Det bedste man kan sige om valgkampen er, at det er lykkedes at sætte nogle af konsekvenserne af Foghs politik til debat. Til gengæld er der andre emner, som er helt fraværende i debatten

af Birthe Sørensen, redaktør
Der var engang, hvor en valgkamp altid sluttede med den traditionelle partilederrunde på DR, hvor alle var udstyret med et ur og kunne tale i lige lang tid. Debatten foregik mellem partilederne.
Sådan er det ikke længere. Nu er partilederrunden styret af en udpeget studievært. Søndag aften var det Reimer Bo Christensen, som både bestemte, hvad der skulle tales om og hvem som fik ordet.
Først fik vi en runde om, hvem Khader vil pege på eller ikke pege på som statsminister. Derefter skulle der diskuteres velfærd, skat, klima og asylpolitik. De samme emner, som er blevet diskuteret til hudløshed igennem hele valgkampen.
Debat var der ikke meget af. Kun de mest 'vigtige' personer fik ordet mere end en gang i hver runde.
I en tid, hvor valget i høj grad afgøres i medierne, drejer det sig om at kunne kommunikere klart og enkelt - og på kort tid. Konsekvensen er, at budskaberne bliver alt for enkle. Det er de samme svar, som partierne kommer med igen.
Samtidig er der vigtige emner, som aldrig kommer ind i debatten. Det er helt tydeligt, at der er en aftale om, at den kommende EU-forfatning ikke skal diskuteres, lige så lidt som krigen i Afghanistan, som også har Socialdemokraternes fulde opbakning.
Og når debatten er slut bliver vi fluks stillet over til tv-avisen, hvor en ekspert, som også ofte er journalist, tolker hvad vi lige har set. Og vi får udvalgte klip spillet igen og igen. Gab!

Minimalstat ad bagdøren
Efter debatten står en ting dog krystalklart. En stemme på Naser Khader er en stemme på Anders Fogh. Khader sover nemlig bedst om natten hvis Fogh passer på hans penge. Og deler flest værdier med Anders Fogh. Så ved vi da det.
Og så kan man jo undre sig over, at Khader ihærdigt bliver ved med at påstå, at han vil have en ny Anders Fogh.
Ligegyldigt om regeringen fortsætter med støtte fra Dansk Folkeparti alene eller sammen med Ny Alliance er der ingen tvivl om, at regeringens grundlæggende politik vil fortsætte.
Det er nyliberalisme i praksis, som i rekordtempo privatiserer, udliciterer og markedsgør den offentlige sektor. Det er en langsom afmontering af velfærdsstaten, skive for skive. Minimalstaten indføres ad bagdøren. Og den politik er Ny Alliance en varm tilhænger af.

Frisk luft og et andet menneskesyn
Efter seks år med Fogh er der masser af eksempler på, hvad konsekvenserne er af regeringens politik.
Det bedste man kan sige om valgkampen er, at det er lykkedes at sætte nogle af disse konsekvenser til debat. Der har været en reel debat om skattelettelser. Det er lykkedes for Helle Thorning-Schmidt som oppositionens statsministerkandidat at få slået fast, at der er et valg mellem skattelettelser og velfærd.
Derimod har der ikke været meget forsøg på en mere grundlæggende kritik af Foghs samfundsprojekt.
I et rigt land som Danmark skal vi have garanti for at kvaliteten i den offentlige velfærd er i orden, lyder et af argumenterne fra Helle Thorning-Schmidt. Men når vi kun diskuterer, hvilket parti som kan levere den bedste kvalitet eller vare på hylden, så kan det være svært at se forskellen mellem rød og blå blok.
Og det er i virkeligheden valgkampens største problem. Forskellen er for lille. Ligegyldigt hvad statsministeren kommer til at hedde kan vi se frem til en fortsat nyliberal udvikling.
Alligevel skal der ikke være nogen tvivl om, at det vil være et stort skridt i en rigtig retning at få Foghs regering smidt på porten. Vi kan ikke klare mere sort præstesnak. Vi vil have frisk luft og et andet menneskesyn. I det mindste vil vi kunne føre en politisk debat med argumenter.
Men ligegyldigt hvad statsministeren kommer til at hedde skal der stadigvæk mobiliseres til overenskomstkamp og velfærdskamp.