Den folkelige utilfredshed er rettet mod den ny-liberalisme, der er indlejret i EU, og som medfører, at alle regeringer i EU i større eller mindre udstrækning fører nyliberal politik

af Jens Henneberg Andersen, Kommunistisk Parti
Velfærdskampen har i de sidste par år været det mest presserende politiske spørgsmål i dansk politik. Den borgerlige regering er i defensiven i velfærdsspørgsmålet. Det er den dagsorden der skal sættes, for at udskifte Venstre og Konservative.
Det er afgørende, at en ny regering også medfører en ny politik. Helt i overensstemmelse med drivkræfterne i de mange politiske og sociale protester og mobiliseringer i velfærdskampen.
Protesterne har ikke alene været koncentreret omkring velfærdskampen. Demonstrationer og andre mobiliseringer har haft mange andre aspekter, og er bestemt ikke rettet mod en relativ snæver dagsorden med nationale spørgsmål alene.
Solidaritet er omdrejningspunktet og det skal også forstås i forhold til international solidaritet. Som de store demonstrationer mod Irak-krigen i 2003 og manifestationer mod fremmedhad og racisme.
Ungdommen har været den mest aktive, mest synlige og mest konstante gruppe, der har deltaget i mange landsdækkende protester og demonstrationer.
I dette oplæg vil jeg dog fokusere på de hjemlige forhold, på velfærdsspørgsmålet, velfærdskampen og nogle af de spørgsmål der særligt vedrører ungdommen. Udgangspunktet er de politiske forhold der gør sig gældende med henblik på unges organisering.

Ungdommens særlige spørgsmål
Velfærdskampen i bred forstand har mobiliseret utrolige mange mennesker fra vidt forskellige grupper som offentligt ansatte, især pædagoger og ansatte i hjemmeplejen, og medlemmer fra 3F.
Der har også været andre meget stærkt markerede grupper først og fremmest forældre og unge, der ikke i første omgang deltager ud fra ståsted i erhverv eller klasseforhold.
Hvor de objektive klasseforhold står klart og centralt for en marxistisk tilgang og samfundsforståelse, så forholder det sig anderledes med de subjektive klasseforhold. Særligt for den enkeltes opfattelse af klassetilhørsforhold og generelt om politisk bevidsthed. Og dermed også klassebevidsthed. Den er i det moderne Danmark som oftest ikke-erkendt. Forskellen afspejles blandt andet ved, at selv kommunister italesætter kampen som en velfærdskamp, før vi omtaler klasseforholdene.
For ungdommen er der nogle særlige forhold, der gør sig gældende i samfundet. De afspejler både klasseforholdene og ungdommens (endnu) manglende tilknytning til eller positionering i klassekampen. Ungdommen er ikke en klasse, men består af elementer fra alle klasser. Men afspejler også samfundets klasseforhold, og unges sociale baggrund har afgørende betydning.
Både forældre og unge er ofre for (traditionel) klassepolitik, men ideologisk står forholdene ikke lige så skarpt markeret, som når der er tale om arbejdskampe og lignende spørgsmål.
Forskellen er åbenlys: Pædagoger, ansatte i hjemmeplejen og 3F-medlemmer oplever omdrejningspunktet som egne løn- og arbejdsforhold i forhold til en (offentlig eller privat) arbejdsgiver.
Forældre og unge oplever derimod, at de i mobiliseringerne konfronterer politikere og offentlige institutioner. Hele klassekampsaspektet står ikke tydeligt frem. Ikke overraskende, når man tager den generelle samfundspolitiske debat i betragtning.
Den manglende evne til at gennemskue og erkende tilknytning til klassekampen skaber afmagt og frustration og er medvirkende til, at nogen handler stik imod deres objektive interesser for eksempel ved at stemme på Dansk Folkeparti.
Alt for mange unge arbejdere, ikke mindst de faglærte og lærlingene, er tiltrukket af Dansk Folkeparti og lignende populistiske politiske budskaber, der står i modsætning til deres klasseinteresse. Det er et akut problem, der bør tildeles stor opmærksomhed. Til gengæld er evnen til at kombinere egen hverdag med den politiske og overordnede kamp for bedre og andre forhold nøglen til samfundsmæssig forandring.
Nedenfor forfølges nogle de væsentligste hverdagsbetingelser for unge i det danske klassesamfund: Uddannelser, unges særlige forhold til arbejdsmarkedet og den følgende faglige organisering, boliger og fristeder.
Disse hverdagsbetingelser kan under et sammenfattes med begrebet 'det usikre liv'. Den lange nyliberalistiske offensiv vi har levet med siden Maastricht-traktaten og oprettelsen af EU, er kendetegnet af en konstant kamp mod nedskæringer og forringelser.
Det er ikke længere velfærdsopbygningen, der er omdrejningspunktet for det politiske liv. Usikkerheden, det usikre liv er en god måde at beskrive den forøgede udbytning og de forværrede sociale forhold, som følger af udbredelsen af nyliberal politik.

Uddannelse.
Uddannelsesområdet har over en længere årrække været præget af forringelser og nedskæringer. Fakta benægtes benhårdt af skiftende undervisningsministre, men enhver der er i tvivl kan bevæge sig ud på en hvilken som helst uddannelsesinstitution, hvor elever og studenter kæmper for bedre forhold, og gang på gang går forrest i demonstrationer og protester.
På uddannelsesområdet findes en række etablerede interesseorganisationer. Især gymnasieeleverne har været primus motor. De unge der er aktive i organisationerne udgør et relativt begrænset antal mennesker.
Mobiliseringerne til demonstrationer og protester, besættelser af uddannelsesinstitutioner og lignende er til gengæld markant, og har over en årrække været stigende. Interesseorganisationerne vender sig samlet mod en sådan asocial udvikling og bakker alle op om brede og gratis uddannelser uden nogen form for brugerbetaling.
Et stort problem i forhold til uddannelsessystemet er den store gruppe, omkring 20 procent af folkeskolens afgangselever, der ikke videreuddanner sig. Det er ikke alene et problem i forhold til deres fremtidsmuligheder på arbejdsmarkedet. De står også uden for de dominerende interesseorganisationer og de politiske kampe om ungdomsspørgsmål.

Arbejdsmarked og faglig organisering.
Unges tilknytning til arbejdsmarkedet har typisk en anden karakter end de 'etablerede' grupper på arbejdsmarkedet. Unge på arbejdsmarkedet kan gøres op i forskellige kategorier med hver sine problematikker og udfordringer.
Et traditionelt begreb som arbejderungdommen skal bruges med omtanke. Det bruges ofte i forhold til lærlinge og uuddannede inden for byggeri og produktion, men dækker også over uuddannede unge i forskellige produktions- og servicerelaterede fag. Mange unge med kort eller ingen uddannelse finder også ansættelse i det offentlige, især i social- og sundhedssektoren og som pædagogmedhjælpere.
Unges ansættelsesforhold er ofte midlertidig og tilknytningen til arbejdsmarkedet præget af skiftende arbejdspladser og også tit skiftende brancher.
Især uuddannede er typisk ansat i vikarbureauer. En ansættelsesform der har vundet stor udstrækning. Den form for tilknytning til arbejdsmarkedet gør sig også gældende for mange uddannelsessøgende på de mellemlange og lange videregående uddannelser.
Ofte er det ikke muligt at opnå fuld tid, hvorfor mange unge må have et eller flere deltidsjob. Lønnen er som oftest lav, tæt ved minimumslønnen, og ofte opnår de ansatte ikke samme rettigheder som fast- og fuldtidsansatte.
Den ændrede arbejdsform og organisering af arbejdet er en stor udfordring for fagbevægelsen. Det er ikke mindst en stor udfordring at finde frem til overenskomster, der ikke forudsætter fast- og fuldtidsansættelse. Det kræver særlige organisationsformer for ansatte i vikarbureauer og ansatte på deltid. Nogle fagforeninger har allerede udviklet særordninger for vikaransatte med skiftende timeantal, og arbejder på at kunne imødekomme de særlige behov, der opstår med den form for ansættelse.
Fagbevægelsen har ligeledes en udfordring i forhold til unge uddannelsessøgende. De vil ofte befinde sig i en situation, hvor der stilles krav/er forventning om faglig organisation både i forhold til uddannelse og det fremtidige arbejdsliv, og i forhold til studiejobbet som deltids- eller midlertidigt ansat. Det får ofte uddannelsessøgende til at fravælge medlemskab af den fagforening, der dækker studiejobbet.
I nogle politiske miljøer, navnlig på den yderste venstrefløj, opstilles et konfliktforhold mellem den etablerede fagbevægelse og vikaransatte og andre ansatte under disse usikre vilkår.
I lande (især Sydeuropa) hvor arbejdsforholdene er stærkt præget af denne tendens og en i forvejen lav organisationsprocent, er der opstået begreber som det prekære arbejde og de prekære arbejdere.
Ideologisk fremstilles de prekære arbejderes kamp ofte som i modsætning til den traditionelle fagbevægelse. Det er en vildfarelse og til skade for kampens enhed. Men fagbevægelsen bærer selv kimen til vildfarelsen som følge af den dominerende reformisme og socialdemokratisme.
Vi har alle muligheder for at imødegå den forkerte modsætning mellem 'prekære arbejdere' og traditionelt ansatte og i stedet pege på kapitalens øgede udbytning, der i højere grad rammer unge på arbejdsmarkedet, og skaber forværrede arbejdsforhold og levevilkår.

Boliger
Unges boligforhold er tilsvarende ustabile og præget af midlertidige eller usikre ordninger. Der er ikke nok ungdomsboliger og kollegieværelser. Ofte er ungdomsboliger og kollegier ikke attraktive.
Mange unge bor til fremleje eller til leje i små og dyre værelser. Det gælder både uddannelsessøgende og unge i arbejde. Langt de fleste har ikke udsigt til fast bolig. Boligmarkedet skaber netop vilkår, der virker frustrerende og underbygger tanken om det usikre liv.
Det er svært at måle, og mange unge er ikke bevidste om, at de har en dårlig boligsituation, og at det er et vilkår de deler med de fleste andre unge.
Oprettelsen af flere og altså attraktive boligtilbud til unge har en stor og underkendt betydning for forbedringen af unges levevilkår. Sådanne boligtilbud er en del af velfærden. Selvom emnet mangler politisk fokus, kunne det blive et mobiliserende og vedholdende spørgsmål for unge i velfærdskampen.

Fristeder
Også fristederne er en del af velfærdskampen. Kampen for fristeder er mange ting. I København er det nærmest synonymt med Ungdomshuset og Christiania, men tanken om fristeder rummer mere end det.
Den store vægt der lægges på fysiske fristeder, skal nok ses i sammenhæng med 'det usikre liv', der præger unges vilkår på mange andre områder. Navnlig hvis man som en ekstra dimension i 'usikkerheden' tilfører den usikkerhed, der opstår, når unge oplever deres uddannelse forringes og skæres ned.
Selvom mange næppe vil indrømme det, er kampen for fristeder på den vis også en kamp for tryghed. Tryghed forstået som bedre levevilkår. Set i det perspektiv virker det logisk, at mange unge tilslutter sig kampen for fristeder, hvor brugerne selv definerer rammer og styreformer.
Kampen for fristeder er i de mest presserende og udtalte kampe koncentreret om egentlig fysiske rum og egne kulturelle aktiviteter, som kampen for et nyt Ungdomshus i København. Men hertil kommer også de mindre fristeder.
Et mindre fristed kan være noget så simpelt som fælles lokaler. Det kender vi fra erfaringer med enhver socialistisk ungdomsorganisation, der forsøger at etablere sig, og for første gang kaster sig over politik og aktivisme.
Et andet element i fristedskampen findes på en af de nyeste arenaer for politiske kamp: Internettet og de muligheder den teknologi afføder. Det er både idemæssigt og reelt. Fra tanken om open source software til fri adgang til kulturelle aktiviteter, som ret til kopiering og fildeling og udnyttelse af nettets mange muligheder for non-stop adgang.
Kampen for fristeder har vist sig at have overordentlig stor mobiliserende effekt på unge. De fysiske og kulturelle fristeder virker som rum for dannelse og udvikling af identiteter (også klassebevidsthed). Det kunne være interessant at udvikle nogle marxistiske bud på fristeder og bruge mere energi på internettets muligheder.

Organisering og bevægelse
Unges hverdag er stopfyldt med muligheder for at indgå i politiske kampe og med vores perspektiv også for at organisere sig omkring dem. Både omkring klassisk marxistiske spørgsmål og omkring områder vi ikke tidligere har beskæftiget os med.
Men netop organiseringen af de unge er en akilleshæl. Uanset om vi taler velfærd, krigsmodstand eller faglig kamp, så er der en større tendens til, at de unge sætter sig i bevægelse, end at de organiserer sig.
Når vi taler om ungdommens kamp eller om en egentlig 'ungdomsbevægelse', må vi være bevidste om, at vi taler om en social bevægelse frem for en politisk organiseret.
Mobiliseringer og protester er ikke særligt tilknyttet organisationerne. De formår ofte at puste til ilden, hvorefter der reageres af tusinder af unge, der i det daglige ikke er tilknyttet, og i hvert fald ikke er aktive i forskellige ungdomsorganisationer. Ved hver eneste demonstration er der altid nye unge, der deltager for første gang.
Det betyder ikke, at Social-Forum-tilgangen om en bevægelsernes bevægelse har vundet. Det afspejler blot de politiske forhold med klare internationale sammenfald men også store modsætninger.
Sociale bevægelser og politiske organisationer har altid eksisteret, og den store fremgang opstår altid, når de arbejder sammen. Udfordringen består i høj grad af, at organisere mennesker i deres egen hverdag, med målet om at de sammen ændrer ved hele samfundet.

For en ny politik
Velfærdskamp er klassekamp. Kampen for de små reformkrav hænger sammen med kampen for en radikal samfundsforandring. Der ligger en stor opgave i at påpege sammenhængen mellem velfærdskampen, de forhold der gør sig særligt gældende for unge, og hvad det betyder at få en ny politik og ikke socialdemokratisk nyliberalisme.
De store danske protester står ikke alene. Utilfredsheden skal forstås i sammenhæng med lignende protester i de fleste andre europæiske (især EU-) lande, der har blandt andet har været udtrykt gennem enorme demonstrationsbølger i Tyskland og Frankrig, og som var med til at sikre det franske og hollandske nej i folkeafstemningerne om EU-forfatningen.
Den folkelige utilfredshed er om end uartikuleret rettet mod den nyliberalisme, der er indlejret i EU, og som medfører, at alle regeringer i EU i større eller mindre udstrækning fører nyliberal politik.
Der er en klar sammenhæng mellem de internationale forhold og de politiske kampe i vores nabolande, som vi oplever det gang på gang. Men på samme vis oplever vi også, at vi ikke kan overføre forholdene til den hjemlige kamp. Særlige forhold gør sig gældende, som vi må være klar over og arbejde med for at udvikle egne politiske alternativer, hvis vi opnå noget med vores aktiviteter.
En langsigtet udfordring er at kanalisere den folkelige utilfredshed med nyliberalismen fra at være uartikuleret og usammenhængende over mod en egentlig politisk bevægelse, der i første omgang kan trænge den nyliberale dagsorden tilbage, og som med tiden vil være omdrejningspunkt i mobilisering af arbejderklassen på kravet om socialisme.

Ovenstående er en forkortet udgave af et oplæg som Jens Henneberg Andersen holdt på en intern ungdomskonference i Kommunistisk Parti 22. september.