Atter har de unge vist ihærdighed og vedholdenhed, ja, en beundringsværdig fantasi-fuldhed i kampen, som i mange tilfælde har vendt modvilje til åbenlys sympati

af Raymond Swing, Frederiksberg
Da jeg skrev min første 'Hyldest til ungdommen' - det var da kampen om huset på Jagtvej var på sit allerhøjeste - var jeg begejstret over den ihærdighed og vedholdenhed, de unge udviste. Jeg forstod deres frustration og kaldte deres brosten, brændende containere og biler for 'de fattiges våben'.
Men desværre, disse våben ramte forkert, ikke mindst ramte folk, som overhovedet intet havde med sagen at gøre. Det gav stor og naturligvis negativ reaktion, og jeg skrev da også til sidst: 'Gid den (ungdommen) altid måtte vælge sine våben med omhu!'
Det er sket nu. Atter har de unge vist ihærdighed og vedholdenhed, ja, en beundringsværdig fantasifuldhed i kampen, som i mange tilfælde har vendt modvilje til åbenlys sympati.
Selv politiet er nu - trods al tænkelig hjælp fra udlandet - så udpint, at det må sige stop: dette er ikke en almindelig politiforretning, men et politisk problem, som må løses på anden måde. Selv Ritt har set sig nødsaget til at indbyde til møde - i sidste ende forhåbentlig på mere end en kop kaffe.
Og så alt dette for bare på grund af et enkelt hus! Men hvad nu, hvis denne erfaring, vedholdenhed og fantasi spredte sig til alle andre kredse af den danske befolkning, som også føler sig trådt på, til administrationen, omsorgsfagene og ikke mindst til dem i produktionen, så de alle voksede til én samlet bevægelse, et mangehovedet fællesskab?
Men da ville det næppe længere være en sag for politiet alene, snarere for militæret.Det ville i så fald igen kræve ny strategi og taktik - endda kræve udvidet internationalt samarbejde med ligesindede i de andre nordiske lande, Tyskland og længere ud i EU, måske helt ud på det globale plan.
Til den tid måtte vi da håbe, at vore K-partier her og alle vegne havde overvundet deres hang til internt fnidder for omsider - sammen med andre progressive - at inspirere til ny udvikling, udstikke nye retningslinier og vække håb og perspektiv for alle folk om et bedre samfund.
Et beskedent ønske i 90-året for 1917?