Der er brug for en solidaritetsbevægelse med palæstinenserne Den må rette fokus på at opbygge globale boykot-kampagner, forbud mod investeringer og sanktioner mod Israel

af Ingrid Jaradat, direktør, Badil Ressource Center, (www.badil.org)
Efter 2001 er de forhold, som Oslo-aftalen skabte for det palæstinensiske territorium, der blev besat i 1967, i realiteten ophørt.
Årsagen er Israels nye besættelse af de halv-autonome palæstinensiske områder (områderne A og B), ødelæggelse af den palæstinensiske selvstyres infrastruktur og Israels indførelse af et stadig mere rigidt militærstyre, der skaber mere kolonisering og annektering af palæstinensisk jord.
Her - seks år senere - ser det ud til, at disse 'Oslo-forhold' også gælder for det politiske system, som har dannet rammen om den palæstinensiske kamp igennem årtier.
I skyggen af den nationale Hamas-Fatah-enhedsregerings sammenbrud i juni er det Fatah-dominerede palæstinensiske selvstyre og PLO kommet i miskredit. Det er ophørt med at fungere og har mistet magt. Den palæstinensiske ledelseselites politiske system ser ikke længere ud til ikke at kunne repareres.
Set fra det palæstinensiske folk i eksil og i Palæstina har den seneste udvikling i Gaza-striben været tragisk.
Det gælder ikke blot, fordi den udstiller den omfattende korruption og den traditionelle ledelses manglende evner, men især fordi der aktuelt ikke er et alternativ, som kan videreføre folkets nationale befrielses- og fredsprojekt, der baserer sig på retfærdighed, frihed og selvbestemmelse.

Hvorfor mislykkedes Enhedsregeringen?
Den nationale enhedsregering blev hilst varmt velkommen af palæstinensere og arabere som redskab til at stoppe for de voldsomt irriterende interne fraktionskampe i de besatte områder.
Imidlertid var der også allerede i februar enighed om, at Mekka-aftalen var skrøbelig og udformet til fortrinsvis at beskytte den politiske elites forskellige interesser og behov i regionen.
Hamas og Det Muslimske Broderskab - en religiøs-politisk, sunni-muslimsk bevægelse, der er aktiv over hele kloden - var stærkt interesseret i, at aftalen blev en succes. Mest fordi deres projekt, der går ud på trinvis at opbygge politisk magt, løb ind i en blindgyde, selvom de vandt valget i de besatte områder i 2006. Blindgyden var en direkte konsekvens af USA`s og Europas hårdnakkede isolering.
En national palæstinensisk enhedsregering med Fatah forekom derfor at være eneste mulighed for at kunne komme videre.
Det fik tilslutning fra de såkaldte moderate arabiske stater, blandt andet Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og de Arabiske Emirater.
Deres hang efter politisk indflydelse stammer fra deres overklassers behov for økonomisk og politisk stabilitet. Denne hang bliver ikke bare truet af USA`s splittelses-politik samt af USA og Israels spekulation i krig, men også Irans og det shiitiske Hizbollahs voksende popularitet og indflydelse i regionen.
Ikke desto mindre blev den ikke-religiøse palæstinensiske politiske elite splittet på spørgsmålet om opbakningen til national enhed med Hamas.
Flertallet af de mindre politiske grupper enten støttede eller tilsluttede sig direkte premierminsiter Haniyahs nye nationale regering for at sikre det palæstinensiske politiske systems stabilitet og kontinuitet og for at undgå væbnet konflikt.
Eksempelvis gav PFLP sin støtte, mens DFLP, Det Palæstinensiske Initiativ, Den Tredje Vej, Hizb al-Sha`b tilsluttede sig regeringen.
En vigtig og indflydelsesrig fraktion i Fatah holdt med USA`s støtte på, at Hamas` militære nederlag var en bedre og mere realistisk mulighed for at genoprette Fatahs kontrol med den palæstinensiske selvstyre og samtidig undgå en omfattende reform af PLO, herunder en optagelse af Hamas i PLO`s institutioner.
Men terningerne blev kastet af andre. Den såkaldte Kvartet - bestående af USA, EU, Rusland og FN besluttede at fastholde deres betingelser til Hamas for at ophæve deres økonomiske og diplomatiske sanktioner mod den nye palæstinensiske enhedsregering. Beslutningen medførte ikke alene ny skuffelse blandt brede sektorer af det internationale samfund, men og så at UNESCO`s leder Alvaro De Soto tog sin afsked. Sidst men ikke mindst slukkede beslutningen palæstinensernes håb og opløste det kit, som holdt sammen på den skrøbelige enhedsaftale.
Sideløbende greb USA under præsident Bush og hans militære rådgivere - generalerne Dayton og Welsh ubarmhjertigt ind. Det udløste en ny situation, hvor den tidligere så afvisende præsident for det palæstinensiske selvstyre og leder af PLO, Mahmoud Abbas, gav grønt lys til de Fatah-fraktioner, som var tilhængere af en militær konfrontation med Hamas.

