EU er et politisk projekt, som ikke kan tvinges ned over hovedet på folk. Et politisk projekt kræver folkelig legitimitet
af Peter Mikkelsen, Rødovre
Det skaber uro, at enkelte medlemmer af regeringspartierne ønsker en folkeafstemning.
Hvis ønsket er, at EU bare skal leve sit eget liv uden befolkningernes medvirken, er det en helt naturlig holdning. Men er ønsket en folkelig opbakning og inddragelse, har man et stort problem.
En folkeafstemning om den såkaldte 'reformtraktat' er besværlig for tilhængerne. Men den er også nødvendig.
Traktaten skal danne grundlag for det videre EU-arbejde, og dermed er det bydende nødvendigt at tage diskussionen med vælgerbefolkningen. Ikke kun i Danmark, men også i de øvrige EU-lande.
Argumenterne mod en folkeafstemning bygger på, at i et repræsentativt demokrati er de folkevalgte vælgernes talerør.
Men de folkevalgte repræsentanter tager meget nødigt - som det ses i modstanden mod folkeafstemning om 'reformtraktaten' - en diskussion med befolkningen om indholdet af 'reformtraktaten'.
Forhandlingerne har været ført bag lukkede døre, og dørene skal forblive lukkede.
Vælgerne i Holland og Frankrig sagde nej til den gamle forfatning. Især i Frankrig var hovedargumentet, at den dagsorden der var fremlagt var for liberal. Franskmændene frygtede for deres sociale sikkerhed og velfærd. Det var altså ikke modstand mod 'fælles spilleregler' eller overnationalt samarbejde.
I 'reformtraktaten' er det nyliberale indhold stort set uændret.
EU har ikke valgt at lytte til det klare signal de fik, og i stedet forsøger de at snige sig udenom ved hjælp af jura.
EU er et politisk projekt, som ikke kan tvinges ned over hovedet på folk. Et politisk projekt kræver folkelig legitimitet.
To befolkninger har vist, de ikke ønsker det nyliberale indhold.
En forfatning - eller 'reformtraktat' om man vil - uden opbakning er værdiløs. Den vil give modstandere og skeptikere yderligere ammunition, og efterlade et yderligere tomrum mellem politikere og befolkninger.
Derfor har regeringen reel ikke noget valg. Den må udskrive en folkeafstemning om 'reformtraktaten'.
Peter Mikkelsen er kommunalbestyrelsesmedlem i Rødovre for Enhedslisten og medlem af Udfordring Europas bestyrelse
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278