Regeringen har gennemført en tilbundsgående, liberalistisk ændring af det danske samfund
fra 3F's kommunale landsbrancheklub
Landsmødet afholdes i valgkampens tegn. Når valgløfterne omkring den offentlige sektor flyver gennem luften, er det vigtigt at huske på forhistorien.
Under den nuværende regering har man:
- Reelt skåret ned på kommunernes muligheder for at opkræve skatter og øge servicen i takt med, at kommunerne har overtaget opgaver fra regeringen.
- Reelt skåret ned på det kommunale selvstyre.
- Gennemført love som medfører en tvangsudlicitering af kommunale opgaver.
- Gennemført lovgivning som umuliggør dannelse af kommunale selskaber, som kan fremme stordriftsfordelene i kommunerne.
- Fremsat lovforslag som gør det vanskeligt for kommunalt ansatte at byde på arbejde, der er sat i udbud.
- Sat forsyningsvirksomheder som vand, spildevand og varme på aktier.
- Skåret BST og Arbejdstilsynet ind til benet. Dette har medført en stigning i antallet af arbejdsskader.
Alle disse tiltag medvirker til at undergrave velfærdssamfundet. Derudover har regeringen gennemført en tilbundsgående, liberalistisk ændring af det danske samfund. Det er ikke sket i dialog med befolkningen, men ved hjælp af spin, kreativ bogføring og strukturelle og administrative ændringer.
Den offentlige sektor bliver år for år sat på skrump, mens den private sektors økonomi vokser, ganske som Claus Hjort udtalte til Børsen i april 2006.
Dette koblet med en overdreven tvangstanke om, at den offentlige sektor skal kontrolleres, medfører færre penge til velfærd og et stort skridt mod det privatiserede samfund.
Frit valg - frit fald. Det er Thatchers politik, regeringen kopierer, og den medførte stor social ulighed i England. Dette sker også i Danmark, da Fogh regeringen nægter at lære af andres fejl, men insisterer på retten til at begå sine egne.
Frit valg og velfærd på aktier er en fejl, medmindre regeringen ønsker øget ulighed.
Opretholdelse af velfærdssamfundet kan kun ske ved at stemme på et arbejderparti med et reelt ønske om velfærd for alle på lige vilkår.
Undgå fejlene - støt velfærden - stem på et arbejderparti!
Vedtaget på brancheklubbens landsmøde den 27. oktober
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278