Der var anført en stigning på madprisen for alle, der er under den kommunale madordning, på 182 kroner per måned. Man kalder det bare ikke en stigning, men en regulering
af Jørgen Tved, Frederiksværk
Ældrerådet i Frederiksværk-Hundested havde sammen med byens store pensionistorganisationer besluttet at markere De Ældres dag den 1. oktober.
Vi havde indbudt alle de politiske grupper, som er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, og bedt dem om at sende en repræsentant, der kunne tegne deres parti.
De fleste modtog vores indbydelse, en enkelt gruppe - de konservative - meldt dog afbud. To grupper hørte vi ikke et ord fra, de Radikale og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne tog også mod indbydelsen og meddelte, hvem der ville repræsentere dem.
Da mødet begyndte, kunne vi se, at der ikke var mødt nogen fra Enhedslisten og Socialdemokratiet - og der var heller ikke kommet den anmeldte repræsentant fra Venstre, men der var mødt en suppleant, der kunne oplyse, at Venstres ordfører var blevet ramt af et maveonde, og at vi måtte nøjes med suppleanten.
Der skal lyde en stor tak til Poula Thrane, som i kommunalbestyrelsen er anført som løsgænger, og til SF`s Bjarne Langkilde. De havde begge på forhånd meddelt, at de meget gerne ville deltage - og de kom.
Vi kan så oplyse, at vi havde en fuld sal, at vi fik en god debat, og vi fik tid til at synge nogle sange med meget aktuelle tekster.
De to medlemmer af kommunalbestyrelsen mente ikke, at der med det budget, de netop arbejdede med, var pris- og takstforhøjelser på ældreområdet. Både undertegnede og venstremanden kunne dog afvise denne påstand.
I det udsendte budgetmateriale var for eksempel anført en stigning på madprisen for alle, der er under den kommunale madordning, på 182 kroner per måned. Man kalder det bare ikke en stigning, men en regulering.
Dirigenten kunne slutte det gode møde med at oplyse, at De Ældres Dag, som er indstiftet af FN, også ville blive markeret i de kommende år.
Men vi kunne ikke love, at vi 2008 igen ville indbyde de politiske partier - selv om vi naturligvis ved, at jo nærmere vi komme en valgdag, jo større interesse vil politikerne have for at møde nogle af deres vælgere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278