Vi vil påstå, at de senere års voldsomme debat i medierne om udlændinge - læs muslimer - har skadet især udenlandske kvinder i voldens orkanagtige øje

af Leif Randeris, kontorleder i Indvandrer-rådgivningen, Århus
Ændret praksis om voldsparagraffen? Næppe!
Der har i den senere tid været en interesse for problematikken 'vold mod udenlandske kvinder'.
Mette Frederiksen MF (S) udtrykker i tiden tanker om, at familierådgivning i kommuner er for dårlig, men mange andre faktorer spiller ind.
Der har i mange år fejet en trend ind over Danmark, når der er tale om vold imellem ægtefæller, uanset om det er danske etniske eller udenlandske ægtefæller. Kvinden skal på krisecenter, beslutter man sig til i socialforvaltninger med videre. Og trenden forsætter med tiltag om mandekrisecentre.
Og ofte er krisecentrene den eneste mulighed i den for ofte akutte situation, der opstår på grund af eskalerende vold i ægteskabsforholdet. Heldigvis er krisecentrene der, for mange gange er der ikke andre muligheder, også udfra de økonomiske muligheder. Indvandrerrådgivningen skal give Mette Frederiksen medhold i, at familieafdelingerne ofte ikke har arbejdet med det kendte voldsproblem og/eller videregivet det i systemet. Det andet problem er, at krisecentrerne mere eller mindre er blevet kommunale og - som mange andre institutioner gennem kommunalreformen - underlagt@ den kommunaløkonomiske politiske beslutningsproces, der som regel ender i regneark og nedskæringer. En del krisecentre ender derfor med slet ikke at være gearet til at tage sig af så komplicerede juridiske sager som at få lov at bibeholde sin opholdstilladelse.
Hvad værre er, politikerne og medierne sluger efterhånden det meste af det spin, som integrationsministeren og socialministeren i de sidste par år har frembragt om løsninger for de udenlandske voldsramte kvinder, bakket op med håbløse antivoldskampagner, der slet ikke når ud til målgruppen. Det kan blandt andet ses i en artikel i Berlingeren for cirka to uger siden. Her citeres Henriette Kjær MF (K) for: 'Som reglerne er i dag, giver man normalt ophold til voldsramte kvinder, hvis de har været i landet i to år.'
Henriette Kjær refererer til en (håbløs) Udlændingeservice-meddelelse af juli dette år om netop problemet voldsramte udenlandske kvinders muligheder for at bibeholde deres opholdstilladelse. Indvandrerrådgivningen må sige det ganske klart, at den voldsramte kvinde ikke har en chance for at forstå denne US-meddelelse, såvel som mange advokater heller ikke har det, hvis de da ikke lige arbejder med voldsproblematikken. Hvad værre er, at med retsreformen fra starten af dette år, kan borgerne ikke modtage gratis indtægtsbestemt advokathjælp.
Vi fører hvert år adskillige sager for voldsramte udenlandske kvinder og har aldrig oplevet, at en udenlandsk voldsramt kvinde har fået lov til at bibeholde sin opholdstilladelse med henvisning til to-års reglen. Hermed menes, at det er alle de andre omstændigheder såsom god integration, tilknytning til Danmark, arbejde, uddannelse og så videre, der udvirker bibeholdelsen af opholdstilladelsen. Og de sidste betingelser er alt for ofte umulige at fremvise lige netop i disse voldelige ægteskaber, hvor også social vold udøves af den mandlige ægtefælle.
Tvært om er linjen fra den gamle udlændingelov i store træk opretholdt, hvor man opnåede permanent opholdstilladelse efter tre år. Ingen udenlandsk voldsramt kvinde kunne opnå at bibeholde sin opholdstilladelse, hvis man ikke havde været her i tre år. Selv kvinder med et ophold i Danmark på to år og ni måneder er blevet nægtet forsat ophold i Danmark. Den såkaldte voldsparagraf har ikke virket, og gør det os bekendt stadig ikke.
Indførelsen af syv-års reglen for permanent opholdstilladelse har medført efterfølgende stærkere krav om sprogprøver, tilknytning, uddannelse og arbejde. Det vidner omtalte US-meddelelse stærkt om. Os bekendt er der ingen to-års regel i realiteten for disse ulykkelige kvinder. Andre aktører vil formodentlig nikke genkendende til vore erfaringer.
I alle tilfælde vil det være godt, hvis udlændingeloven ændrer sig på dette område, men det behøves ikke. Der er allerede en voldsparagraf i udlændingelovene, men den bliver både af Udlændingeservice og Integrationsministeriet tolket så stramt, at alt for mange (over 65 procent) bliver nægtet at beholde opholdstilladelsen og bliver sendt til hjemlandet. Statistikker omhandler kun de sager, der er indleveret, der findes formodentligt ikke tal for dem, der på forhånd opgiver at ansøge om at bibeholde deres opholdstilladelse. I de tilfælde hvor det er kvinder fra muslimske ægteskaber, der bliver sendt til muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika, kan det have særdeles katastrofale konsekvenser. I den mildeste form en total social deroute.
Altså er det Udlændingeservice og Integrationsministeriet, der gennem årene har ændret voldsparagraffen gennem deres fortolkninger og praksis. Folketingets udlændingeudvalg har accepteret Udlændingeservice`s og Integrationsministeriets skridende fortolkninger i en negativ retning.
Man har udenom Folketinget indført den praksis, at selvom kvinden kan bevise vold gennem skadestue og politiet, tages tilknytningskravet i brug, samt en vurdering af, om kvinden følger 'integrationspakken' og har arbejde. Dette bevirker en eliminering af voldsparagraffen.
Vi vil påstå, at de senere års voldsomme debat i medierne om udlændinge - læs muslimer - har skadet især udenlandske kvinder i voldens orkanagtige øje.