Besættelsens umiddelbare ophør er en forudsætning, da irakerne ellers ikke kan afgøre deres egen skæbne. I forlængelse heraf er det påkrævet at støtte al irakisk modstand mod besættelsen
af Carsten Kofoed, Frit Irak Blog
Den 17. august kunne man i Dagbladet Arbejderen læse om en 'fredsplan' for Irak udarbejdet af Jan Øberg, der leder et såkaldt fredsforskningsinstitut i Lund i Sverige.
Et centralt punkt i Øbergs 'fredsplan' for Irak er, at den nuværende amerikansk ledede besættelse af Irak skal ophæves inden for seks måneder og erstattes med en 'international fredsskabende mission for Irak under FN-ledelse'.
Samme illusoriske holdning om det imperialistiske FN findes i SF og Enhedslisten, der også har formuleret diverse fredsplaner på det irakiske folks vegne.
At nogen ikke-iraker overhovedet formulerer, hvad der skal ske i Irak i dag og fremover udover et betingelsesløst krav om umiddelbar tilbagetrækning af alle udenlandske tropper, er i sig selv en krænkelse af det irakiske folks selvbestemmelsesret.
Men når man derudover tilmed anbefaler, at FN, der i mere end 12 år - fra 1990 til 2003, myrdede to millioner irakere i kraft af de amerikansk-britiske ledede FN-sanktioner, ja så tramper man på de irakiske ofre.
Vores opgaver
Krigsmodstandere, hvad enten de er 'fredsforskere', Enhedslisten eller SF, skal forstå deres opgave. Vores opgave som krigsmodstandere i Danmark er tosidig:
1: At få de kriminelle danske besættelsestropper ud af Irak og stillet de politisk ansvarlige krigsforbrydere med Fogh i spidsen til ansvar.
2. At forsvare det irakiske folks selvbestemmelsesret altså dets ret til at indrette det irakiske samfund efter sine egne ønsker.
I forsvaret af denne selvbestemmelsesret er besættelsens umiddelbare ophør naturligvis en forudsætning, da irakerne ellers ikke kan afgøre deres egen skæbne. I forlængelse heraf er det også påkrævet at støtte al irakisk modstand, som virker for besættelsens ophør. Her er den væbnede modstand klart den vigtigste, fordi den gør mest ondt på besættelsesmagten og har tvunget den i knæ.
Forsvaret af irakernes selvbestemmelsesret er endvidere uafhængig af, om vi danske krigsmodstandere politisk set er enige med den ene eller anden modstandsgruppe. Hvis man gør irakernes selvbestemmelsesret afhængig af, om man er enig med den ene eller anden politiske ideologi i Irak, så krænker man denne selvbestemmelsesret og opfører sig både chauvinistisk og udemokratisk.
Når folk som Øberg kan producere en 'fredsplan', der fuldstændigt ser bort fra den irakiske modstandsbevægelse, fra det irakiske folks eneste legitime repræsentant under besættelsen og fra dennes legitime ret til at forme fremtiden for det befriede Irak, men derimod lægger Iraks fremtid i hænderne på FN og diverse internationale konferencer, så er det ikke bare vildledning af krigsmodstanden.
Det er også et direkte og uacceptabelt angreb på det irakiske folks heroiske frihedskamp og modstandsbevægelse, som har bragt så mange ofre for landets frihed. Det er objektivt set et forsvar for USA-imperialismen, et formaliseret forsøg på at snyde det irakiske folk for dets store sejr: Den fuldstændige befrielse.
Program for befrielse
Mig bekendt findes der kun ét omfattende program for Iraks befrielse og tiden derefter. Det offentliggjordes i oktober 2006 og er forfattet af Iraks største parti, det af besættelsesmagten forbudte og voldsomt forfulgte Baath-parti, et panarabisk og erklæret socialistisk parti som regerede Irak i intet mindre end 35 år og opbyggede landet til den progressive regionale stormagt, som det blev, inden sanktioner, krig og besættelse gjorde en ende dette sociale eksperiment. I dag leder partiet med stor succes modstandskampen.
Befrielsesprogrammet hedder 'Program for Iraks befrielse og uafhængighed', kan læses på Frit Irak Blog og har langt mere med virkeligheden i Irak at gøre end proimperialistiske 'fredsplaner'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278