Manglen (hos S) på politisk kant og egentligt alternativ til regeringen er måske ikke nogen tilfældighed

af cand.scient.adm. Henrik Herløv Lund, København
Der er en lære at drage af valget for hele oppositionen. Både positivt og negativt. Det positive er, at navnlig fodslaget i oppositionen bidrog til at forøge troværdigheden af oppositionens udfordring af Anders Fogh Rasmussen. Omvendt mislykkedes det navnlig at få en anden regering, fordi Socialdemokratiet i for ringe grad repræsenterede et politisk alternativ til regeringen, og at partiet profilerede sig alt for sent ved først at gøre det i selve valgkampen.
Men også for SF rejser valget spørgsmål til selvransagelse. SF fik nok en stor fremgang i kraft af sit i det meste af valgperioden klarere modspil og alternativ til regeringen. Men hen i mod valget rykkede SF som en 'dominoeffekt' efter S, der rykkede nærmere regeringen. Er SF dermed på vej til selv at sløre den politiske profil, der ellers sikrede fremgangen?

Dårligste valg for S
Den socialdemokratiske partileder, Helle Thorning-Schmidt, roste på valgnatten sit parti og sig selv for at 'føre en forrygende valgkamp' og 'spille lige op med Anders Fogh'. Og det må også anerkendes, at Helle Thorning-Schmidts valgkampagne har imponeret mange med selvsikkerhed og udstråling. Ligesom den socialdemokratiske partiledelse må anerkendes for sin indsats for at samle oppositionen.
Men: Den afgørende kendsgerning er, at Socialdemokratiet fik sit i hundrede år dårligste valgresultat, endog dårligere end Lykketofts ved forrige valg. Og at den samlede opposition takket være dette dårlige resultat tabte sikkert til VKO. Af oppositionspartierne fik kun SF klar fremgang, og hvor markant denne end var, var det ikke nok til at sikre oppositionens gennemslag.

Hun kunne ikke slå Fogh
Det lykkedes på valgnatten på imponerende vis Helle Thorning-Schmidt tydeligvis at smitte sine partifæller med sin begejstrende bekendtgørelse af, at vi slår Anders Fogh ! næste gang. Den samme glød og selvtillid, hvormed hun i sin tid vandt formandsvalget i Socialdemokratiet - netop på, at hun kunne slå Anders Fogh.
Men det har jo nu vist sig, at der ikke er realiteter bag denne selvtillid. Og årsagen hertil kan i dag ses tydeligt helt tilbage til formandsvalget i Socialdemokratiet. Socialdemokratiet havde også her et frustrerende nederlag til Anders Fogh bag sig, og der var et kæmpebehov for en ny politisk linje. Alligevel fremlagde Helle Thorning og hendes støtter stort set ikke noget politisk program, men baserede sig primært på hendes personlighed og udstråling. Det var også nok til at vinde valget i Socialdemokratiet, men altså ikke nok til at slå Anders Fogh.

For lidt politisk alternativ
Det er det samme fravær af egentlig politisk substans og alternativ til VK-regeringen, som har præget S efterfølgende og også under valget. Og som netop er blevet en afgørende faktor for valgnederlaget. Læren af folketingsvalget 2007 er jo netop, at S i for ringe grad repræsenterede et politisk alternativ til regeringen, og at partiet profilerede sig alt for sent først i selv valgkampen. Samlingen af oppositionen var godt og rigtigt set - men den kom også for sent.
S har under Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsens ledelse langt hen ad vejen kun haft velfærden som det politiske alternativ til regeringen. Markeringen af velfærden har i sig selv også været god nok, men ikke tilstrækkelig til at tegne et mere gennemgribende alternativ til regeringen.
Ved sin tiltræden som partileder erklærede Helle Thorning-Schmidt at ville 'arbejde regeringen ud af kontorerne'. Det vil sige, at ville slå regeringen på dens egen bane og med dens egen mønt (politik).
Og denne 'kopipolitik' har fortsat i alt for høj grad præget partiets politik frem til og med i dag. Når det gælder skattestop, uddannelsespolitik, 24 års-regel og størstedelen af udlændingepolitikken, holdningen til markedsgørelse, udlicitering og så videre, har S jo ligget tæt op ad regeringens politik. Når S har lovet at inddrage Radikale i skolepolitikken, eller at der skal komme en skattereform, har det været alt for indholdstomt og taktisk betonet.
I det hele taget er partiets varetagelse af rollen som førende oppositionsparti - fuldt berettiget - blevet kritiseret for alt for stor passivitet og for megen (Henrik Sass Larsen`sk) taktisk venten på, at regeringen selv begik fejl eller selv kørte træt.

SF med klart politisk alternativ
Når SF derimod fik så stor en fremgang, er der næppe tvivl om, at en væsentlig årsag var, at partiet og Villy Søvndal klarere både har givet regeringen modspil og repræsenteret en anden politik.
Derfor er den anden side af Socialdemokratiets valgnederlag og SF`s fremgang, at Socialdemokratiets egen venstrefløj har forladt partiet - både i folketingsgruppen, hvor de er gået ud, og i vælgerskaren, hvor de er gået over til SF. Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen har skabt ro i partiet - men det har været 'dødens ro', som har dækket over manglende politikudvikling og manglende debat herom.

Nyliberalismen
Som Helle Thorning-Schmidt erklærede i sin tale til partifællerne, må (også) Socialdemokratiet styrkes, hvis det skal blive muligt at få en anden regering. Og det er rigtigt - valget viste, at fremgang alene for SF ikke gør det. Men det er ikke nok med en velsmurt og effektivt valgkamp - det kræver et klarere politisk alternativ i kampagnen.
Men det vil kræve en anderledes politisk fornyelse af den socialdemokratiske politik, end den Helle Thorning og Henrik Sass har præsteret hidtil. Spørgsmålet er, om den nuværende partiledelse magter opgaven? I sidst ende repræsenterer Thorning-Schmidt og Sass Larsen jo partiets højrefløj - den gamle Nyrup-fløj, hvis egne holdninger er inspireret af New Labour i dets tidlige udgave og dermed præget af den nyliberalisme, som også er regeringens inspirationskilde. Mangelen på politisk kant og egentligt alternativ til regeringen er måske således ikke nogen tilfældighed.
Skal oppositionen og S vinde over regeringen næste gang, kræver det, at Thorning-Schmidt og Sass Larsen frigør sig fra denne arv. Kan de det?

Fredningstiden er ovre
Spørgsmålet er imidlertid også vitalt for den samlede opposition, hvis chancer for at fravriste Fogh regeringsmagten står og falder med en politisk oprustning af Socialdemokratiet. I selve valget var det væsentligt at demonstrere fodslag i oppositionen, men det var ikke nok. Nu da valget er overstået, må det være på tiden at genskabe den politiske diskussion i oppositionen om, hvordan man så rent faktisk slår Anders Fogh. Tiden alene gør det ikke. Diskussionen må handle om, hvorledes et politisk alternativ skabes, og hvori det består?
Det er klart, at denne diskussion skal føres på en kollegial facon indenfor rammerne af et centrum-venstre alternativ og særligt skal balanceres således, at fodslaget i oppositionen ikke sættes over styr. Det er ikke nye hundeslagsmål og skænderier indenfor oppositionen, der er brug for. Heller ikke at gentage den gamle venstrefløjs-fejltagelse med at gøre Socialdemokratiet til hovedfjende.
Men det er afgørende, at der føres en diskussion om, hvilken politik, der kan slå Anders Fogh, når det nu er blevet klart, at Helle ikke kunne det.

SF drejer
Folketingsvalget må altså klart give anledning til selvransagelse i Socialdemokratiet og diskussion om oppositionslinjen i hele oppositionen.
Men spørgsmålet er, om valgresultatet også i SF bør give anledning til overvejelser? Det må anerkendes, at SF - som det eneste oppositionsparti - fik klar succes gennem en formidabel fremgang, og det må anerkendes, at det skyldes partiets - i hvert fald i det meste af valgperioden - klarere oppositionspolitik, Villy Søvndals dygtighed, samt indsats for at samle oppositionen.
Men i Villy Søvndals bestræbelser på blandt andet at gøre SF 'regeringsduelig', har han samtidig hen mod valget umiskendeligt svunget SF 'til højre' gennem i hvert fald midlertidig accept af skattestop, af 24 ugers-regel og senest gennem fredning af boligejerne skattemæssigt.
Denne drejning har nærmet SF`s politik til Socialdemokratiet på centrale politiske punkter omkring navnlig skattestop og boligbeskatning. Man har her for det første motiveret tilnærmelsen til S med hensynet til at styrke troværdigheden i den samlede opposition. Det må anerkendes, at det naturligvis ikke kan diskuteres, hvorvidt det vil være en forbedring at få en anden regering end VK-regeringen, og at det også må anses for rigtigt, at SF kommer med i regering.
Men SF`s tilnærmelse til Socialdemokratiet på centrale politiske punkter rejser på den anden side spørgsmål om,
i hvilken grad en anden regering på det grundlag også reelt indebærer en anden politik?
For når Socialdemokratiet i forvejen ligger tæt på regeringen, får vi jo en 'dominoeffekt', der rykker oppositionen som helhed tættere på regeringen.
Hermed bliver det samlede politiske alternativ mere uklart og usikkert: For eksempel ligger der jo på længere sigt med skattestoppet og den manglende boligbeskatning en væsentlig begrænsning på, hvor
meget velfærd og anderledes omfordeling, en anden regering ville kunne lave?
Ydermere er den politiske kursændring blevet motiveret som 'ændring af SF fra venstreorienteret protestparti til venstreorienteret indflydelsesparti'. Og det må anerkendes, at tilnærmelsen nok har givet en foreløbig mandatmæssig gevinst og også en stærkere position i oppositionen. Ligesom det er rigtigt, at SF ikke skal være i en hængekøje, og det er også rigtigt, at SF hører med i en regering.
Men mon ikke regeringsdeltagelse også vil forudsætte, at SF kan fastholde fremgangen?

Læren af de radikale
Og her kan - med hensyn til fastholdelsen af mandatgevinsten - måske drages en lære af de Radikale. Ved forrige valg fik de i kraft af Marianne Jelveds klare opposition og alternativ til Fogh de hjemløse venstre-socialdemokratiske stemmer.
Men de Radikale blev som bekendt ramt af splittelse, og den ny ledelse under Margrethe Vestager har ved dette valg stået for et langt mindre klart politisk alternativ og samtidig i væsentligt grad 'opofret' en egen politisk profil på regeringsalternativets alter.
Resultatet har været, at de hjemløse venstre-socialdemokratiske stemmer er fløjet videre til SF - i hvert fald denne gang.

Egen profil er vigtig
Læren heraf må være, at fastholdelsen af egne mærkesager også er vigtigt. Og dropningen af vigtige mærkesager rejser spørgsmål om SF`s selvstændige politiske profil og selvstændige bidrag til oppositionspolitikken.
Ikke nok til at udslette indtrykket af et klarere modspil til regeringen det meste af valgperioden. Men fortsætter denne udvikling, kan det for de ny-erhvervede vælgere på længere sigt også rejse spørgsmålet om, hvorvidt de har tilstrækkeligt grundlag til at blive hos SF, eller om de ved næste valg vender sig til et andet parti? Som de har gjort i nu to valg på stribe.
Det er en diskussion om en vanskelig balanceakt, men ikke desto mindre en væsentlig diskussion.