07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kamp for overenskomster

Kamp for overenskomster

Lørdag, 01. december, 2007, 00:00:00

Folketingsvalget den 13. november gav for tredje gang regeringsmagten til Anders Fogh og hans liberalistiske politik

fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, København
Samlet set gik VKO tilbage, men ikke nok til at de mistede magten. Det betyder, at det nødvendige opgør med skattestoppet, der indebærer, at de rige bliver endnu rigere, og de fattige bliver fattigere, udebliver.
Vi kan se frem til, at der ikke ændres på den katastrofale uddannelsespolitik, den ideologisk begrundede markedsgørelse og udliciteringen af de offentlige arbejdspladser.
Det var positivt, at oppositionen optrådte med fælles fodslag, men for at oppositionen skal sejre, så er det nødvendigt, at der nu skabes en klar politisk platform mod nyliberalismen og for en ny solidarisk politik med udgangspunkt i velfærdsbevægelserne og fagbevægelsen.
Demokrati forudsætter en offentlig og grundig diskussion forud for væsentlige beslutninger. En sådan beslutning er afgørelsen om, at Danmark skal tilslutte sig den nye EU-traktat.
Den nye traktat er næsten identisk med den forfatning, som franske og hollandske vælgere forkastede, så selvom der er sket rent kosmetiske ændringer, så er indholdet og dermed konsekvenserne for velfærden og arbejdsmarkedet de samme.
Med den nye traktat mister vi veto-retten på hele 50 områder, og EU bliver i stand til at underskrive internationale konventioner og aftaler på vegne af alle medlemslande.
Derfor kræver vi en afstemning og opfordrer til at stemme nej.
Arbejdsgiverne fortsætter uhæmmet med at råbe på manglende arbejdskraft og samtidig oplever vi, at vores kolleger bliver 'fravalgt' efter langvarige ansættelsesforhold.
Arbejdsgiverne melder nu rent ud, at den fremmede arbejdskraft er at fortrække, idet den er mere fleksibel, når det gælder arbejdstid, faggrænser, og er omkostningsbegrænsende. Kort sagt en arbejdskraft, der kan bruges som løntrykkere og til undergravning af vores overenskomster.
Arbejdsgiverne bliver godt hjulpet af en regering, der har ført en politik omkring østarbejdere, der betyder, at vi står med titusinder af underbetalte polske og andre arbejdere fra det tidligere Østeuropa, som lever i Danmark under elendige vilkår.
Vi vil fortsætte og forstærke kampen for at forsvare vores overenskomster, således at alle arbejdere i Danmark uanset nationalitet får mulighed for anstændige arbejds- og livsvilkår.
Til overenskomstfornyelsen 2008 stilles der både nødvendige og rimelige og krav om bedre løn og flere hænder til gavn for såvel de ansatte som brugerne. Det er helt åbenlyst, at det bliver svært at opnå de nødvendige forbedringer med den økonomiske politik, der bliver ført overfor kommuner og regioner.
Vi vil advare imod og afvise en taktik, hvor det forsøges at spille grupper af offentligt ansatte ud mod hinanden. For at opnå et fornuftigt resultat, er det nødvendigt at udvise fællesskab og solidaritet.

Vedtaget på generalforsamlingen den 27. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp