Politiet er for mange unge i dag blevet billedet på samfundets mest firkantede og bedrevidende bureau-krati, der lader hånt om tillid og beskyttelse

af Per Diepgen, Halskov
For indeværende stilles nogle unge til ansvar for terror, det vil sige for at have pakket nogle bluser med en påskrift, hvis virkning næppe kan sammenlignes den, som avistegningerne af Muhamed fik, men hvis budskab er at skabe solidaritet med folk i vanskeligheder.
Med terrorlovene har det i forvejen rigide politikorps fået de beføjelser, som den rabiate højrefløj her og i USA tragter efter for at knægte den personlige frihed. Forleden måtte jeg aflevere en lille foldekniv, som i årtier var mit praktiske værktøj i en snæver vending, men nu er et mordvåben.
Politiet har altid gjort en dyd af at være lovens lange arm, men er for mange unge i dag blevet billedet på samfundets mest firkantede og bedrevidende bureaukrati, der lader hånt om tillid og beskyttelse.
Ved at indsætte terrorkorpset mod Ungdomshuset i en militæragtig operation tog politiet netop de voldelige midler i brug, som resulterede i klapjagt i de københavnske gader på vore børn og unge, der selv greb til voldelige gengældelsesmidler, og terrrorspiralen var sat i gang.

Flygtningeskæbner i 1930`erne
Samtidig udkommer en ny bog af Kirchhoff og Rünitz om politiets medvirken til arrestationer før og under besættelsen, historien om mange ulykkelige skæbner i politiets varetægt - på baggrund af en grundig forskning om vores behandling af 80.000 flygtningesager, men atter et eksempel på hovedvægten lagt på det evigt kontroversielle emne, jøderne.
Danskere må siden have oparbejdet en særlig racisme, et jødesyndrom, når det i kultur- og civilsager er blevet kotume at tilføje, om manden er jøde, ligesom mange politirapporter i dag lader vide, at manden er 'orientalsk', 'mørklødet', 'palæstinenser', 'andengenerationsindvandrer' eller tilsvarende 'anderledes end (os) etniske danskere', ofte med kriminel slagside.
Man må spørge, om akademikere og forskere selv taler med folk, her med sønderjyderne fra 1930`erne? De fleste flygtninge ved grænsen blev næppe grebet af politiet, men af grænsegendarmerne.
Det nu nedlagte gendarmeri bestod for en stor del af folk, der var tyske statsborgere før 1920, og som havde deltaget som tyske soldater i krigen 1914-18, ofte imod deres vilje og sindelag.
Derfor lod mange gendarmer flygtningene passere grænsen uden anholdelse, men skete det, at en flygtning blev overgivet politiet, kunne folk et par timer senere se, at politiet førte flygtningen tilbage til Gestapo.

Politisamarbejde...
Kirchoff skriver, at Gestapo, den fremmede politimagt, ikke var særlig villig til at tilbagetage flygtningen, hvilket kan opfattes som en human handling.
Ikke desto mindre var tyskerne i mindste detalje orienteret om grænseforholdene, vidste hvor og alt om hvem der befandt sig i grænseområdet.
Således skete det for en arbejdsløs arbejdsmand, der boede for enden af en sidevej i Kruså helt ned til grænsen, at han den 9. april blev afhentet af Gestapo og ikke siden set.
Folk på egnen formodede, at han havde etableret sin egen grænseovergang for flygtninge gennem baghaven. I modsætning til en vognmandskone, også Krusaa, der jævnligt rejste frem og tilbage over grænsen, men en dag af tolderne blev fundet i besiddelse af så belastende papirer, at hun blev indsat i Vestre Fængsel for straks efter besættelsen at blive sat på fri fod af Gestapo.
En tilsvarende udskillelse foregår tilsyneladende i dag ved de iraelske checkpoints.
Vi må indstille os på, at ikke bare PET, men hele det civile politikorps behandler folk strikt efter magthavernes værste anelser, som tilfældet var med kommunistloven i 1941 - og vi må tage bestik af det.