08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modstandskamp med det skrevne ord

Modstandskamp med det skrevne ord

Fredag, 05. oktober, 2007, 00:00:00

Lad mig benytte lejligheden til gøre opmærksom på, at ikke blot den materielle sabotage, men også modstandskampen gennem det skrevne ord havde stor betydning

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Jeg har i et indlæg her i Arbejderen 14. september skrevet om, hvorledes det kommunistiske parti i Ålborg under besættelsen prøvede at skaffe sig papir for at kunne forklare baggrunden for Churchill-klubbens sabotage mod tyskerne over for den lokale befolkning.
Af et indlæg 26. september af Per Mortensen - Praktisk patriotisme og de spaniensfrivillige - fremgår det, at han har forstået mig sådan, at de unge gymnasieelevers aktioner 'burde have været korrigeret af DKP-afdelingen i Ålborg'. Jeg beklager, at jeg har udtrykt mig utydeligt og skal derfor uddybe, hvad jeg mente.
Jeg kan bedst gøre det ved at citere fra det lokale kommunistiske blad, Folkets Kamp, som i sit nummer for juni 1942 skrev:
'Eleverne fra Katedralskolen
Samtalen Mand og Mand imellem her i Nordjylland har i de sidste uger i meget høj Grad drejet sig om Aalborg Katedralskole, hvor en Del Elever har foretaget aktiv Handling mod vort Lands Undertrykkere. Syv af dem er arresteret og anklaget for i en længere Periode at have frarøvet de tyske Fascister Vaaben og Ammunition samt for at have paasat Brand i en Jernbanevogn med tyske Vaaben og Materiale.
Det danske Folk betragter denne Handling sympatisk og som et Udtryk for Folkets Sindelag og Vilje til kamp og Handling mod de fascistiske Røvere.'
Og senere:
'Den Handling, Ungdommen paa Katedralskolen har foretaget, er ikke nogen Tilfældighed, men et Udtryk for, hvad det danske Folk føler og tænker - for det første: Det maa være slut med Regeringens eftergivende Politik - for det andet: skal Danmarks Frihed og Selvstændighed genvindes, da maa den tyske Fascisme knuses, og for at naa det maa alle Midler tages i Anvendelse.'
Det var altså lykkedes at få fat på så meget papir, at man har kunnet udgive Folkets Kamp og deri give udtryk for partiets opbakning bag de unge og for en videre modstandskamp.
Lad mig benytte lejligheden til gøre opmærksom på, at ikke blot den materielle sabotage, men også modstandskampen gennem det skrevne ord havde stor betydning.
Folkets Kamp udkom under besættelsen hver måned uden afbrydelse fra 7. november 1940, og at det ikke var en ufarlig modstandskamp fremgår af, at det danske politi og Gestapo i tidens løb fik fat i 83 af bladets medarbejdere. Heraf kom mindst to tredjedel i tysk koncentrationslejr. Fem blev henrettet eller døde i koncentrationslejr. Dette fremgår af forordet til et genoptryk af de illegale blade, som udkom 7. november 1949.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp