Om Modstandsfolk og FARC skriver Arbejderen den 16. november, at Fogh har lovprist gamle modstandsfolk

af Per Diepgen, Halskov
Jeg forstår nok ikke alt, hvad Fogh siger, men lovprisningen i forbindelse med befrielsesjubilæerne måtte jeg opfatte som et forsøg på at lade den kollektive erindring om modstandsbevægelsen renvaske partiet Venstres dobbeltspil, så det stolte danske folk nu fællesskab kunne optræde i rollen som den krigsførende besættelsesmagt på verdensscenen.
Til gengæld har jeg altid savnet to bestemte ord fra statsministerens mund, nemlig kommunisme og tolerance, som hvis de anvendes, da altid er iklædt negativ betydning - noget grimt, som borgerskabet skal værne sig overfor.
På et sommergruppemøde talte Fogh i lange baner om liberalisternes frihedsideal som modsætningen til netop tolerancebegrebet.
Man kan påstå, at jeg læser Fogh, som han læser Marx, men jeg har endnu aldrig stået i en situation, hvor frihed og tolerance ikke var to sider af samme sag og hinandens forudsætning.
Om jeg kunne, ville jeg derfor gerne vise min solidaritet med FARC og PFLP, økonomisk eller i forståelse med resultatet af besættelsesmodstanden 1940-45, nemlig de almene menneskerettigheder.