Regeringens og Socialdemokraternes menukortet er ikke andet end den socialdemokratiske udgave af minimalstaten - velfærdsminimalstaten

I gamle dage, sådan begynder ofte en historie. De indledes ofte med Det fortælles, at!
Det fortælles, at i gamle dage i skipperbyen Marstal var der smalhans. Alt skulle strækkes for at slå til. Sådan også med kosten. Derfor slæbte man en speget sild over et stykke brød for på den måde at lave sig en sildemad, der trods alt havde smag af fisk.
Det fortælles også at søndagene var noget særligt, for da slæbte man silden to gange. Med god ret kan nogen indvende, at det jo ikke er gamle dage mere, så der i dag er andre boller på suppen. Og alligevel: Regeringen slæber én gang, mens Socialdemokraterne vil slæbe to gange.
Lige nu står den og vipper. 12 dage er, hvad Fogh-regeringen har givet for at få en skattereform i gennem. Kan der findes et kompromis?
Om der bliver valg eller ej, står og falder tilsyneladende med, om Dansk Folkeparti får tilkæmpet sig en gang ugentlige frikadeller til alle ældre på statens regning eller ej. Der står den så nu, farsen - eller farcen om man vil.
Velfærdssamfundet fik sin storhedstid i 1960-70`erne. Det var her, man satte ordentligt skub i udbygningen af velfærdssamfundets kerneområder.
Skoler blev opført, sygehuse skød op i hidtil usete størrelser, de fleste større bysamfund fik plejehjem. Velfærdssamfundets kerneydelse blev til, hvilket afspejlede sig i de offentlig budgetter, der voksede ret voldsomt.
Sådan var det i gamle dage, og alligevel er det det samme, der nu er sat på dagsordenen af både regeringen og Socialdemokraterne. Sygehusene, de ældre og skolerne.
Regeringen lægger - over ti år ganske vist - 50 milliarder kroner til byggerier. Halvdelen går til sygehusene. Der ér naturligvis behov for markante forbedringer af de fysiske rammer, men det er også en noget fattig problemstilling. Er der virkelig ikke sket noget kvalitativt?
Skoler og sygehuse eller steder for udvikling og helse burde i dag være noget helt andet. De 50 milliarder kroner, som regeringen vil investere, vil helt sikkert blive brugt på en måde, der cementerer en forældet institutionel struktur. Uanset den avancerede arkitektur vil en bestilling af et sygehus også give en nogenlunde bestemt løsning.
Hvis det virkelig handlede om folks sundhed, så var der mange andre steder, der kunne skabes bedre vilkår.
Alle ved, at det er sundt at bevæge sig, spille bold og lege.
En ny undersøgelse har vist, at fodbold er den sundeste form for motion. Hvorfor ikke skabe markant bedre muligheder for netop dét i vores byer?
Man kunne snildt bruge 10 af de 25 milliarder til det formål. Det ville med garanti begrænse antallet af hospitalsophold, og folk kunne leve længere. Her er der virkelige mange hænder at hente, hvis det er dét, der er succeskriteriet.
Men det skal ikke være sjovt at være borger i Danmark. Bundlinien tillader ikke glæde, livsudfoldelse, leg og lystighed.
I stedet er tænkningen og politikken snøret ind i velfærdsidealet fra 1960`erne. Men er der ikke sket en udvikling trods alt, hvor velfærd og livskvalitet burde udfoldes i mange flere dimensioner i et velfærdssamfund? Fold programmet ud!
'De basale ydelser' - som de hedder - er, hvad der kan tales om. (De kunne sandt for dyden også være livgivende og sprudlende.)
Det, regeringen og socialdemokraterne har på menukortet som dagens ret, er reelt ikke andet end den socialdemokratiske udgave af minimalstaten - velfærdsminimalstaten.
Tiden går, men slæbevelfærd er stadig, hvad der bydes på.