Cubanerne er ved at være godt trætte af den aggressive spekulation i, hvad der mon sker i Cuba efter Fidel Castro. De finder det nedgørende, fordi spørgsmålet implicit anklager alle cubanere for at være nogle nikkedukker

af Sven-Erik Simonsen
Der spekuleres.
Hvad sker der i Cuba efter Fidel Castro?
Er der modsætninger mellem Fidel Castro og broderen Raul Castro, som har overtaget de øverste samfundsmæssige poster og pligter under Fidel Castros sygdom? Er Fidel Castro i virkeligheden allerede død? Den sidste påstand fyrer kontrarevolutionære kredse i Miami af hvert andet øjeblik. Det har de gjort med mellemrum i mange år.
Cubanerne er ved at være godt trætte af den aggressive spekulation i, hvad der mon sker i Cuba efter Fidel Castro. De finder det nedgørende, fordi spørgsmålet implicit anklager alle cubanere for at være nogle nikkedukker, som ikke kan klare ærterne efter lederens død... og antyder, at de blot forsvarer revolutionen og socialismen i Cuba fordi Fidel har sagt, at det skal de.
Spørgsmålet stilles ikke kun af personer, der er fjendtligt indstillet over for Cuba. Mange venner af Cuba er af et godt hjerte bekymrede for Cubas fremtid. Det er der al mulig grund til. Cuba står over for enorme udfordringer, enorme vanskeligheder og især en skræmmende fjendtlighed fra verdens største militærmagt, det umoralske og skrupelløse regime i Washington.
Men der er ikke nogen grund til særligt at hægte bekymringen op på om Fidel Castro lever eller ej. Disse udfordringer, farer og fjendtlighed består med og uden Fidel - så længe Cuba står fast på sin selvbestemmelse og sin socialistiske samfundsorden - og dermed repræsenterer en politisk og ideologisk udfordring for USA og supermagtens ambition om verdensherredømme.

Cuba har svaret
I virkeligheden har cubanerne allerede svaret på spørgsmålet om, hvad der sker efter Fidel Castro. Siden august 2006 har det cubanske samfund fungeret uden sin berømte, stærke leder i førersædet. Ved indlæggelsen på hospitalet overdrog Fidel Castro sine ansvarsområder til en navngivet kreds af valgte ledere: vicepræsident Raul Castro, næstformand i ministerrådet Carlos Lage, udenrigsminister Felipe Perez Roque, formand for Cubas Nationalforsamling Ricardo Alarcon og et par andre.
De har løftet den ledelsesmæssige opgave. Cuba var i september 2006 vært for De Alliancefri Landes topmøde. Stats- og regeringsledere for over 130 lande kom til Havanna. Topmødet blev gennemført, Cuba overtog formandskabet og bevægelsen står styrket er alle seriøse iagttagere enige om.
I FN`s generalforsamling i New York kom det i november 2006 til et nyt politisk slag om USA`s ulovlige blokade mod Cuba. Og Cuba vandt igen - ligesom USA igen tabte forsmædeligt.
I FN i Geneve vandt Cuba kort efter en plads i det nye Menneskerettighedsråd... valgt ind med omkring to tredjedele af medlemslandenes stemmer, mens USA end ikke tude stille op af frygt for ikke at få stemmer nok til at blive valgt.
Cubas alliance med landene i Latinamerika har udviklet sig i et stormende tempo. Den nye generation af cubanske ledere kan, og i Latinamerika er der ingen forbehold - tværtimod er der tillid og begejstring over de perspektiver, som det nye samarbejde byder på ... med eller uden Fidel Castro.
Og vigtigst af alt; hjemme i Cuba fungerer samfundet helt almindeligt - måske med et stænk af beslutsom alvor. Energirevolutionen bliver udviklet, socialarbejderne, tager hånd om samfundets svageste i nye offensive og kærlige programmer. På vægge i byerne maler unge cubanere: 'I verden er der 250 millioner hjemløse børn. Ingen af dem lever i Cuba'... og de andre cubaner går fordi og nikker selvsikkert.

Drømme om splittelse
Men der er vist modsætninger mellem de to Castro-brødre?! Den borgerlige presse spekulerer håbefuldt. Velvidende at splittelse svækker, bydes en splittelse velkommen og den næres efter bedste evne.
Da Raul Castro skulle holde tale på den historiske revolutionsdag den 26. juli lyttede hele verden med. Den 26. juli 1953 indledte 150 unge cubanere oprøret mod det USA-støttede Batista-diktatur. Fidel Castro har tradition for at holde en af årets vigtigste taler netop på denne dag, og hvis Raul Castro havde et politisk budskab til verden og til Cuba så var talen den 26. juli den ideelle ramme.
Og han havde ikke ét men mange budskaber til Cuba og Verden.
Men ikke et eneste af disse budskaber handlede om at markere en anden linje end den, som Fidel Castro har været eksponent for på cubanernes vegne.
De fleste - og i hvert fald de, som er fjendtlige over for Cuba - har en fundamental forkert forståelse af, hvordan cubansk politik er skruet sammen. Man taler som om cubanerne er gidsler i Fidel Castros politiske spil. Det forholder sig snarere omvendt, at Fidel Castro med en sjælden dygtighed og en sjælden ydmyghed udtrykker den politik, som den cubanske befolkning ønsker. Naturligvis i en dialektisk proces.
Det er jo derfor cubanernes store flertal holder af deres præsident. At de skulle være kuede og med bøjet hoved gå og være bange for Fidel Castro er en himmelråbende løgn, som mennesker får afkræftet når de besøger Cuba... og det er derfor USA opretholder et rejseforbud til Cuba.
Raul Castro talte på samme måde den 26. juli i år; altså som den øverste repræsentant for landets kollektive ledelse.
Om at det er vigtigt at producere mere i Cuba, fordi man ikke kan bruge mere end man producerer. Om at stå sammen i forsvaret af Cuba nationale selvbestemmelse i lyset af USA ekstreme fjendtlighed. Om selvkritisk at rette egne fejl, som forværrer de vanskeligheder, der skyldes presset udefra. Om at spare på energien. Om at udvikle mulighederne for at tiltrække nyttige udenlandske investeringer.

Udenlandsk kapital
Det var her ved talen om de udenlandske investeringer, at de internationale iagttagere øjnede en ny holdning - og en uenighed med Fidel Castro. Det pågældende afsnit i talen lød således:
'Alle de steder, hvor det vil være rationelt at gøre det, må vi også genoprette den indenlandske, industrielle produktion - og begynde at fremstille nye produkter, der eliminerer behovet for import eller skaber nye muligheder for eksport.
I den forbindelse undersøger vi for øjeblikket mulighederne for at sikre flere udenlandske investeringer. Af den type, der kan forsyne os med kapital, teknologi eller markeder - og for at drage nytte af de bidrag, det kan yde til landets udvikling. Men med omhu for ikke at gentage fortidens fejltagelser som følge af vor naivitet eller uvidenhed med hensyn til disse partnerskaber. Og under anvendelse af de positive erfaringer, vi har haft i samarbejdet med seriøse entreprenører. På veldefinerede juridiske grundlag, der fastholder statens rolle og de socialistiske ejendomsforholds dominans!
Vi skal optrappe vores indsatser i samarbejdet med andre nationer stadig mere. I bevidstheden om, at kun når vi er forenede - men på et grundlag af den yderste respekt for den vej, hvert land har valgt - vil vi vinde frem og nå vores mål. Beviset på dette er de skridt, vi tager fremad side om side med vore brødre i Venezuela, Bolivia og Nicaragua - samt vores solide bånd til Kina og Vietnam. For bare at nævne nogle få bemærkelsesværdige eksempler på det voksende antal lande i alle verdensdele - med hvilke vi genopretter og udvider relationer af alle slags.'
Her siger Raul Castro tydeligt, at Cuba skal være mere varsom med at indgå aftaler med udenlandsk kapital end landet var i 1990`erne... altså under Fidel Castros fulde ledelse. Der er altså intet belæg for spekulationerne om at Raul skulle være tilbøjelig til at sælge ud af de politiske principper for at tiltrække udenlandske investeringer, snarere tværtimod.

Invitation til USA
Tidligere i talen beskæftigede Raul Castro sig med forholdet til USA. Det fik spekulationerne til at rulle om, hvorvidt han er blød i knæene over for USA. Han sagde følgende:
[i slutningen af 2008] 'vil valgene i De Forenede Stater også have fundet sted. Og mandatet vil være udløbet for den nuværende præsident for dette land - sammen med hans uberegnelige og farlige administration - kendetegnet ved en så reaktionær og fundamentalistisk filosofi, at det ikke levner plads for en rationel analyse af noget som helst spørgsmål.
Den nye administration vil skulle beslutte sig for, om den vil fastholde den absurde, illegale og fejlslagne politik over for Cuba. Eller om den vil acceptere den olivengren, som vi rakte frem i anledning af 50 års dagen for landgangen fra Granma. Med andre ord: Da vi genbekræftede vores villighed til på lige fod at diskutere den langvarige konflikt med De Forenede Staters regeringer. I overbevisningen om, at dette er den eneste måde at løse problemerne på i denne verden, som bliver stadig mere kompliceret og farlig.
Hvis De Forenede Staters myndigheder endelig skulle afstå fra deres arrogance og beslutte sig for at føre drøftelser på en civiliseret måde - så ville det være en velkommen forandring. I modsat fald er vi parate til fortsat at konfrontere deres fjendtlige politik - også i 50 år mere, hvis det skulle være nødvendigt.
Halvtreds år kan forekomme at være en lang tidsperiode. Men vi vil snart fejre 50 års dagen for Revolutionens sejr og 55 års dagen for angrebet på Moncada-kasernen. Og i mødet med de mange opgaver og udfordringer er disse år altså gået - og vi har knap nok bemærket det. Hvad mere er: Praktisk taget 70 procent af vores befolkning blev født, efter at blokaden var blevet påført os - og på den måde er vi veltrænede i fortsat at modstå den og i sidste ende overvinde den.
Nogen mennesker, der er blevet påvirket af fjendtlig propaganda eller bare er forvirrede, fatter ikke den virkelige fare! Eller den uafviselige kendsgerning, at blokaden har haft en direkte indflydelse både på de større økonomiske beslutninger - samt på dækningen af hver eneste cubaners mest elementære behov.
Direkte og fra dag til dag hæmmer den vores fødevareforsyning, transportvæsenet, boligforholdene - og er også baggrund for den kendsgerning, at vi ikke kan regne med de nødvendige råvarer og udstyr til at udføre vort arbejde.
Fjenden iværksatte denne blokade for et halvt århundrede siden af netop denne grund - som vi startede med at sige - og den dag i dag drømmer de stadig om at tvinge os til at underkaste os deres vilje. Præsident Bush selv insisterer på at gentage: At han ikke vil tillade, at den cubanske revolution fortsætter. Det kunne være interessant at spørge ham, hvordan han lige vil forhindre den i det.
Hvor har de lært lidt af historien!'

Kollektiv ledelse
Raul Castro henviser med omtalen af 'olivengrenen' til, at han den 2. december 2006 inviterede USA til dialog om alle mellemværender. Han understregede, at Cubas eneste betingelse er, at parterne mødes på lige fod og i gensidig respekt.
Den holdning er alt andet end ny. Mindst engang om året i alle årene siden 1959 har Fidel Castro sagt det samme.
Og så er det naturligvis ikke hverken den ene eller den anden af brødrene Castro, som alene sidder og bestemmer landets forhold til USA.
Man kan da også notere sig, at Raul Castro siger 'vi genbekræftede vores villighed til på lige fod at diskutere...'. Raul Castro leger hverken Napoleon eller dronning Margrethe. 'Vi' er ikke majestætisk flertal, men blot udtryk for, at han udtaler sig på kollektivets vegne. Specifikt på vegne af den ledelse, som er valgt af befolkningen.

Læs hele Raul Castros tale fra 26. juli i år i dansk oversættelse. 'Revolutionens vigtigste våben er folket'.