Hvorfor er der så lidt respekt for den ældre generation, at deres personlige pleje er sat under administration?

af Charlotte Ørsted-Petersen

Mit navn er Charlotte Ørsted-Petersen. Jeg arbejder som so-su hjemmehjælper i Nord-Vestamager.
Dette er en historie, om en arbejdsdag i hjemmeplejen, alle navne er opdigtet men oplevelserne tager udgangspunkt i det virkelige liv.
Jeg starter min arbejdsdag kl. 7.30.
Vi har kun kort tid om morgenen til at udveksle nyt, støj niveauet kan godt være højt og ofte går vigtige informationer tabt.
I dag er computeren igen gået ned, så inden jeg har fået min kørebog og samlet nøgler ind, er jeg allerede bagud.
Oveni har vi to sygemeldinger, så vi må køre med overlap, men det har vi prøvet før, så det går nok.
Jeg starter med at køre hjem til fru Vestager, hun skal på DC. Men transporten er forsinket så det bliver jeg også.
Afsted til næste besøg.
Fru Smith skal have støtte-strømper på og morgen mad, men da jeg er lidt sent på den, er benene allerede hævede, og hun har selv lavet morgen kaffe, for medicinen må ikke tages på tom mave.
Husk nu at få rigeligt at drikke, minder jeg hende om, på vej ud af døren, og takker selv nej til et glas saft, for ellers skal jeg tisse hele tiden, og der er ikke visiteret tid til at gå på toilettet, vel vidende om at ca. 60 procent af gamle hjemmehjælpere udvikler inkontinens.

28 minutter forsinket
Så er det afsted til Petersen, her går det skidt. Han faldt i sidste uge, blev indlagt og lige så hurtigt udskrevet igen. Nu sidder han med smerter, græder lidt og beder om en avis og friskt brød fra bageren, for han har ingen pårørende og magter ikke selv at gå på gaden.
Beklager, skal kun rede sengen og gå ned med affald, siger jeg med det ene ben ude af døren. Ville gerne trappe-træne med Petersen, så han kunne bevare sin gang funktion, men det har vi ikke ressourcer til.
Nu er jeg kun lige 28 minutter bagud, så der skal helst ikke ske for meget uforudset, det er der ikke plads til.
Næste stop er hos Rasmussen, her skal jeg møde min makker, og da jeg er forsinket bliver hun det også. Her går samarbejdet med aftenvagten noget trægt, sommetider føler jeg vi modarbejder i stedet for. Gid vi kunne få tid og plads til at mødes, så ville vi planlægge og aftale bedre pleje.
Nu skal jeg virkelig tisse, her kan jeg godt låne toilettet.

Dyrt at bruge mobiltelefon
Medens vi følges ud, taler vi om vores nye arbejdstøj, det bliver rigtigt lækkert til vinter, selvom vi ligner en flok parkerings vagter når vi kommer gående, og at det vi ville have mest gavn af er T-Shirts og bukser, og flere låne-cykler og mobiler, for det er dyrt i længden at skulle bruge sin egen, og vi har hørt om et distrikt, hvor alle har fået arbejdstelefoner.
Fortager et lille pit-stop ved skraldespandene for at få smidt tre affaldsposer ud, som har hobet sig op på cyklen- bare nu gårdmanden ikke ser mig, han bliver så sur når der kommer fremmed skrald i hans spande.
Nu er der kun lige to besøg til inden frokost. Heldigvis er kun det ene morgenmad, men da jeg ankommer er fru Kjærsgaard klar, for hun skal på tur-køb, og er på vej ud af døren - en kende mopset og jeg bebrejder hende ikke. Undskylder 100 gange, er der et eller andet jeg lige kan gøre?
Og selv om jeg udmærket ved det er dybt ulovligt, siger jeg ja til at poste et brev.
Så hentede jeg lige 14 minutter.
Sidste stop før frokost er et rigtigt hygge besøg, her har jeg brug for min sociale kompetence. Psykisk hjælp og støtte hedder ydelsen. Hvorfor mon man har brug for mere psykisk støtte når man er under 67, end over 67?

