Dejligt er det at se Foghs overbærende, alfaderlige fremtoning krakelere for åben skærm

af Ulla Rosenvold
Smilet bliver mere og mere anstrengt, ind imellem ligner det mest en grotesk grimasse. Påklædningen er designet til at signalerer afslappethed og selvsikkerhed, men det lykkes kun i enkelte øjeblikket.
Det meste af tiden virker statsministeren voldsomt trængt. Det gør det til en opmuntrende oplevelse at se tv-duellen søndag aften på DR1 mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt.
Det socialdemokratiske statsministerhåb har på mange måder lært lektien i forhold til sidste uges tv-duel. Allerede fra start går hun i offensiven og forsøger at afkræve Fogh et løfte om, at han ikke vil straffe de kommuner, som har ladet skatten stige mere end hvad der er tilladt ifølge den økonomiske aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.
Igen og igen forsøger Helle Thorning-Schmidt at få et klart svar fra statsministeren, som hver gang afparerer med omstændige forklaringer om, at nu må sagen gå sin gang efter den helt sædvanlige procedure, og at man sikkert nok skal finde en løsning på det problemet.

Konkret snak
Thorning-Schmidt spiller dygtigt på befolkningens utilfredshed med kommunale nedskæringer.
Hun taler på vegne af de forældre, som selv må tage bleer med i vuggestuen og de ældre, som ikke kan få bad så tit som de ønsker, fordi kommunerne er tvunget til at spare som følge af de snævre økonomiske rammer. Og det står lysende klart, at Fogh ikke har nogen løfter med til dem.
Igennem hele udsendelsen lykkes det for Helle Thorning Schmidt at gribe fat i den konkrete virkelighed, som er den almindelige danskers og stille regeringen til ansvar overfor tingenes tilstand. Både i forhold til medicinske patienter som må ligge på gangene, manglen på boliger, der er til at betale med almindelige lønninger, og nedskæringer i ældreplejen og på børneområdet. Også Irak-krigen får hun smidt ind i debatten.
Men ind imellem kniber det med den konkrete fakta-viden. Som da hun ikke kan huske bare et enkelt eksempel på et hospital, hvor der er patienter på gangene, eller ikke har styr på, hvor mange almene boliger der er bygget under Fogh. Det sidste udnytter statsministeren i øvrigt til at slynge nogle pænt pyntede tal ind i debatten.

Det der ikke siges
Desværre står det også klart, at vi med en eventuel socialdemokratisk regering ikke skal forvente os en fundamental anderledes samfundsudvikling. Godt nok snakker Hele Thorning Schmidt om betydningen af et stærkt fællesskab, da debatten kommer ind på værdier og ideologier. Men hun kaster sig ikke ind i et forsvar for den kollektive, skattefinansierede universielle velfærdsmodel med ens ydelser til alle.
Hun vender sig på intet tidspunkt imod udlicitering, privatisering og frit valg, mod det privatiserede forsikringssamfund vi har set vokse frem gennem de seneste år.
Problemet er, at Socialdemokraterne grundlæggende set er enige i den nyliberalistiske samfundsmodel. Det lægger selvfølgelig en dæmper på begejstringen, men dejligt er det nu at se Foghs overbærende, alfaderlige fremtoning krakelere for åben skærm.