Velfærdsbevægelsen har været alt for usynlig i valgkampen. Det er vigtigt, at alle sejl nu sættes til for at gøre velfærdsdagen den 8. november til en markant politisk begivenhed

af Jørgen Petersen, formand Kommunistisk Parti
Politikerne står på nakken af hinanden for at love velfærd, velfærd og mere velfærd. Spørgsmålet om velfærd er blevet valgets hovedtema, blandt andet som et resultat af de voksende folkelige protester i de sidste to år.
Nu er der valg den 13. november. Vi står vi med en mulighed for at vælte den borgerlige regering. Den skal udnyttes. Fire år mere med Fogh er ikke til at bære.

Garant for velfærd
Der er et gammelt ordsprog der siger, at det ikke er alt der glimter der er guld. Det bekræfter velfærdsdebatten hver eneste dag. Sandheden er at regeringen har skåret ned og undermineret den kollektive velfærd og skabt markant voksende ulighed.
Regeringens strategiske plan er at sikre en lavere vækst i den offentlige sektor end i den private. Som skiver af en spegepølse skæres den kollektive velfærd i stykker. Solidaritet erstattes med marked. Ens rettigheder erstattes med ulighed. Menneskenes behov erstattes med kapitalens behov. Men det siges ikke åbent. Så var regeringen væltet for længst.
Regeringen slynger om sig med påstande om, at den vil tilføre velfærden 50 milliarder kroner. Sandheden er, at disse penge knapt nok modsvarer inflationen. Ifølge regeringens finanslovsudspil for 2008 vil der blive færre offentligt ansatte næste år end i 2004.
Regeringens såkaldte velfærdsreform er reelt endnu en strukturreform, som skal fremme markedsgørelsen og skabe de strukturelle forudsætninger for en optrappet udlicitering og privatisering i overensstemmelse med kapitalens krav.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen kæmper energisk for at overbevise befolkningen om, at netop den borgerlige regering vil være den bedste garant for velfærdssamfundets udvikling. Det vandt han som bekendt de to sidste valg på. Det var designet politik - et veltilrettelagt spin., som flyttede fokus over på regeringens hjemmebane.
Med den såkaldte kontraktpolitik lykkedes det at fjerne opmærksomheden fra de store linier i regeringens politik. Der blev diskuteret fremmedhad, muslimer og flygtninge, men ikke den systematiske udhuling af den kollektive velfærd.
Velfærd er for den borgerlige regering blevet et tomt reklameslogan. I praksis er der intet i den borgerlige regerings politik som forbedrer befolkningens kollektive rettigheder eller fremmer et solidarisk samfund.

Velfærd som vare
Derimod er den offentlige sektor blevet markedsgjort i stigende omfang. Stort set alt er blevet gjort til en vare, der kan sælges, udliciteres og måles.
Vi står med en regering, som påstår, at det er muligt både at gennemføre skattelettelser og sikre et velfærdsløft. En regering som har ladet milliarderne rulle med to skattelettelser til de bedst økonomisk stillede, samtidigt med at der skæres ned. En regering som skærer ned på velfærden, på trods af at der er rekordstore overskud på de offentlige budgetter.
Menneskets behov er trængt i baggrunden. De rige fik skattelettelser, resten af befolkningen fik varm luft og en udemokratisk anti-terrorlovgivning. I demokratiets navn - naturligvis. Det findes vel ikke et eneste positivt ladet ord, regeringen ikke har givet et nyt indhold.
Skattelettelserne til de bedst økonomisk stillede er i åbenlys modstrid med den brede befolknings ønsker. Utallige meningsmålinger viser, at det store flertal er villig til at betale mere i skat, hvis det betyder et velfærdsløft.
Men store grupper blandt de bedst økonomiske stillede danskere vil have mere. Cheferne har fået rekordstore lønstigninger. Profitter på børsen er enorme og husprisernes himmelflugt har skabt grundlaget for en forbrugsfest uden sidestykke i historien. Allerbedst er det gået for den lille eksklusive klub af milliardærer på samfundets top.
Godt 50 familier er med i kredsen af superrige. Deres formuer er eksploderet under den borgerlige regering. Alene sidste år fik de en formuetilvækst på 45 procent eller 175 milliarder kroner. Nu vil de have mere. Personskatten skal yderligere ned. Gerne helt ned til 40 procent som Ny Alliance kræver det. Det Konservative Folkeparti har udstukket en lignende asocial kurs.
Selskabsbeskatningen er allerede blevet halveret. Monopolerne afgør reelt selv i hvilket omfang de vil bidrage til fællesskabet. På toppen af kransekagen sidder Mærsk Mc-Kinney Møller. Hans skattebegunstigelser omkring nordsøolien er af en sådan karakter, man normalt kun ser i bananrepublikker.
Der er et opbrud i gang, som endnu langt fra har nået sin maksimale styrke. Det slår lige ind i valgkampen. Regeringen står elendigt i meningsmålingerne. Regeringspartierne står til at gå markant tilbage og også støttepartiet Dansk Folkeparti er under pres. Men også Socialdemokraterne ligger til et dårligt resultat.
Helle Thorning-Schmidt har i slutspurten af valgkampen skærpet retorikken overfor den borgerlige regering. Men Socialdemokraternes problem er, at Helle Thorning-Schmidt agiterer for en politik, som i sin kerne i alt for ringe grad adskiller sig fra regeringens nyliberale afsæt.
Hun tror, at vejen til magten nødvendigvis kræver nye skridt mod højre for at styrke partiets alliance med de små borgerlige midterpartier. Men der tager hun grundlæggende fejl.

Velfærdsbevægelse
130.000 mennesker demonstrerede for den kollektive velfærd ved Folketingets åbning den 2. oktober. Det var en foreløbig kulmination på den velfærdsbevægelse, som for alvor slog rod med demonstrationerne i maj sidste år. Bevægelsen viste ligeledes sin styrke og folkelige opbakning med plejepersonalets landsdækkende strejke i forsommeren. Det er i sidste ende kun en velorganiseret og kæmpende velfærdsbevægelse, som kan tvinge grundlæggende forandringer igennem.
Hvis man læser Socialdemokraternes velfærdsudspil, står det meget hurtigt klart, at partiet på ingen måde har gjort velfærdsbevægelsens krav til sine egne. Helle Thorning Schmidt vil blot fjerne et par af tidslerne i regeringens samlede politiske buket.
Når det derimod gælder skattestoppet, den stramme styring af kommunernes økonomi eller den udemokratiske anti-terrorlovgivning, så skal der målfoto til for at se forskellen mellem regeringen og Socialdemokraterne.
Sidst men ikke mindst er det en beklagelig absurditet, at Socialdemokraterne ikke aktivt understøtter de offentligt ansattes lønkrav i valgkampen. Det kunne for alvor give oppositionen rygvind. Men Helle Thorning er åbenbart mere bekymret for at blive beskyldt for at føre en uansvarlig økonomisk politik af en borgerlig regering, der intet har gjort for at stoppe chefernes lønfest.
På disse og mange andre områder er der brug for en synlig velfærdsbevægelse, for at presse en ny politik igennem. Glemmes skal det heller ikke, at Socialdemokraternes leder har indgået en aftale med regeringen om ikke at gøre den nye reformtraktat til et tema i valgkampen.
I den første del af valgkampen har velfærdsbevægelsen og dens krav været alt for usynlige. Derfor er det utroligt vigtigt, at alle sejl nu sættes til for at gøre velfærdsdagen den 8. november til en markant politisk begivenhed, der kan høres ud i den fjerneste afkrog af Danmark.

Stem på EU-modstanden
Lad mig til sidst knytte en kommentar til Enhedslistens krise og kamp med spærregrænsen.
I de sidste uger har jeg mødt mange, der ikke vil stemme på Enhedslisten på grund af, at Asmaa risikerer at blive valgt. Jeg skal ikke blande mig i, hvem Enhedslisten vælger som sine spidskandidater.
Hvis Enhedslisten ryger ud af Folketinget, forsvinder både unionsmodstanden i Folketinget og muligheden for at skaffe mandater nok til at vælte Anders Fogh. Hvis valget således står mellem Anders Fogh og Asmaa, burde det egentlig være let.