Hvis man kunne blive fri for Enhedslisten i parlamentet - var man fri for at høre alle disse folkekrav ført frem igen og igen af deres eneste talerør
af Ken Bruun, København
Folketvingsvalget har Fogh udskrevet for at snyde os for en folkeafstemning om den nye EU-traktat - der er identisk med den gamle og drastisk øger de store landes magt og fjerner Danmarks mulighed for at sige nej til EU`s diktater på mere end 60 områder.
Det er valgets egentlige hovedspørgsmål - fordi EU og den 'nye' traktat er hovedredskabet for de transnationale monopolers krav om fortsat og forstærket afnationalisering, afdemokratisering og afmontering af al kollektiv velfærd og samfundsmæssig ejendom.
De samarbejdende unions- og levebrødspolitikere er 'markedsgjort' - som alle deres handlinger og ord i høj grad er det. De skal 'levere varen' - ikke til vælgerne, men til de monopoler, hvis værktøj EU altid har været. Men de skal 'sælge varen' til vælgerne i tilforladelig indpakning.
Monopolerne eller markedet kan 'regne med' disse politikere, men ikke altid med vælgerne. Derfor er et parlamentsvalg stadigvæk et pålideligt styringsredskab - mens folkeafstemninger i stigende grad afskaffes med beskyldninger om, at de dybest set er et udtryk for 'ringeagt for demokratiet'.
Sådan taler mange af politikerne og meningsmagerne i markedets og magtens medier i dag. Til gengæld er de enige om ikke at tale om valgets egentlige hovedspørgsmål.
Væk med folkekrav
Fortielsesvalget har Fogh udskrevet nu for at fjerne folkekravene fra dagsordenen:
Flertallets krav om en folkeafstemning om den nye EU-traktat.
Flertallets krav om mere og ikke mindre folkelig indflydelse. (Altså - demokrati som folkestyre og ikke som folkestyring og markedsgørelse).
Flertallets krav om mere og ikke mindre skattebetalt, kollektiv velfærd.
Flertallets krav om mere og ikke mindre tryghed på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne og i hjemmene.
Flertallets krav om en fredeliggørelse og ikke en forstærket militarisering af vort lands udenrigspolitik.
Alle disse folkekrav er de samarbejdende og markedsgjorte unionspolitikere enige om at fortie eller fortolke til ukendelighed; fordi de kan sammenfattes i kravet om et opgør med EU`s diktater på monopolernes vegne. De har dannet en neoliberal alliance hen over midten, der er enig om 'nødvendigheden' af at gøre disse diktater til lov og kalde det 'en ansvarlig politik'. Samt om at fortie denne politiks egentlige baggrund, indhold og mål.
I den forbindelse kunne man fristes til at kalde denne alliance i vores parlament for 'Stillehavet' - uanset hvor højtråbende en valgkampagne, de forskellige partier ellers har råd til at købe sig til.
Væk med Ø
Fortrængningsvalget har Fogh udskrevet nu - ikke bare i håb om at kunne fortrænge folkekravene fra dagsordenen. Men også i håb om at kunne fortrænge eneste konsekvent højtråbende Ø i 'Stillehavet' på Christiansborg.
Hvis man kunne blive fri for Enhedslisten i parlamentet - var man fri for at høre alle disse folkekrav ført frem igen og igen af deres eneste talerør. Sammen med afslørende spørgsmål om monopolernes og de markedsgjorte unionspolitikeres skalten og valten med vort land og liv.
En lokkende fremtidsudsigt sammen med ødelæggelsen af Danmarks Radio, monopoliseringen af de øvrige store medier og sabotagen af de små gennem portoforhøjelser.
Hvad skal vores konklusion så være? 1) At styrke kravet om en folkeafstemning om EU-traktaten samt Folkebevægelsen mod EU og dens kampagne for et nej. 2) At sikre Enhedslistens (Ø`s) repræsentation i Folketingets 'Stillehav!' og styrke dens rolle som talerør for unionsmodstanden, arbejdspladsernes og den brede befolknings krav. 3) At styrke og udbrede Arbejderen som talerør for samme - og give den karakter af valgavis for monopol- og unionsmodstanden og kravet om en folkeafstemning.
Kort sagt: Giv folket stemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278