Frokost i 29 minutter
Så er det frokost.
Der bliver diskuteret ferie planer, næste år er det min tur til at få alle tre ugers ferie i træk, håber jeg.
Inden jeg slutter min frokost, skal jeg lige finde en assistent eller sygeplejerske, for at give en besked, og spørge til råds om et sår på Bendtsens bagdel.
Jeg skal også lige høre min gruppeleder om hun gider rykke for de hjælpemidler, vi har bestilt, og om hvordan det går med det kursus, jeg har meldt mig til. Køen er lang ved hendes kontor og kurset var overtegnet, så vi må prøve næste år.
Medens jeg pakker rengørings klude og andet grej, møder jeg Kirsten, hun har lige været på kursus i kost til småt spisende, som lyder interessant. Paradoksalt nok, bliver vi grinende enige om, følger der ikke visiteret tid med til at gøre teori til praksis.
Må se at komme afsted, frokosten er overskredet med 12 min. Men Annegrethe skal have resettet sin PDA og Ghita vil gerne, om vi lige kan tænde computeren, for hun vil gerne flytte et besøg. Hvorfor er det lige i dag den er så langsom? Udover min frokost på 29 minutter er der gået yderligere 22 minutter med praktiske opgaver.

Kvalitetsstandard
Godt nyt! En timelønnet vikar dækker mit middags besøg, så jeg henter lidt tid.
Udveksler nøgler, skal huske værnemidler, slæber afsted med poser og tasker, går tilbage på toilettet selv om jeg er nået halvvejs ned ad trappen.
Kender begge mine rengøringer. Mon de kan huske mig??
Men der kommer jo så mange forskellige siger de.
Hvornår får vi ført den ide med små plejeteams ud i livet, den har indtil nu kun været på tegnebrættet i ca. fire år.
Det er et pænt og nemt hjem at gå til, det er rart når man næsten ikke kan se, vi har været her.
Om jeg har tid til kaffe, ellers tak men gerne et hurtigt glas juice. Sød dame, så hun ikke lidt træt ud, sagde hun noget om at hun havde været sløj. Det er svært at høre når støvsugeren arbejder.
Næste rengøring, heldigvis er der kun to af dem i dag.
Heller ikke her kan man, næsten ikke se vi har været her, men det er på en helt anden måde.
Der burde være dobbelt så meget tid her, men det er vist noget med kvalitets-standarder.

Tiden er kostbar
Så er der lige et sidste drikke besøg på 4. sal. Håber glade Hr. Willy er hjemme, han husker ikke så godt, og kan godt finde på at gå en tur. Han er en af dem med et godt netværk. De skal nok sørge for, at deres far får den hjælp, han har brug for.
Jeg kommer i tanker om gamle fru Bjerregård, hun kunne være en brysk dame, meget egenrådig og så var hun De`s. Hun havde ingen pårørende, og selv om vi prøvede kunne vi ikke få visiteret tid til gåtur, så fru Bjerregård kom aldrig på kirkegården selvom den lå lige overfor.
Checker lige uret, kan lige nå op til fyraften inden lukke tid; forudsat at der ingen nødkald er.
Tiden er kostbar her i hjemmeplejen.
Møder en kollega, og vi hygger os med historien om dengang vi måtte ud til et nødkald i et andet distrikt, og vi kunne ikke finde adressen og da vi endelig fandt derhen, så var det gået galt, og der var afføring på gulvet og vægge og døre og damen, og hun var ulykkelig og vi måtte trøste og tage det i stiv arm selvom der lugtede forfærdeligt.
Det er længe siden, damen er død nu. Det var vist er vikar som fandt hende, han stoppede dog hurtigt, noget med at lønnen var for lille - og sjovt nok får man også en lav løn for at være overkvalificeret.
Men jeg er for længst holdt op med at undre mig, nu oplever jeg bare.

Stolt af mit fag
På vej hjem er tempoet sat væsentligt ned, en af pigerne fra nabo gruppen gik grædende hjem i forgårs, noget med stress, sagde de andre.
Over kaffen hjemme, reflekterer jeg over min dag.
Hvorfor er jeg stolt af mit fag?
Gør jeg en forskel?
Er der en skjult dagsorden, skal jeg søge over i den private sektor?
Hvorfor er der så lidt respekt for den ældre generation, at deres personlige pleje er sat under administration?
Er tillid godt, men kontrol bedre?
Hvorfor er dette system så rigidt?
Tak fordi I ville lytte til mig!

Indlægget blev holdt på tirsdagens konference på Christiansborg - om velfærd og økonomi i fremtiden.