Vi beklager den seneste opdeling i ¤¤Fatah-Land¤¤ og ¤¤Hamastan¤¤ - der kan og skal kun være én palæstinensisk stat

af Mousa Abu Marzook, deputeret medlem af Hamas` politbureau
Hamas` redning af BBC-journalisten Alan Johnston fra fangenskabet i Gaza vakte berettiget glæde. Men jeg må understrege en ting: Vi befriede ikke journalisten som et udslag af servil velgerning, men som et led i vores bestræbelser for at sikre Gaza mod militsernes lovløshed og vold, uanset hvorfra og fra hvem den hidrører.
Gaza vil blive et fredeligt sted, hvor loven hersker - et sted, hvor journalister, udlændinge og det palæstinensiske folks gæster vil få en værdig behandling. Hamas har aldrig støttet angreb på vesterlændinge, hvilket selv vores argeste kritikere må vedgå.
Vores kamp har altid været rettet mod besætterne under påberåbelse af vores legitime ret - det vil sige et besat folks ret til modstand, som klart står udtrykt i den Fjerde Genève Konvention,

Hamas fører ikke krig per stedfortræder
Alligevel forbinder præsident Bush og den israelske premierminister, Ehud Olmert, fortsat vores bevægelse til ideologier, som de udemærkede ved, vi ikke følger så som al-Qaedas dagsorden og dets tilhængere. Men vi er ikke en del af en større krig. Vores modstandskamp føres ikke per stedfortræder selvom vi er glade for støtte til retfærdighed for Palæstina fra folk overalt.
De amerikanske bestræbelser på at ophæve det frie palæstinensiske valg ved at ødelægge vores nyvalgte regering er slået fejl. Eller rettere: det USA-støttede Fatah-kup har kun mangedoblet Washingtons problemer omkring en 'to-stats løsning'.

Mahmoud Abbas er en lydhør vasal
Mr. Bush har i øjeblikket fundet en lydhør vasal i Abu Mazen (Mahmoud Abbas, palæstinensernes præsident, red.)
Han er - i USA`s øjne - moderat leder, men også en mand, som ikke kan regne med respekt fra almindelige mennesker på gaderne i Gaza og på Vestbredden efter at have modtaget amerikanske våbenleverancer og israelsk støtte til med magt at afsætte den folkevalgte palæstinensiske regering.
Vi beklager den seneste opdeling i 'Fatah-Land' og 'Hamastan' - der kan og skal kun være én palæstinensisk stat.
Vesten stempler vores bevægelse som stående udenfor rammerne af et civiliseret forhandlingsforum. Vores militante holdning kan ikke i sig selv være en diskvalificerende faktor, idet væbnet kamp gennem historien i mange tilfælde har ført til en plads ved nationernes bord.
Ingen kan heller benægte rimeligheden i vores kamp mod besættelsen og ej heller palæstinensernes ret til et liv i værdighed, retfærdighed og selvbestemmelse.
I mange år har jeg forholdt mig åben overfor ethvert forslag til løsningen af det palæstinensiske spørgsmål - også i de år jeg sad i amerikansk fængsel, mens jeg afventede, at israelsk 'retfærdighed' skulle ske fyldest.

Israels 'ret til at eksistere'
Men man forlanger evig og altid anerkendelse af Israels formodede 'ret til at eksistere' som en nødvendig betingelse for videre diskussion, og man forlanger opgivelsen af standpunkter nedfældet i den Islamiske Modstandsbevægelses charter af 1988, et fundamentalt vigtigt dokument affødt af de ulidelige forhold under besættelsen for over 20 år siden.
'Anerkendelses-problemet' bruges som lakmusprøve i fordømmelsen af palæstinenserne, men som jeg tidligere har sagt: En stat kan have retten til at eksistere, men ikke nødvendigvis på bekostning af andre stater, eller mere eksakt: Ikke på bekostning af millioner af menneskeliv og disses lovformelige rettigheder.

En nation af flygtninge
Hvordan kan vi anerkende Israels 'ret' til at eksistere, når Israel på intet tidspunkt indrømmer de forbrydelser i form af mord og etnisk udrensning, det anvender ved inddragelse af vores byer og landsbyer, vores gårde og frugtlunde og derved har gjort os til en nation af flygtning i vores eget land?
Hvordan skulle palæstinenserne kunne 'anerkende' den afskyelige forbrydelse, der blev begået mod dem af Israels grundlæggere og videreført af dette misfoster af en moderne apartheid-stat, mens så mange af os lever sammenstuvet i blikskure i FN`s flygtningelejre?
For os er dette ikke abstrakte spørgsmål, og vores afvisning skyldes, at vi nægter at svigte ofrene fra 1948 og deres efterkommere.
Til Chartret af 1988 kan bemærkes: Hvis enhver stat eller bevægelse udelukkende skulle dømmes efter sit første revolutionære program eller stå inde for alle forfædrenes ideer, ville rigtig mange i dag nok komme i en vanskelig situation. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring med dens indlysende sandhed om, at ' alle mennesker er født lige!..' tilstod ikke samme status til datidens 700.000 afrikanske slaver (hovedparten af de hæderkronede underskrivere syntes i det mindste at have 'glemt' dem). Erklæringen kodificerede desuden slaveriet som en institution af 'andre individer' med betegnelsen tre femtedele mennesker.

En apartheidstat
Israel, som aldrig formelt har vedtaget en selvstændig grundlov, men opererer gennem en langsom tilvækst til nogle basis-love, erklærer sig udtrykkeligt som en stat for jøder og uddeler privilegier baseret på jødedommen i et land, der er beboet af millioner af arabere, muslimer og kristne!
Israels 'grundlæggere' - fra Herzl til Jabotinskij og Ben Gurion - opfordrer i deres skrifter gentagne gange til udryddelse af Palæstinas ikke-jødiske befolkning: 'Vi må uddrive araberne og indtage deres områder'.
Flere politiske partier, der kontrollerer magten i dagens det israelske parlament, Knesset, går ind for en fordrivelse af arabiske borgere fra Israel og fra det øvrige Palæstina med det formål at skabe en ren jødisk stat fra Jordan ud til havet.

Dobbelt standarder
Men jeg hører ingen protester fra det internationale samfund om, at Israel skal tage afstand fra disse udtalelser som en nødvendig forhåndsbetingelse for realistiske forhandlinger. Palæstinenserne er som altid underkastet en dobbelt standard.
Hvad mig selv angår, orker jeg ikke længer at gå ind i 'anerkendelses-problematikken'. Den er sådan set ikke et erkendelsesteoretisk spørgsmål: Israel eksisterer, hvilket enhver dreng fra Rafah, der ligger en hospitalsseng med kroppen fuld af granatsplinter fra israelske fosforbomber, kan bevidne.
Den gensidige fornægtelses-ceremoni er en ren afledningsmanøvre, så længe så mange palæstinensere må lade livet eller leve som fanger i flygtningelejre nu gennem to generationer.
Mens jeg skriver dette, har Israel under et kommando-raid ind i Gaza dræbt 15 mennesker, heraf et barn. Hvem anden end en blodig tyran vil overfor en så meningsløs voldsudøvelse mod en besat befolkning med fuld ret kunne tale om nationale 'rettigheder'?
Jeg ser frem til den dag, da Israel kan sige til mig og millioner andre palæstinensere: 'Her har du din families hus ved havet, her er dine citron-træer og de olivenlunde din far hægede om: Kom hjem og bliv et helt menneske igen!' - Så kan vi tale om en fælles fremtid.

Kronikken blev offentliggjort 10. juli 2007 og er oversat af Nanna Brammer