Bliver blot nogle af privilegierne taget fra de gamle magthavere, går de helt bersærk
Er der noget, der kan skabe respekt, så er det når folkeviljen sætter sig i bevægelse. Der skal ikke meget til før de borgerlige demokratiske rettigheder krakelerer og står tilbage som formelle skaller.
Vi er vidner til, hvordan Chávez i Venezuela og Morales i Bolivia udsættes for hårde mistænkeliggørelser i medierne og kupaktiviteter fra USA. De beskyldes for at være antidemokratiske, og det der er værre. Forbrydelsen er, at forfatningen i de to lande laves om og sendes til folkeafstemning.
Enhver ved, at de regimer, der var før Chávez og Morales, var korrupte og umenneskelige. De gjorde intet for de fattige masser. Og masser er virkelig, hvad vi taler om. Alligevel arbejder USA, de gamle kræfter i de to lande og en rækker af verdens medier for at vende tilbage til 'de normale tilstande' - som de var i gamle dage.
Bliver blot nogle af privilegierne taget fra de gamle magthavere, går de helt bersærk. Det er bemærkelsesværdigt, at de lykkes for dem at få støtte fra 'verdens rene demokrater', der ikke kan forstå, at demokrati også er til for at sikre sundhed, uddannelse og glæde for den fattigste to tredjedel af borgerne.
Ungdomshus
Efter store mængder tåregas, vildkørende armerede politibiler, fri uddeling af knippelslag, mange timer i strips, og en presse, der ikke vidste, hvad der var op og ned, har de unge i København sandsynligvis fået et ungdomshus.
Korrektion. De havde et hus, der blev taget fra dem, og så opstod al den ballade, der endte med, at de unge fik huset igen.
Københavns overborgmester har indset, at det der lignede en nem og populær vægring, var begyndt at give bagslag. De unge organiserede sig. Netværkene blev udbygget. København var i bevægelse. Den ekstremt vellykkede militante aktion - uden brosten - 6. oktober vendte slaget.
Aktionen gjorde kravet om ungdomshuset ekstremt politisk for både overborgmester, politi og presse. Forhandlingerne om en løsning kom i gang. Nu ligger der en aftale - lad os håbe, overborgmesteren står ved den, som den ligger.
Venstres nye borgmesterspire Pia Allerslev er hård i filten. Det bliver ikke sjovt, for jeg er imod aftalen, siger hun og tilføjer, at hun lover fair play, selvom de unge ikke har fortjent huset. Et folkeligt pres - som bevægelsen for ungdomshuset var - huer ikke 'verdens rene demokrater'.
Demokrati-observatører
'Verdens rene demokrater' er normalt meget optagede af demokratiske valg. De stiller gerne op som valgobservatører rundt om på kloden. Tit kræves der gennemførelse af valg og folkeafstemninger, før der kan blive tale om samhandel, bistand, lån eller lignende. 'Verdens rene demokrater' har tårnhøje standarder.
Hvis vi blev udsat for demokratiobservatører - 'verdens rene demokrater' fra fjerne lande - så ville de spærre øjnene op, rapporterer hjem:
'Fogh-regeringen i Danmark undslår sig de elementære demokratiske spilleregler', lyder overskriften i faxen. 'Den nye forfatning eller traktat, eller hvad man nu kalder den, bliver ikke sendt til folkeafstemning. Det er bemærkelsesværdigt, at det sker på denne måde, når der er tale om de facto afgivelse af suverænitet til EU. Vi kan kun anbefale at afstemningen gennemføres. Når det ikke er sket, regner vi med, at der er sket en fejl, som hurtigt vil blive rettet.'
Men observatørerne fra de fjerne har lugtet uglerne i mosen. De kan nemlig konstatere, at Fogh-regeringen i stedet vil lægge de gamle undtagelser ud til folkeafstemning:
'Vi forstår ikke, at disse forbehold skal til afstemning nu, idet der er stemt om dem. Så meget des mere, som den danske regering er kritisk overfor folkeafstemningerne om forfatningerne i Venezuela og Bolivia. Vi vil appellere til det internationale samfund om, at disse vilkårligheder bliver bragt til ophør'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278