08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi vil stemme - og vi vil stemme nej

Vi vil stemme - og vi vil stemme nej

Onsdag, 31. oktober, 2007, 00:00:00

Også denne gang må vi samle alle gode kræfter både i og udenfor Folkebevægelsen mod EU, hvis det skal lykkes at vinde kampen for en afstemning og kampen for et nej

fra Folkebevægelsen mod EU
I det kommende års arbejde vil kampen for en afstemning - og kampen for at vinde nej`et - stå helt centralt i Folkebevægelsen mod EU`s arbejde.
Ved topmødet i Lissabon har EU-landenes regeringsledere forhandlet den nye EU-forfatning på plads bag lukkede døre. Den bliver markedsført som garant for åbenhed og demokrati - den er i praksis det stik modsatte.
Der er røster fremme, som kalder den for en 'forfatning-light', men Folkebevægelsen mod EU er uenig i denne betegnelse. Der er intet 'light' ved det nye dokument. Tværtimod er den nye EU-forfatning et frontalt angreb på demokratiet og på retten til national selvbestemmelse, ikke bare en simpel reformtraktat, som den kaldes.
Den nye EU-forfatning er nemlig ikke 'bare' endnu en EU-traktat. Vedtages den, mister medlemslandene vetoret på mere end 60 politikområder, EU får en fælles udenrigsminister og endda en slags præsident. Vedtages den, kan EU blive ved med at udvide graden af magtcentralisering - helt uden at skulle skrive et nyt grundlag, som befolkninger og parlamenter vil skulle forholde sig til.
Det er nu, vi skal sætte hælene i, nu vi skal spænde ben for EU`s supermagtsdrømme, det er ikke sikkert, vi får muligheden igen.
I Folkebevægelsen mod EU forstår vi betydningen af den opgave, vi står overfor, med den såkaldte reformtraktat. Vi er ikke i tvivl om, at der er stærke kræfter, der vil forsøge at trumfe den såkaldte reformtraktat igennem - og meget gerne uden at befolkningen høres. Det ser vi for eksempel ved, at Anders Fogh forsøger at samle alle tilhængerpartierne i en bred ja-koalition.
Erfaringerne viser os, at skal vi vinde en afstemning, så skal vi sætte ind med en markant og målrettet indsats. Dette efterår, hvor vi har samlet mere end 16.000 underskrifter for en afstemning, er et godt eksempel på, hvad der kræves af os, hvis vi skal vinde chancen for at stemme - og derefter vinde nej`et.
Folkebevægelsen mod EU er en markant og vigtig aktør på nej-siden. Uden os, går det ikke. Men det vil være utænkeligt at forestille os, at vi kan vinde alene. Da vi stemte om Maastricht og da vi stemte om euroen, formåede vi at opbygge en bred alliance med mange af de andre, der heller ikke er interesseret i at afgive mere magt til Unionen. Også denne gang må vi samle alle gode kræfter både i og udenfor Folkebevægelsen mod EU, hvis det skal lykkes at vinde kampen for en afstemning og kampen for et nej.
Derfor opfordrer vi fra vores landsmøde til:
¥ At lade den nye EU-forfatning blive et tema i folketingsvalgkampen - på alle valgmøder bør kandidaterne spørges om, hvorvidt de støtter en afstemning, og hvad de i givet fald vil stemme.
¥ At alle demokratisk indstillede danskere fortsætter med at samle opbakning til kravet om en afstemning - kun et stærkt folkeligt pres kan garantere en sådan.
¥ At der er fokus på begge de to store opgaver, der venter: 1) Der skal sikres en afstemning, og 2) når den kommer, skal der sikres et klart og tydeligt nej til den nye EU-forfatning.

Vedtaget på landsmøde 27. - 28. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp