Så længe både borgere og politikere diskuterer, men ikke vil tage ejerskab for dårlige vilkår, er det så rimeligt at diskutere, hvorvidt social arv stigmatiserer?

af Dorte Ørsted Petersen, København
Artiklerne om udsatte børn i Arbejderen den 20. december får mig til at reagere.
Forskere, eksperter samt socialarbejdere er i stort omfang meget enige om, at begrebet 'social arv' belaster børn og unge og for den sags skyld også voksne, der lever i risikozonen.
Men jeg ved til gengæld ikke, om jeg tror på, at hvis begrebet social arv omdefineres til risikofaktorer eller chance-ulighed, at så ændres opfattelsen også af 'såkaldt dårligt stillede familier'.
Jeg tror i høj grad også, at det handler om at få alle til at spørge sig selv: Er det i orden, at vi i 2008 lever med hinanden side om side under så forskellige og ulige vilkår, og igen spørge sig selv: Synes jeg det er i orden, kan jeg være med til at gøre en forskel, vil jeg det, og i så fald hvordan.
Vi lever i et samfund hvor vi tillader, at de grupper vi taler om, oven i købet også er låst fast i en økonomisk spændetrøje, og for dem kan det være ovenud svært at se muligheder i stedet for begrænsninger. Så længe vi lever i et samfund, hvor både borgere og mange politikere diskuterer, men ikke vil tage ejerskab for dårlige vilkår, er det så rimeligt at diskutere, hvorvidt social arv stigmatiserer og stempler familierne?

Social arv
Viljen til forandring, hvor kommer den fra?
Er jeg en stærk robust kvinde, en mønsterbryder, som gjorde noget andet, end jeg måske var 'forudbestemt til'.
Jeg er barn af en alkoholiker, og jeg mistede retten til barndommens liv den dag, et tæt familiemedlem forgreb sig på mig første gang.
Jeg har i flere år vægret mig ved at kalde mig en såkaldt negativ social arv eller en mønsterbryder. Men kært barn har mange navne, så kald mig blot en social arv, kald mig en mønsterbryder, en risikofaktor, en chance-ulighed - for hvad var det, der lige gjorde, at jeg som voksen evnede at få hjælp til at kunne bryde ud af bestemte familiemønstre med tradition for og en retorik, der bestod i at nedbryde og hverken anerkende, respektere eller værdsætte. For familien i tresserne fik ingen hjælp i tide!
Var det ferierne i sommerhuset hos min noget reserverede farmor, som jeg trods alt elskede, og de eventyr hun fortalte, der gjorde en forskel. Er det min mormor, der gjorde en forskel. Eller andre familiemedlemmer der trods alt rummede og evnede, andre personer, oplevelser, min børnehave, der gjorde en forskel, og er det de oplevelser, der var med til, at jeg som voksen handlede.
Mine forældre evnede ikke at gøre en forskel. De handlede ud fra det, de havde lært, og gjorde det efter bedste evne. Det var bare ikke godt nok.

Incest reproduceres
Så er social arvelov en myte? Jeg ved, hvad jeg kommer fra, og fastlåste mønstre har bidt sig godt fast gennem tiderne i min egen familie. Jeg evnede at søge om hjælp, og jeg fik hjælp. Krater blev til sår, der blev helet og blev til ar til evig tid. Dem skal jeg altid leve med. Jeg brød de gængse mønstre. Det var jeg nødt til, ellers havde jeg ikke overlevet. Hvem og hvad gjorde forskellen?
Jeg synes, det er interessant, når Morten Ejrnæs udtaler, at teorier om social arv virker selvforstærkende, og at begrebet fører tankerne på genetisk arv og skæbnetro! Så når incest oftest defineres som en adfærd, der reproduceres i familien, er det så skæbnetro eller arvelig adfærd? Det vil jeg forsøge at blive klogere på, når jeg får læst Morten Ejrnæs` bog 'Social opdrift - social arv'.