I valgkampen har de politiske kræmmere handlet med 24-års reglen. De vil godt give køb på deres krav om, at 24-års reglen ikke skal afskaffes
af Leif Randeris, kontorleder Indvandrerrådgivningen i Århus
Meningen med kræmmeriet er at blive af med den borgerlige regering og dens støtteparti Dansk Folkeparti. Det synes acceptabelt efter alle de overgreb og ekslusioner af indvandrerne.
Men 24-års regelen for familiesammenføring forskelsbehandler, bringer unge i fare, er i strid med vore borger- og menneskerettigheder samt andre internationale konventioner, Danmark som nation har tilsluttet sig. Vores - borgernes Danmark!
Regeringen og resten af højrefløjen ved, at det er her, der er lette stemmer at hente, det har de sidste årti indvandrerfjendske og diskriminerende politik vist. Et af de mest tydelige eksempler er 24-års reglen. En regel der, som Indvandrer-rådgivningen og andre har påpeget, gør at danske statsborgere ikke længere kan gifte sig med hvem, de vil, førend de er 24 år. Og som for etniske mindretal og indvandrere generelt, sammen med det indførte 'tilknytningskrav', nærmest gør det umuligt at få sin ægtefælle til Danmark.
Et helt afsindig brud på borger- og demokratiske rettigheder, samt internationale aftaler - at man ikke kan gifte sig med, hvem man vil.
Til Folketinget forklarede Bertel Haarder den 25. april 2002:
'Formålet med forslaget om en forhøjelse af alderskravet til 24 år ved ægtefællesammenføring er navnlig at mindske risikoen for tvangsægteskaber!'.
Altså de unge skal beskyttes mod tvangsægteskaber med en fra de fremmede lande, og på den måde selv få mulighed for at finde sig en partner. Men den søforklaring er der forhåbentligt ikke nogen, der falder for. Den såkaldte undersøgelse AKF refererer til, er et arbejdspapir,godt nok udført af forskere fra blandt andet Århus Universitet. Men udlagt i pressen går det helt galt. Undersøgelsen er spinkel og med for få deltagere. Pressen går som sædvanligt efter 'overskriften' og ser forbi de reelle problemer.
Og det er altså heller ikke svært at gennemskue, hvad regeringen vil med 24-års reglen: Den er kun til for at holde udlændinge ude af Danmark. Det vil groft sagt sige muslimer. For reglen har haft en effekt. I 2001 var der godt 15.000 familiesammenføringer og det tal var faldet til under 5.000 i 2004 og 2005.
Men effektiv hjælp mod tvangsægteskaber, som regeringen har brugt som begrundelse for reglen, yder 24-års reglen ikke.
For en stor gruppe har den overhovedet ingen effekt. Nemlig for de mange der havner i et tvangsægteskab eller arrangeret inden for EU. Kommer den ene part udefra, har 24-års reglen måske midlertidigt sørget for, at enkelte ægteskaber er blevet udskudt. Udskudt, ikke aflyst. Indtil da bliver dagligdagen sværere - specielt for de ramte piger gennem de berygtede genopdragelsesrejser til forældrenes hjemland. Andre vil lide under grum overvågning fra familien.
Men hvad kunne regeringen og kræmmerpolitikerne så gøre anderledes?
I stedet for at lave en nytteløs 24-årsregel burde regeringen lytte til de mange rådgivere på området. Stemmen er klar - oplysning - oplysning - oplysning, ikke love. Liget af Sonay i Præstø havn sidder på nethinden sammen med de mange andre æresmord i Danmark.
Men i bakspejlet er de kun statistik for politikerne. Politikerne lover at hjælpe, men gør intet andet at stramme lovene. Og det dur jo ikke, når man forsøger at bilde folk ind at stramningerne hjælper. Hvad gør man så? Man negligerer problemet eller udgiver gennem Socialforskningsinstituttets en rapport - 'Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark', der bagatelliserer tvangsægteskaberne.
Fjernt fra politikernes teoretiske verden oplever vi andre virkeligheden, når et par forelskede indvandrerunge kommer på vore rådgivningskontorer og vil have deres ægtefælle til Danmark, eller når deres familier alligevel vil have dem sendt til hjemlandet for giftermål og genopdragelse. Konsekvensen af 24-års reglen og for de unge bliver ofte flugt fra familien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278