Begivenhederne i Gaza
Set i bakspejlet har adskillige eksperter - blandt disse egyptiske observatører og Hani al-Hassan, en ældre leder af Fatah og rådgiver for den palæstinensiske selvstyrepræsident, antydet, at Hamas måske ikke havde forestillet sig magtovertagelsen i juni, som den faktisk forløb.
Hamas var måske gået for vidt: Man var interesseret i at forbedre indsatsen i de sideløbende forhandlinger under egyptisk ledelse om en reform af selvstyrets sikkerhedssystemer. Hamas var desuden i stand til at påføre Fatahs styrker, der samarbejdede med Muhammad Dahlan, et lokalt nederlag. Samtidig allierede Muhammad Dahlan sig med general Dayton, og sammen blokerede de for de resultater, som Hamas måtte havde opnået under forhandlingerne.
Den skamfulde flugt fra Gaza-striben for Daytons Fatah-allierede - bistået af Israel og den hastige overgivelse af den velbevæbnede og USA-trænede, men dårligt motiverede Fatah-selvstyrehær i Gaza, kan have ført til en uforudset og total militær sejr, som bar bitre frugter.
Enhedsregeringens sammenbrud truer nu med at fratage Hamas` en rolle i udformningen af den palæstinensiske selvstyre, der skulle have været redskab til en gradvis styrkelse af bevægelsens fornemste resultater, som eksempelvis den troværdighed og magt, Hamas vandt ved de demokratiske valg.

Sammenbrud for den palæstinensiske ledelse
Hamas anser den væbnede bekæmpelse af selvstyrets og Fatahs sikkerhedsstyrker samt præsidentens lejr i Gaza, for at være en 'krig mod en gruppe af Fatah-forrædere'. Modsat anser de sidstnævnte det for at være 'mytteri' eller 'statskup'.
Begge parter beskylder hinanden for sammenbruddet i nationale projekt, og ingen af parterne er villige til at vende tilbage til tidligere status quo.
På den ene side fortsætter Hamas med at opfordre til at finde en løsning på krisen via nye nationale forhandlinger og sammenhold på basis af Mekka-aftalen. Hamas satser på at holde ud indtil den humanitære krise i Gaza tvinger Israel, Vesten og arabiske lande til at samarbejde og dermed anerkende Hamas` rolle som politisk aktør.
På den anden side er hovedparten af Fatahs elite - herunder selvstyrepræsident og formand for PLO, Mahmud Abbas, aktivt engageret i lobbyvirksomhed over for udenlandske regeringer og donorer for at forhindre, at de samarbejder med Hamas. Eliten satser nemlig på at alliere sig med USA og Israel og foreslår at løse krisen med et snarligt valg til selvstyret.
De to parter hævder fortsat, at de er legitime ifølge selvstyret love. Hamas` krav baserer sig på valgresultatet fra 2006, mens Fatah hævder at disse love giver præsident Abbas magt til at udnævne nødregeringer og forretningsministerier uden parlamentets samtykke.
Uafhængige observatører og juridiske eksperter - blandt andet eksperter, som har været med til udforme selvstyrets 'grundlov' - er enige om, at den tidligere nødregering under Fatah, der nu er et forretningsministerium under premierminister Salam Fayyad er i strid mod loven. (Se faktaboks) Det samme gælder præsidentens dekreter.
Det er dog betydeligt vigtigere, at juridiske eksperter som Al-Qasem udtaler, at der ikke findes en forfatningsmæssig løsning på den aktuelle krise i selvstyrets politiske system, fordi verdens 'demokratier' reagerede med en hidtil uset forkrøblende belejring som straf for, at det palæstinensiske folk havde vovet at benytte deres demokratiske ret til at udskifte regeringen!
Ingen af forfatningens fædre kunne have forudset denne situation, for målet var, at få en grundlov, forankret i demokratiske principper og retsstaten. Det samme gør sig gældende med hensyn til et andet hidtil uset fænomen: Den lammelse af parlamentet, der skyldes, at Israel har anholdt flertallet af Hamas` parlamentsmedlemmer og som derved forhindrer parlamentet i at fungere.
I mangel på en forfatningsmæssig løsning med udgangspunkt i et folkeligt demokrati, vil et hurtigt valg - som er målet for præsidenten og Fatahs forretningsministerium med PLO`s godkendelse - også mangle legitimitet, være splittende og vil næppe genskabe national enhed.

