Politik er politik og såre enkelt - indtil nogen hælder en portion religion hen over substansen

af Per Diepgen, Halskov
Ingen kender dagen og vejen og kan tillade sig at tage troen fra andre, og alligevel har religionen og kristendommen i tusind år villet bestemme, hvad alle skal tro og i perioder også hvordan.
End ikke oplysning og revolution har kunnet forhindre, at Folkekirken den dag i dag skriver os i mandtal.
Derfor udløser århundreders massive indoktrinering lynnedslag fra den klare himmel og varsler blandt magtfulde teologer frygten for, at Orientens anden store religion vil gøre et gammelt regnskab op om førstefødselsretten.
Og derfor erklærer de hellige mænd straks religionskrig ved at håne og krænke den anden gud og i det daglige mobbe enhver ny pige i klassen, der ser lidt anderledes ud. Religion er lov og overlader intet til andre eller den enkelte, heller ikke til socialister.
Og den lektie må Per Clausen (læserbrev den 5. december i Information) for tiden lære at sande af Kai Sørlander (kronik den 1. december i Information), når filosoffer optræder med en skjult dagsorden som falske profeter.
Argumentet er ikke direkte at ville forene politik og kristendom, men i stedet for kreation taler man filosofisk om analyse og sammenhæng (syntese). Resultatet bliver dog sharia mod sharia - både religions- og borgerkrig.
Den offentlige debat har sjældent handlet om, hvad Asmaa har sagt og ment, men om, hvad hun kunne tænkes at have sagt og ment, om det, som hun altså ikke sagde, men som andre havde gjort sig tanker om, at hun kunne sige - og det er grimt.
Ifølge vore profitjægere sætter kun fantasien en grænse, men tænk nu, hvis vi i stedet for rygter om Asmaa forholder os til alt det, som i tidens løb faktisk er sagt og gjort af dem, der tror på det overnaturlige.
Ja, så må det undre en fritænker og socialist, at Kai Sørlander og alle de andre falske profeter aldrig før har udviklet den samme religiøse filosofi over for alle de kristne samfund.
Ikke alene bærer de kristne et torturinstrument som symbol på deres tro, de underordner samfund og folkestyre ved at udlægge et gammelt orientalsk skrift af ubestemmelig autencitet, som foruden at være helligt påstås at være landets overordnede lov og ret.
Og, hvad afgørende er på de nugældende konditioner, de lader sig som repræsentanter af en højere orden vælge til Folketinget og bruger tingets talerstol til at præke og undsige parlamentarisme og menneskerettigheder.
Sådan har det lydt lige siden Grundtvigs dage. Men har Asmaa og andre under måne og segl nogensinde optrådt som missionærer på tinge? Selvfølgelig ikke, men netop dét forventer (og håber?) teologerne og de kristnede filosoffer i deres apokalyptiske forsyn.
Grundlovens ytringsfrihed bruger vi til mangt og meget, eftersom loven mangler retten og pligten til at tie, men under hvilken paragraf hører religionskrig?
For en socialist skulle politik være såre enkelt. Tag ikke troen fra andre, tolerant er den, der respekterer andres meninger. Hvordan skulle vi ellers løse samfundets udfordringer, ikke mindst religionskrigene?