Irak var engang et land, der var på vej til noget helt andet, end det kaos og den usselhed og fattigdom, som imperialismen senest har udøst over det

af Enid Riemenschneider
Den 9. oktober sluktes et helt usædvanligt kvindeliv: Doktor Naziha al-Dulaimi døde efter meget lang sygdom på et hospital i Herdecke, Tyskland. Men som navnet viser, var hun ikke tysker, hun var iraker.
Hendes livs historie er flettet sammen med Iraks, hun satte sig spor fra kongedømmet til nyeste tid. Hun får os til at huske, at Irak engang var et land, der var på vej til noget helt andet, end det kaos og den usselhed og fattigdom, som imperialismen senest har udøst over det.
Naziha var født i 1923 i Bagdad, hvortil hendes bedstefar var indvandret fra Anbar provinsen. Hun fik skoleuddannelse og læste til læge. Under studierne - hvor hun kun havde få kvindelige kammerater - var hun aktiv i Kvindeforbundet til Bekæmpelse af Facisme og Nazisme. Senere, da foreningen havde skiftet navn til Det irakiske Kvindeforbund, blev hun medlem af dets ledelse.
I 1941 fik Nazima sin lægeeksamen. Det var det år, hvor Sovjetunionen blev angrebet af Nazityskland, og hvor den britiske besættelse af Irak indledtes. Det skete for - på trods af en nazi-venlig regering - at sikre olieleverancerne. Besættelsen varede til 1947.

Kommunist
Det år blev Naziha kandidatmedlem af Iraks Kommunistiske Parti, og i 1948 blev hun fuldgyldigt medlem. Da var hun aktivt involveret i det oprør - al-Wathbah - der i januar brød ud imod underskrivelsen af en traktat, der fortsatte med politisk at knytte Irak tæt til Storbritannien. Iraks reaktionære, monarkiske regering anså en sådan fortsat tilknytning som en forudsætning for sin egen eksistens. Oprøret blev slået hårdt og blodigt ned, og regeringen fortsatte sin forfølgelse af fremskridtsvenlige personer og organisationer.
Det fik konsekvenser for doktor Naziha, der på grund af sit politiske engagement måtte finde sig i flere forflyttelser til diverse irakiske provinser. Men hun fik udrettet meget i sit professionelle liv, hvor hun forbandt sit lægelige virke med en socialpolitisk indsats.
I 1950`erne forskede hun i og arbejdede for at udrydde en særlig mellemøstlig bacille, som hos børn udløste en kronisk hud- og vævsinfektion beslægtet med syfilis. Fra sine klinikker ydede hun gratis lægehjælp til fattige og ubemidlede, og sine erfaringer nedfældede hun i en pjece: 'Den irakiske kvinde'.
I 1952 lykkedes det hende sammen med ligesindede hemmeligt at genoplive kvindeforbundet, nu under navnet Ligaen til forsvar for den irakiske kvindes rettigheder. Til ligaens formål hørte kamp for national befrielse og verdensfred.
I 1958 kom det militærkup, der indførte republikken og startede opbygningen af et demokratisk Irak. Kvindeorganisationen, der nu hed Den irakiske Kvindeliga, voksede til en medlemstilslutning på 42.000 - ganske imponerende målt med en befolkning på dengang otte millioner.
Kvindeligaen blev medlem af Kvindernes demokratiske Verdensforbund - det forbund, der blev stiftet af overlevende kvinder fra nazisternes koncentrationslejre - og Naziha valgtes ind i ledelsen og blev senere verdensforbundets vicepræsident.
Samtidig var hun engageret i fredsarbejde og blev også valgt til ledelsen af Verdensfredsrådet.

Minister
Men det, som nok for alvor vil blive doktor Nazihas irakiske eftermæle, er hendes indsats i præsident Karim Qasims regeringer (1959-63). Hun var - som den første arabiske kvinde nogensinde, og som eneste repræsentant for det kommunistiske parti - i to regeringsperioder udnævnt til minister.
Hun blev således medforfatter til og indstifter af den sekulære (verdslige), civilretlige lov af 1959, som blandt andet fastslog kvinders lige rettigheder med hensyn til ægteskab og arv. Denne lov var fakisk gældende, indtil USA sikrede den nugældende forfatning for Irak.
Dernæst var Naziha den drivende kraft i et kæmpemæssigt renoveringsprojekt i Østbagdads slumkvarterer. Der blev bygget moderne boliger og offentlige værker, og bydelen blev døbt Revolutionens By. I dag hedder den Sadr.
Karim Qasims regering faldt i 1963, men Naziha forblev medlem af det kommunistiske parti. Hun måtte flere gang forlade landet, men sad i centralkomitéens sekretariat omkring slutningen af 1970`erne, da Saddam Hussein startede den blodigste forfølgelse af kommunisterne. Fra da af levede hun endegyldigt i eksil.
Selv da fortsatte hun sit politiske arbejde for freden og for kvinderne. Hun var således aktivt involveret i et seminar i Køln i 1999 om de irakiske kvinders situation. Den sidste indsats ydede hun i forberedelsen af Den irakiske Kvindeligas femte kongres, men før den åbnede i marts 2002, blev hun ramt af et slagtilfælde, der fuldstændig lammede hende.
Helt forståeligt berømmes Naziha med varme i en nekrolog udsendt af det irakiske kommunistiske parti, og den kendte blogger Nibras Kazimi skriver oprørsk i sin nekrolog over Naziha:
'Jeg gad vidst, hvad Sadr-bøllerne i den amfetaminfyrede Mahdi Hær ville mene om denne bemærkelsesværdige kvinde - en sunni, en sekulær kvinde med rødder i Anbar provinsen - som har helbredt deres bedsteforældre og bygget boliger til dem.'
For europæere, ja for hele verden bør doktor Naziha blive et eksempel på, hvad der kan udrettes i den arabiske verden, når imperialismen er kastet ud derfra, og folket kommer til magten.