05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny forbindelse over Roskilde Fjord

Ny forbindelse over Roskilde Fjord

Fredag, 07. december, 2007, 00:00:00

Der må findes en løsning, der friholder alle beboere for miljøproblemer, afstedkommet af den øgede biltrafik. Ellers må Frederikssund Kommune tilbyde opkøb af boliger, der alligevel kommer i klemme, til markedsprisen fra før byggeriets påbegyndelse

af Jan Vogel, Venslev
Det hidtidigt mest besøgte debatmøde i Frederikssund Kommune foregik på Frederikssund Gymnasium den 26. november, hvor salen var fyldt med cirka 300 interesserede borgere.
Mødet handlede om kommunens infrastruktur, især om en bedre forbindelse over Roskilde Fjord i erkendelse af, at Kronprins Frederiks Bro med tilstødende vejnet længe, ikke har kunnet klare presset fra det stigende antal biler.
Stemningen var klart til fordel for en tunnel, uden enighed om tunnelens længde og placering.
Der må findes en løsning, der friholder alle beboere for miljøproblemer, afstedkommet af den øgede biltrafik. Ellers må Frederikssund Kommune tilbyde opkøb af boliger, der alligevel kommer i klemme, til markedsprisen fra før byggeriets påbegyndelse.
Vi må planlægge for fremtiden, her er det ikke tilstrækkeligt eller rigtigt at indrette sig på at skaffe plads til endnu flere biler.
En motorvej til Frederikssund med forbindelse med den nye tunnel vil tiltrække endnu flere biler.
På mødet kom Venstres Bent Right med et glimrende forslag, som jeg selv fremlagde under sidste kommunevalgkamp, nemlig at man i forbindelse med bygningen af biltunnellen samtidig lavede et tunnelrør, der skulle være forberedelse til togskinner. Man kunne godt finde en løsning, der gav plads for cyklister.
Det er da noget med fremtid i.
De fleste af os ved godt, at mennesket har skabt stigende miljøproblemer på vores forpinte klode, en ubalance i miljøet, som dels kan aflæses i klimaet, der slår nye rekorder hele tiden, og dels ved at vandstanden stiger over alt, fordi ismasserne på jorden er udsat for en kraftig stigende afsmeltning.
Mange dyr og plantearter er truet med at uddø. Danmark har af samme grund underskrevet Kyoto aftalen, der betyder, at Danmark har forpligtet sig ti, at nedbringe udslippet af CO2. Efter flere år med et fald i CO2 udslippet ser vi nu en svag stigning, stik imod Kyoto aftalen. Det er ikke godt nok, at Danmark bare kan betale for at svine vores fælles miljø.
Derfor er det vigtigt at arbejde for en reducering af bilmængden ved at give borgeren en reel valgmulighed. Bilen skal udsættes for konkurrence fra et kollektivt befordringssystem, der er hurtigt og effektivt, med lave priser.
Der kan godt være en sammenhæng i den fortsatte forringelse af den kollektive befordring med kraftige prisstigninger, og så det stigende antal bilister.
Over halvdelen af arbejdsstyrken i Hornsherred må et andet sted hen for at blive uddannet eller passe sit arbejde. Så man kunne også arbejde på at få flere arbejdspladser trukket over på Hornsherred, det vil bidrage til færre biler, der skal krydse Roskilde Fjord.
Jeg har tidligere også foreslået rundkørsler ved indfaldsvejene til Skibby fra Hornsherredvejen. Der kører i gennemsnit cirka 18.000 biler i døgnet på denne vej. En trafiktæthed, som vi kan forvente vil stige i de kommende år, især efter at vi har fået endnu en forbindelse over Roskilde Fjord.
Hornsherred er på det nærmeste skåret midt over, på grund af den tætte og hurtige trafik på Hornsherredvejen og Elverdamsvejen.
Her må kræves handling snarest af Frederikssund byråd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp