Det var så fedt. Der var 1200 mennesker. 2007 er det år, hvor flest mennesker har været med i demonstrationen imod nazisterne i Salem i Sverige

af Billy Sørensen, Kolding
Nazisterne skal ikke have lov til at marchere i fred og ro. Derfor var vi en gruppe danskere som tog til antinazistisk demonstration i Stockholm-forstaden Salem i weekenden, hvor der var indkaldt til nazimarch. Dette er min personlige beretning fra Salem-turen.
Den 7. december tager jeg først toget til Fredericia fra Kolding, derfra skal vi med bussen klokken 17.30, men bussen kommer ikke til tiden, så der går noget mere tid, inden vi kommer af sted. Klokken 20.43 er vi på vej over Sjælland, vi har lige krydset Storebæltsbroen, der er ingen problemer - indtil videre da.
Klokken 23.18 er vi på vej ind i færgen i Helsingør, det tager omkring 30 minutter at sejle over til Sverige. Vi bliver ikke stoppet, da vi kommer over på den anden side af grænsen, vi får lov til at køre igennem.
Da vi kommer over, er klokken 00.49 - den 8. december. Vi sover i bussen op gennem Sverige, op og ned af hinanden, nogle på gulvet.
Klokken 07.58 kommer de første problemer i form af politiets første ransagning, blot en halv time fra Stockholm. Vi skal bare blive i bussen, indtil de kommer ind, de kropsvisiterer os ikke. Men de tager vores pas og roder vores tasker igennem for at finde farlige ting.
De svenske betjente er flinke nok over for os endnu. Klokken 12.40 er panserne ikke kørt endnu, vi samarbejder og er fredelige og rolige for hurtigere at komme videre til Stockholm.
Herefter har jeg ikke tid på alle de forskellige begivenheder.

Demonstrationen
Vi kommer til Stockholm og er i en hal, hvor vi får mad, kaffe/te og hygge. Vi får planerne at vide, og så var det ellers bare sted. Vi tager metroen og et andet tog ud til Salem. Fra Salem banegård skal vi gå til demonstrationen.
Vi tror, at vi bare kan gå derhen, selv om svenske betjente er til stede i stærkt overtal. Men de vil mere end bare se på, de kropsvisiterer os alle sammen. Ti danskere bliver holdt tilbage, fordi de har indrejseforbud i Sverige.
Vi demonstrerer hele vejen til den store plads, hvorfra demonstrationen skal starte. Folk dytter og vinker. Jeg går med mit hjemmelavede banner 'No Nazi'.
Da vi når frem til demonstrationen, så vi vores kammerater, hele pladsen er fyldt, det er så fedt. Der er 1200 mennesker. 2007 er det år, hvor flest mennesker har været med i demonstrationen imod nazisterne. Senere finder vi ud af, at vi er flere end nazisterne, som kun samler omkring 850.
Da demonstrationen starter, går vi gennem Salem. Da vi har gået et godt stykke, begynder vi at tænke på, hvornår vi mon vil få besked på at bryde ud af demonstrationen. Vi har aftalt, at vi skal prøve at komme hen til nazisterne, ikke for at slås, men for at skræmme dem.
Vores signal er en raket, der bliver skudt af sted. Da den lyder, løber vi alt hvad vi kan. Vi løber ind i et boligkvarter, op ad en bakke og ned på den anden side og ind i et nyt boligkvarter over en stor vej.
Herefter bliver der lavet en barrikade, hvorefter vi deler os i to fløje. Jeg vælger den forkerte fløj. Jeg løber sammen med omkring 20-30 andre gennem et boligkvarter, de fleste er danske kammerater.

Arrestation
Vi når op på et bjerg eller noget lignende, og kan ikke finde ud af, hvilken vej vi skal løbe. Der er politi til den ene side - det er en stor vej, som er vejen frem imod nazisterne. Den vej kan vi ikke tage.
Nogle kammerater går ned af bjerget og videre ind i et boligkvarter. Deriblandt@ er jeg. Senere kommer vi igen op på bjerget. Her bliver vi liggende, indtil vi bliver snuppet.
Politiet har sat helikopter ind med varmesøgere, derfor bliver vi fem danske aktivister taget. Vi troede ikke, at helikopteren havde set os, derfor bliver vi liggende - da vi lige pludselig hører råb bagfra: Polis! Det er flere civilbetjente.
Vi bliver kropsvisiteret, men da vi spørger, om vi er anholdt, siger betjenten, at det er vi ikke. Vi bliver kørt ind på en politistation i Stockholm. Turen tager omkring 20-30 minutter, efter hvad betjentene siger, men for mig føles det som en time.

Nye venner
Her bliver vi igen kropsvisiteret og sat ind i celler. Vi bliver sat i to celler, en til drenge og en til piger. Jeg kender overhovedet ikke min cellekammerat, men man kan virkelig lære folk at kende i en svensk fængselscelle. Hvis I skulle få lyst til at lære et nyt menneske at kende, kan det være en måde at gøre det på.
Kort efter, at min cellekammerat er kommet ind i cellen, kommer jeg til forhør. Jeg fortæller mit navn, fødselsdag og cpr.nummer, alt det de har ret til. Resten har jeg ingen kommentar til, svarer jeg.
Efter at jeg kommer tilbage i cellen, kommer min cellekammerat til forhør. Da han kommer tilbage, fik vi mulighed for toiletbesøg, og får også krus til vand.
Vi bliver efter nogle timer flyttet over i en anden celle, her er der mere roligt og en bedre form for seng, i cellen var der toilet.
Jeg sidder syv timer, min cellekammerat omkring en halv time længere.

Hjemme igen
Da vi bliver løsladt, sidder vi tre mennesker i et venterum, mig og to piger. Jeg er blevet anholdt sammen med den ene pige, hun er dansk, den anden er nordmand. Vi kan frit snakke, de svenske betjente fatter ikke en brik af, det vi sager.
Vi forstår til gengæld nogenlunde, hvad de siger.
Efter at vi alle er blevet løsladt, bliver vi i bil kørt til Klub 44 i Stockholm, hvorefter vi kan tage bussen. Man sover meget bedre i en bus på vej til Danmark fra Stockholm end i en svensk celle. Den 9. december tager vi færgen over til Danmark igen.
Vi kører til København for at sætte kammerater af, hvorefter vi forsætter til Odense, hvor vi, der skal til Fredericia, skal skifte bus.
Aldrig har jeg i mit liv været så glad for dansk jord under mine fødder igen. Især da mine fødder stod på den dejlige jyske jord. Men det er også godt at vide, at vi fik vist modstanden mod nazisterne og fik forsinket deres march med næsten to timer.
Jeg er hjemme mellem klokken 19 og 20, næsten 24 timer efter at jeg er blevet anholdt.

PS: Jeg var heldig, fandt jeg siden ud af - andre kammerater var det ikke. En dansk pige blev nægtet sin medicin, hvorefter hun fik et anfald. Dette anfald kunne let være undgået, for hun gjorde de svenske fængselsbetjente opmærksom på, at hun skulle have sin medicin. De nægtede hende også mad, vand og toiletbesøg. Hun er nu i gang med at klage over det svenske politis behandling.