Tabere og vindere.
Israel fremstår som vinder også af denne runde. Opmuntret af den uophørlige støtte fra USA`s regering, inklusiv af Bush` tale fra 16. juni, vil Israel fortsat være uvillig til at opbløde den militære belejring af Vestbredden.
Israel vil også være utilbøjelig til at levere en 'politisk horisont' for fredsforhandlinger, der kan opfylde et minimum af det palæstinensiske folks rettigheder og behov.
Den største taber i dette scenarium er Fatah. der i årtier har stået i spidsen for et nu miskrediteret politisk system. Det er tilsyneladende så lidt som Oslo-aftalerne - den afgørende faktor for systemets udformning -ikke til at redde.
Men både Israels koloniale, apartheid-lignende regime og de sandsynlige kommende USA-israelske militære interventioner i regionen kan fjerne fundamentet under de korrupte og forældede palæstinensiske ledelsesstrukturer. Det palæstinensiske folk betaler igen den højeste pris.
Efter i lang tid at have været udelukket fra meningsfyldt deltagelse i den politiske beslutningsproces, opfordrer det store flertal af palæstinensere fortsat til national enhed og dialog mellem lederne, men de mangler et redskab til effektiv indgriben.
Mens palæstinenserne er ved at miste deres stærkt kritiserede, men velkendte ledelsessystem, råder de endnu ikke over en ny ledelsesmekanisme for politisk deltagelse og for beskyttelse af palæstinensiske individuelle og kollektive rettigheder.
Et palæstinensisk folk uden ledelse går med sikkerhed fint i spænd med Israels og USA`s aktuelle del-og-hersk--strategi, med dens vold og militære inddæmningspolitik.
En omfattende solidaritetsbevægelse blandt det internationale civilsamfund vil give palæstinenserne mod og styrke til at genetablere lederskab og strategier for kampen for frihed og retfærdighed 60 år efter Nakba i 1948.
Bevægelsen må sætte fokus på Israels centrale rolle i konflikten, rejse principiel støtte og opbygge globale boykot-kampagner, forbud mod investeringer og sanktioner mod Israel,

Grundloven
Anis al-Qasem, en palæstinensisk sagfører, der ledte udformningen af det palæstinensiske selvstyres grundlov, bestrider i et interview med Reuters, præsident Mahmoud Abbas ret til at udnævne en regering, der fratog Hamas magten uden parlamentarisk godkendelse.
'Det er værd at huske på at hele grundloven er blevet ændret, ikke for at øge, men for at formindske præsidentens magt, som en konsekvens af magtkampen mellem Abbas og den nu afdøde præsident Arafat. Iflg. §45 besidder præsidenten beføjelser til at afskedige premierministeren og til at starte processen med at indsætte en ny regering. De fundamentale faktorer i denne proces, som legitimerer den nye regering, er en tillidsafstemning i det Lovgivende Råd og en edsaflæggelse. Indtil dannelse af en ny regering i overensstemmelse med proceduren, der er nedfældet i grundlovens Kapitel 5 har fundet sted, fortsætter den afgående regering som forretningsministerium. Grundloven indeholder ingen særlige forudsætninger for, hvad der af og til benævnes en 'nødregering'. Hvad angår præsidentens magt i tilfælde af undtagelsestilstand, står hans eneste specifikke beføjelse nedfældet i artikel 110. Han kan ikke udstede dekreter, der annullerer dele af Grundloven'.