Gør man den politiske kamp til en kamp mod betjentene, drejer man opmærksomheden et forkert sted hen

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Jeg har med interesse læst Anders Fengers anmeldelse af bogen om danske sabotører 'Praktisk patriotisme'. Også jeg må beundre det vovemod, sabotørerne - ofte meget unge mennesker - udviste.
Men en sammenligning mellem de unge, der i dag kaster sten og flasker mod politiet, og de unge i datidens modstandsbevægelse, trænger nok til en kommentar.
Anders Fenger skriver om de danske Spaniensfrivillige, at de i 1940 nærmest dirrede af kamplyst og iver for at gå til væbnet kamp mod tyskerne. Men gjorde de det?
Nej, for de politisk bevidste mennesker skønnede, at en væbnet modstand på det tidspunkt ikke ville blive forstået af befolkningen, men nærmest vække uvilje over for sabotørerne. Derfor beherskede de sig, men var klar til kamp, når den ville vise sig fornuftig.
Da unge fra Aalborg Kathedralskole i 1941 begyndte at forøve sabotage, blev det endnu ikke godtaget af befolkningen. Den lokale DKP-afdeling var klar over, at der var brug for at forklare meningen bag det, som de unge mennesker havde foretaget sig, og Niels Klitgaard har fortalt, hvorledes han blev sendt af sted til en lokal boghandler efter papir til at duplikere løbesedler på.
Han blev imidlertid, efter at have læsset papiret på en budcykel, fulgt af en kriminalbetjent, der også var på cykel. Da Niels flere gange havde forsøgt at 'ryste' kriminalbetjenten af sig ved at køre ad andre ruter, end den han egentlig skulle køre, kørte betjenten op på siden af Niels og sagde: 'Så kan vi vist godt stoppe den juleleg!'
Så tog Niels flugten og flygtede ind i et af de mindre pæne kvarterer. Betjenten for efter og råbte: 'Stop tyven!' Det var det dummeste, han kunne råbe i det kvarter. Ingen ville angive den flygtende, og Niels undslap i første omgang at blive arresteret. Det blev han så senere.
Senere blev sabotagen forstået af befolkningen, og så kunne kampen udfolde sig, men så godt som altid med tanken på, om den enkelte aktion ville fremstå som meningsfuld over for almindelige mennesker.
Sådanne overvejelser mener jeg også, man bør gøre sig i dag, når man kæmper mod nogle af samfundets urimeligheder. Jeg tror aldrig, at ret mange vil anse det for rigtigt at kaste med sten og flasker mod politiet. Det vil kunne føles som rigtigt i en snæver kreds, men det er der jo ikke rigtig noget politisk perspektiv i!
Det er jo til syvende og sidst heller ikke betjentene, der er 'fjenden'. De er kun redskaber for andre. Gør man den politiske kamp til en kamp mod betjentene, drejer man opmærksomheden et forkert sted hen.
Det, vi blandt andet kan lære af frihedskampen, er at tænke, før man handler!