Politiets optræder uansvarligt ved æresvoldNår der er æresrelateret vold blandt danskerne, kaldes det husspektakler, når det er et æresmord, kaldes det familiedrama og jalousimord

af Leif Randeris, kontorleder i Indvandrerrådgivningen, Århus
Under den sædvanlige sensationsprægede og højreorienterede journalistiske stil bekendtgør Jyllandsposten den 6. december, at der er ti æresforbrydelser om måneden i Danmark blandt indvandrere.
Det er der ikke noget nyt i - blot det, at politiet er blevet pålagt af regeringen at registrere disse fakta.
Det slås stort op, at en restgruppe af marginaliserede indvandrere strides på en så voldsom måde, at den verbale side af sagen ender med en kraftig trussel. Noget sådant er ret kultur- og socialt bestemt. I nogle tilfælde går det så langt som til fysisk vold, æresrelateret vold, der kan ende med mord i sjældne tilfælde, et såkaldt æresmord. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt.
Det forglemmes helt i iveren for at fremkomme med denne 'nyhed', at i Danmark har den oprindelige befolkning de sidste 100 år udøvet vold ved forsamlings- og værtshuse, rockerkrige, blandt kærester og ægtefolk.
Når der er æresrelateret vold blandt danskerne, kaldes det husspektakler, når det er et æresmord, kaldes det familiedrama og jalousimord.
Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, NEC opregner anmeldelser om trusler, vold og drabsforsøg. 'Vi har rejst en del sigtelser', udtrykkes der. Man må dog fordre, at når en statsbetalt virksomhed ønsker at føre statistik, så kan de også fremføre konkrete tal i dette anliggende, i stedet for at være medvirkende til den forsatte dæmonisering af indvandrerne.
Ligeledes synes det upassende, at man fremhæver specifikke indvandrergrupper. I den anledning må NEC offentliggøre sine statistikker.

Politiet som mægler
Værst af alt ved de fremkomne oplysninger fra NEC er, at politiet mener, de har kompetencer til at klare mæglingsmøder mellem unge indvandrere og deres familier. Man må spørge, hvor har de disse kompetencer fra?
Godt nok har de været på mæglingskurser i England, men skal politi erstatte socialarbejdere og socialrådgivere? Og når de mæglingsramte går ud af politistationens fordør, er indvandrerfamilien så så benovet over samtalen med politiet, at alle skærmydsler og vold ophører?
Næppe! Og hvor er den ansvarlige opfølgning af mæglingen, hvor er politiets langvarige kontrol af, at familien ikke har sendt den unge til hjemlandet for en 'pænere og jawohl-accept' af familiens krav?
Man må undre sig over, hvor politiet har fået disse mandskabsmæssige ressourcer og økonomi fra, når man næsten ugentligt høre klager over mangel på mandskabstimer og økonomi.

Uansvarligt
NEC forklarer også, at man 'er begyndt at gå med kulturmedarbejdere og folk fra kvindekrisecentre til mæglingsmøder med familier' for at undgå de mange 'trusler'. Sådan nogle tiltag kan kun føre til et endnu større trusselsbillede mod os og andre konsulenter i området.
At politiet, kommunerne og krisecentre foretager mæglinger, kan umiddelbart virke sympatisk, hvis der er garanti for langvarig, månedlig opfølgning på familiens lovede resultater og forbedringer.
Alt andet er uansvarligt og efterlader de unge og den voldsramte tilbage på familiernes præmisser. Man bliver simpelthen et gidsel uden håb om hjælp, idet den 'mæglingsramte' vil føle sig svigtet af myndigheder og andre velmenende.
Alt i alt er der ikke noget egentligt nyt i NEC`s opråb - bortset fra disse vore betænkeligheder. Der er dette tilbage: med (politi)magt kan man ikke bekæmpe eller pacificere kultur eller generationskonflikter. Der skal oplysning, oplysning og oplysning til, sammen med en professionel familieindsats.