens sted, stedet med indflydelse, dér hvor de afgørende stemmer ligger og så videre.
Midten markedsføres som det neutrale - og dermed gode - sted mellem de skrækkelige yderpoler (udgård). Som om at midten er det sted, hvorfra der udgår en kurs baseret på en fornuft, som ikke kan være anderledes, og som derfor blot skal findes.
Det er næsten som et naturfænomen, der danner retningen for den samfundsmæssige udvikling - at midterkursen er skrevet ind som solens og planeternes baner. Så længe det sker, så går alt godt. Lige så snart banen forskubbes - til venstre især - så går det galt.
Nu er der selvfølgelig nuancer mellem Venstre og Socialdemokraterne.
Venstres midtsøgende magtpragmatisme er mere taktisk end strategisk. Socialdemokraternes midtposition er både strategisk og taktisk, hvilket ikke er mindre problematisk.
For godt en uge siden lovede Venstres Anders Fogh Rasmussen skattelettelser til dem med de laveste indkomster. Så kan de komme ud og arbejde kan de!
Det lød også som om, at der 'var plads til mere velfærd'. Socialdemokraterne mener, at Fogh igen har nuppet deres politiske sager.
Torsdag fremlagde Socialdemokraterne så deres såkaldte velfærdspakke, som der trods alt vil være mere løft i - hvis den bliver gennemført.
Ingen skattelettelser og mange gode tiltag og garantier til borgerne. Mere samfund er en god kurs og normalt ikke det, man finder på den politiske midte.
Problemet med Socialdemokraterne er, at de tror, at de kan realisere deres forslag gennem forhandlinger på Christiansborg, og at de kan vinde et valg på ord. De kan meget nemt blive skuffede.
Den store parlamentariske illusion på Christiansborg er, at partibosserne tror, at Christiansborg er den politiske midte. Men - når der sker noget, der virkelig rykker - så viser det sig ofte, at den politiske 'midte' befinder sig uden for.
I Randers, Fredericia, Middelfart, København m.v. Strejkerne blandt de ansatte på plejehjem og andre offentlige arbejdspladser viste de potentialer, som den eksterne midte har.
Her ligger kraften til at gøre de positive elementer i Socialdemokraternes program til virkelighed. En hel del mere kan nås med magten fra den magiske midte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp