Kommunistisk Parti kræver, at der gennemføres en folkeafstemning om den såkaldte EU-reformtraktat og rejser kravet om en øjeblikkelig tilbagetrækning af alle danske soldater i udlandet
fra landsledelsen i Kommunistisk Parti
Stem for et solidarisk samfund.
Kommunistisk Parti ønsker et solidarisk samfund. Danmark har aldrig være rigere end det er i dag. Der er råd til et velfærdsløft og en udbygget og velfungerende offentlig sektor. Anders Foghs regering skal væltes. Der er brug for en ny politik.
Valgets hovedspørgsmål er kampen for de kollektive velfærdsrettigheder. Den borgerlige regering har sat kurs mod den nyliberale minimalstat. Et samfund med øget ulighed hvor erhvervslivets profit betyder mere end befolkningens behov.
Kommunistisk Parti støtter kravet om et stop for udlicitering og privatisering. Vi støtter kravene om markante lønstigninger til de offentligt ansatte og flere hænder i den offentlige sektor. Vi kræver flere penge til kommuner og regioner og skattestoppet afskaffet.
Kommunistisk Parti kræver, at der gennemføres en folkeafstemning om den såkaldte EU-reformtraktat og rejser kravet om en øjeblikkelig tilbagetrækning af alle danske soldater i udlandet.
Den borgerlige regering har ført Danmark på katastrofekurs.
- På trods af overskud i statskassen på op mod 80 milliarder kroner og kæmpeprofitter på børserne er den offentlige sektor systematisk blevet udsultet. Igennem flere år har regeringen tvunget kommuner og regioner til milliardbesparelser.
Regeringens såkaldte kvalitetsreform bidrager ikke til et løft af den offentlige sektor, men åbner blot op for mere privatisering og udlicitering. På trods af regeringens løfter betyder kvalitetsreformen heller ikke flere penge til bedre service i hjemmeplejen, på sygehusene eller i daginstitutionerne.
- De offentligt ansatte har rejst krav om markante lønstigninger ved de kommende overenskomstforhandlinger. Men både regeringen og de offentlige arbejdsgivere har smækket pengekassen i. At valget udskrives nu er derfor et signal om at den borgerlige regering er klar til et politisk indgreb i de kommende overenskomstforhandlinger.
- Regeringen har ført en systematisk politik for en asocial omfordeling. De bedst stillede har fået store skattelettelser. Regeringens skattestop har bidraget til uligheden. Konsekvensen er en eksplosiv vækst i de største formuer.
- Regeringen har gjort Danmark til et ynkeligt halehæng til USA, ikke mindst gennem den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Det har kostet 14 danske soldater livet, skabt død og ødelæggelse i de to lande, bragt Danmark i strid med folkeretten og ført til spild af milliarder af kroner, som kunne være brugt til humanitære formål.
- Udskrivelsen af folketingsvalget sker umiddelbart efter at EU-landenes regeringer har vedtaget den såkaldte reformtraktat. Den adskiller sig ikke grundlæggende fra det forfatningsforslag, som befolkningen i både Holland og Frankrig tidligere har afvist.
På trods af et folkeligt krav om en folkeafstemning i stort set alle EU`s medlemslande vil heller ikke den danske regering gennemføre en sådan afstemning. Også derfor et valg nu.
- Den borgerlige regering har ført en inhuman flygtninge- og indvandrerpolitik, baseret på alliancen med Dansk Folkeparti. Man afviser mennesker på flugt fra krig og social nød.
På samme tid vil regeringen nu gennemføre en politik for at lokke højtuddannet arbejdskraft til Danmark, også fra nogle af verdens fattige lande. Det sker i fuld overensstemmelse med erhvervslivets ønsker.
Kommunistisk Parti stiller ikke selv op til dette folketingsvalg, men anbefaler at stemme på Enhedslisten den 13. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278