08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vælg et solidarisk samfund

Vælg et solidarisk samfund

Lørdag, 03. november, 2007, 00:00:00

Vi ønsker velfærd og solidaritet i det danske samfund. Det opnår vi ikke, hvis den nuværende VK-regering med dens støtte fra Pia Kjærsgaard får mandat til at fortsætte

fra Malernes Fagforening Storkøbenhavn
Vi vil derfor bruge valget til at søge at stoppe den borgerlige regering. Og dermed bane vejen for en ny og solidarisk politik, der kan forbedre velfærden frem for at forringe den.
Regeringen har forringet vilkårene for de svage i samfundet. Vi ønsker en ny politik, der sikrer jobmuligheder til de arbejdsløse og bistandsmodtagerne.
Regeringen har ladet stå til over for de unges behov for uddannelsesmuligheder og praktikpladser. Vi ønsker en politik, der afviser nedskæringer på uddannelserne, og som sikrer det nødvendige antal praktikpladser.
Regeringen forringer den offentlige sektor med dårlige behandlingsmuligheder i sygehusvæsenet og elendige arbejdsvilkår for plejepersonale til følge. Vi ønsker en politik, der sikrer en høj standard i vores sygehusvæsen, og som giver vores offentligt ansatte ordentlige arbejdsvilkår.
Regeringen har ført en politik omkring østarbejdere, der indebærer, at vi nu reelt har et B-hold på arbejdsmarkedet bestående af titusinder af underbetalte polske og andre arbejdere fra det tidligere Østeuropa, som lever i Danmark under elendige vilkår. Vi ønsker, at alle arbejdere i Danmark skal have anstændige arbejds- og livsvilkår, uanset nationalitet. Fortsættes den nuværende politik på dette område, undergraves vores overenskomster yderligere, retsløsheden vil brede sig på arbejdspladserne, og 'den danske model' vil være sat ud af kraft.
Vi opfordrer derfor til, at dette folketingsvalg bruges til et opgør med VKO`s politik. Vi vil have velfærd frem for skattelettelser. Vi vil have et solidarisk samfund med bedre arbejds- og livsmuligheder for alle.
Vi opfordrer alle vore medlemmer til at styrke de solidariske partier - Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Vedtaget på general-forsamlingen den 24. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp