05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Diskriminerende og ulovlig lovgivning

Diskriminerende og ulovlig lovgivning

Lørdag, 08. december, 2007, 00:00:00

Vi opfordrer den ansvarlige minister for området til at iværksætte en grundig revision af Søfartsstyrelsens virke på dette område.

fra 3F Sømændenes Forbund
Til regering og Folketing
FN-organisationen ILO har gentagne gange over for skiftende danske regeringer påpeget, at Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, er i strid med ILO-konventionerne 87 og 98, som Danmark har ratificeret.
Det er dybt problematisk, at Danmark og den danske regering, der internationalt kritiserer andre lande for ikke at leve op til menneskerettighedskonventionerne, selv bryder konventioner.
Overtrædelsen indebærer, at både vore organisationsrettigheder og udenlandske søfarendes rettigheder tilsidesættes.
Vi vil som organisation for danske søfolk, og som medlem af og repræsentant i Danmark for internationale søfartsorganisationer anstændigvis kræve, at regering og Folketing ændrer denne diskriminerende og ulovlige lovgivning, så den opfylder FN`s krav.
Samtidig skal vi kraftigt protestere over, at EU-søfarende, der sejler på danske skibe registeret i DIS, med henvisning til deres bopæl tvinges til at sejle under ringere løn- og arbejdsbetingelser end dem, der er gældende for danske søfarende. Dette er ulovlig social dumping og medfører arbejdsløshed for danske søfolk.
Dette er i strid med EU-traktaten, hvilket regeringen har erkendt, og vi kræver, at den danske regering og Folketinget ændrer DIS-loven således, at der indføres danske løn- og arbejdsforhold for alle EU-søfarende på danske skibe.
Vi må på det kraftigste advare om og protestere mod de katastrofale og helt utilstrækkelige bemandingsfastsættelser, som Søfartsstyrelsen udsteder til danske skibe og færger.
Bemandingsfastsættelserne giver ikke besætningerne på skibe og færger mulighed for at overholde hviletidsbestemmelser, vagtholdscirkulærer eller bare et minimum af sikkerhed og er til stor fare for besætning og passagerer og sejladssikkerheden for andre skibe.
Vi har set grundstødninger, piratkapringer, olieudslip, kollisioner, skibsbrande og forlis, som kunne være undgået, såfremt der havde været en større og bedre kvalificeret besætning.
Vi peger på, at Søfartsstyrelsen ved fastsættelser ikke overholder principperne i ILO-konvention 180 om skibes bemanding.
Vi opfordrer den ansvarlige minister for området til at iværksætte en grundig revision af Søfartsstyrelsens virke på dette område.

Vedtaget på generalforsamling den 3. december

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp