02 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kan spekulation være bæredygtig...

Kan spekulation være bæredygtig...

Onsdag, 12. september, 2007, 00:00:00

Den bæredygtige motor-gade vil snuppe en god bid af Ryparkens boldbaner og dele af terrænet ved Svanemøllens kaserne

af Arne Lund, trafiksekretær for Enhedslistens folketingsgruppe
Kan en motorvej være 'bæredygtig'? Står det til overborgmester Ritt Bjerregård og hendes tro væbner, Klaus Bondam, er det tilfældet.
Det fremgår af en annonce, hvor borgerne inviteres til et møde den 11. september i Dronningehallen, Sundkrogsgade. Her kan interesserede få lejlighed til at høre, hvilke visioner de to borgmestre har for en ny bydel i Nordhavnen.
'Kom og hør et sømandskor - sæt dit præg på Københavns nye bydel - kom med input, indspark og udsigter til et nyt Nordhavn', fortæller annoncen. Og videre: 'I Nordhavn er der plads til det hele; boliger til almindelige mennesker, erhverv, bedre offentlig transport og en forbedret trafikal forbindelse til hele Nordsjælland, alt sammen på et bæredygtigt grundlag'.
Så smukt kan det beskrives, at København sammen med Frederiksberg og staten er i gang med en gedigen grundspekulation - for at skaffe penge til den nye Citymetroring.
Nøjagtig som det skete på Vestamager, hvor værdien af et fredet område blev pumpet kraftigt i vejret for at finansiere den nuværende metro.
Men hvor man dog på Vestamager fik en metro til glæde for dem, der bor og arbejder i området, så er dette ikke tilfældet i Nordhavnen. De må tage til takke med en udbygning af bustrafikken, som København nu finder for godt - som regel længe efter at folk er flyttet ind - og så en motorgade til Lyngbyvej.
Nok ligger der et forslag om ad åre at koble Nordhavnen på metroen, men det forslag er så luftigt, som tænkes kan.

Grundspekulation
Transportminister Flemming Hansen har på forespørgsel af Enhedslistens Rune Lund bekræftet, at arealerne i Nordhavnen 'skal bidrage til at nedbringe den gæld, som selskabet bag Cityringmetroen, Arealudviklingsselskabet stiftes med, samt på længere sigt eventuelt kunne bidrage til, at der kan udbetales overskud til ejerne, og at Arealudviklingsselskabet skal arbejde for størst mulig værdiskabelse.'
Ministeren blev dernæst spurgt, om det selskab, hvor han har en ejerandel på 41,7 procent, ville arbejde for, at der ved byggeriet blev anvendt økologiske materiale og byggeprincipper. Nej, det er der ikke planer om, lød svaret. Han veg også udenom, da han blev spurgt, om der i Nordhavnen ville blive anlagt maritime fritidsfaciliteter til glæde for alle københavnere, og ikke kun for dem, der bor og arbejder dér.
Tilbage til den bæredygtige motorgade, der skal forbinde Lyngbyvejen med Nordhavnen, og som blot er første etape af den havnetunnel (til Kalvebodbroen), som flere og flere politikere presser på for at få anlagt.

Forringelser
Den bæredygtige motorgade vil snuppe en god bid af Ryparkens boldbaner og dele af terrænet ved Svanemøllens kaserne. Derved vil det store grønne område blive alvorligt støjbelagt, og dét vil selvsagt forringe områdets rekreative værdi, den dag militæret flytter væk, og arealet åbnes for offentligheden.
Det er tankevækkende, at når Ritt & Bondam er ude for at lufte visionerne, hvad enten det så gælder boligbyggeri, eller motorveje, så sker det på bekostning af de grønne arealer, København ikke har for mange af.
Ritts bæredygtige motorgade vil især blive brugt af nordsjællandske pendlerbilister, der i dag har landets bedste kollektive trafikforbindelser mellem bolig og job. Bilister, som det skulle være en smal sag at få til at stige om til tog og busser - hvis Københavns kommune ellers besad handlekraft og nedlagde mange af de p-pladser, som de udenbys pendlere benytter sig af.
Motorgaden i Nordhavnen vil fremme byudviklingen, booste priserne i vejret - og vil betyde en forøgelse af biltrafikken i området, og dermed også mere støj og os, og lægge yderligere pres på det eksisterende gadenet med krav om, at dette skal udbygges. Og så videre.
Kom ikke og sig, at bæredygtigheden ikke trives i 'Europas Miljøhovedstad'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp