Tillod helbredet det, ville jeg igen deltage i demonstrationen - hvorfor? Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var nogle af arbejderklassens ypperste repræsentanter i kampen mod storkapitalen

af Aage Staffe, Jyllinge
Deres død blev symbol og bevis på de forbryderiske og samvittighedsløse metoder, magthavere har anvendt i undertrykkelsen af arbejdere ikke blot i Tyskland, men også i Danmark før, under og efter besættelsen.
Enkelte facts:
1916. Rosa og Karl agiterer og stemmer igen imod krigslovene. De anklages for landsforræderi og kastes i fængsel.
28. Januar, 1918. En generalstrejke i Berlin får bred tilslutning og vokser på få dage fra 400.000 til 700.000 arbejdere, alene i Berlin. Snart har en million i hele Tyskland nedlagt arbejdet. Lederne og cirka 1000 arbejdere sendes til fronten i straffebataljoner (selvmordsbataljoner.
Den 11. november 1918 tysk betingelsesløs kapitulation. Den tyske generalstab havde sendt fredsfølere ud og fra fronten kontaktet den socialdemokratiske ledelse per telefon. Hæren og den socialdemokratiske ledelse aftaler, at 'hæren vil sikre dannelsen af en ny, parlamentarisk regering. Den vil beskytte regeringen og holde denne ved magten på betingelse af, at den nye regering vil afgive endeligt løfte om, at den vil bekæmpe kommunismen.'
Det blev en socialdemokratisk arbejderregering, hvilende på hærens bajonetter, finansieret af tysk storindustri. Aftalen blev overholdt til punkt og prikke af socialdemokraterne og blev dermed en af de væsentligste årsager til Hitlers senere magtovertagelse.
Beslutningen fik vidtrækkende betydning for de øvrige socialdemokratiske partiers politik i Europa - og fremgår af de danske socialdemokratiske samarbejdspolitikeres lakajtjenester for og med Nazi-Tyskland under Danmarks besættelse og partiledelsens forræderier, især mod den venstreorienterede (kommunistiske) del af modstandsbevægelsen.
Kiel 1918. Den tyske Højsøflådes officerer beslutter at lide et 'ærefuldt nederlag' i et selvmorderisk slag med den engelske flåde. Mandskabet gjorde oprør. De tvang flåden tilbage til Kiel, hvor de oprettede soldaterråd. Soldaterne i Sønderborg fulgte efter og oprettede republikken Sønderborg, med egne love og eget pengevæsen.
1918-1920. Oprør fulgte på oprør. I flere af de større tyske byer tog arbejder- og soldaterråd magten. Oprørene blev slået ned med tysk militærs effektivitet og brutalitet.
Spartakus-oprøret blev ligeledes slået ned. Kanoner, maskingeværer og tanks brugtes i Berlins gader. De heftige gadekampe, som nærmest må betegnes som borgerkrig, krævede 1300 ofre.
Frem til Hitlers magtovertagelse har vi tre omdrejningspunkter:
1. Hæren (Rigsværnet) med dets forbundne kar - Det sorte Rigsværn, Freikorps og så videre. Sidstnævnte slog arbejderoprør ned i Estland, Letland, Litauen - og Finland, hvor 26.000 arbejdere blev skånselsløst myrdet. Ansvarlig var den senere præsident og rigsmarskal Mannerheim. I disse Freikorps deltog danskere, blandt andet de senere ledere fra Danmarks største eksportør af våben, Dansk Industri Syndikat. De tyske illegale organisationer blev grundstammen i de nazistiske terrorkorps SA og SS.
2. Det tyske Socialdemokrati. Indenrigsminister Noske giver Rigsværnet ordre til at slå arbejderopstandene ned. Noske betegnede med rette sig selv som blodhunden.
3. Det tyske kommunistparti dannes af spartakisternes ledere, Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. De myrdes kort efter. Begge havde været på Socialdemokratiets venstrefløj. En af deres mordere var Horst von Pflugk-Hartung (senere gestapoagent, også i Danmark).
Et 'frit' Danmark til 1940 - socialdemokratiske kartoteker
I 1935 oprettes HIPA, Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling. Formålet var at bekæmpe kommunismen. Et lønnet korps af stikkere blev organiseret.
I besættelsens første år udleveres navne og adresser på spaniensfrivillige til tysk politi.
Hipa nedlægges i 1944. Ligheden med HIPO var for pinlig. Hipa afløses af AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central, ikke at forveksle med CIA. Bedst kendt er AIC for under den kolde krig at have foretaget aflytning af danske folketingsmedlemmer (Alfred Jensen og Ragnhild Andersen).
I bogen Firmaets sidste bedrifter oplyses, at den senere minister Kjeld Olesen deltog i aflytninger for en månedlig hyre på 500 kroner. I det 'frie' Danmark før 1940 under en socialdemokratisk regering uddannes og samarbejder ledende danske politifolk med Gestapo i Printz Albrechts Strasse i Berlin, og 200, måske 250 tyske flygtninge - fagforeningsfolk, fattige jøder og medlemmer af diverse trossamfund - lempes over grænsen til Helvedes Forgård.
Som mønsterprotektorat - vasal- og lydstat - arresterer og udleverer dansk politi under samarbejdsregeringen 142 tyske emigranter til tortur, til tyske tugthuse,til kz-lejre, og eksempelvis Willi Boller til henrettelse ved halshugning.
Efteråret 1940. Forliget på Sandkroen.
Uddrag fra Carl Madsens: Når bladene falder, side 87. Lauritz Hansen, formand for De samvirkende Fagforbund, repræsenterende Socialdemokratiet indgår følgende aftale på Sandkroen med den tyske besættelsesmagt:
'Socialdemokratiet vil kunne godkendes som det eneste tilladte parti i Gau Danmark (Amt i Danmark ÅS) efter visse ansigtsløftninger. Til gengæld vil tyskerne skåne ledende socialdemokrater og partiets formue.'
Indberetning fra gesandt i det tyske udenrigsministerium: Den tyske gesandt, Luther, indberetter til von Ribbentrop den 26. oktober 1942:
'Fagforeningernes leder Lauritz Hansen har overfor Meisner (attaché ved gesandtskabet i København) erklæret sig villig til at indtræde i et midlertidigt ministerium som socialminister for at neutralisere de arbejdere, der er organiseret i fagforeningerne. (Oplysninger kunne hentes fra HIPA`s arkiv ÅS) Han er villig til at fjerne de marxistiske elementer fra fagforeningernes ledelse for at give denne et rent fagligt præg.' Carl Madsen vurderer, at Lauritz Hansen har forhandlet på andres vegne (Stauning ÅS).
Socialdemokratiske forræderier mod det danske folk
1. Den grundlovsstridige kommunistlov - ansvaret (bæen) overlades til Højesterets præsident, som vurderer, at der ikke er tale om grundlovsbrud.
2. September 1942: Socialdemokrat og statsminister Buhls stikkertale. Internering og udlevering af danske modstandsfolk til nazisterne.
3. Den 29. august 1943 overføres de internerede kommunister fra Horserødlejren til dødslejrene, trods regeringens løfte til de internerede om, at den danske regering ville forhindre, at de faldt i nazisternes hænder.
81 til 131 Bopa-sabotører pågrebet af dansk politi overføres fra den danske afdeling i Vestre Fængsel til den tyske afdeling og dermed til tortur og lidelser og død i tugthuse og kz-lejre.
4. Fagforeningspamperes forræderi under Folkeoprøret i 1944.
5. Den skæve våbenfordeling kostede alene 12 Bopa-sabotører livet.
6. Ved Den danske Brigades landsætning forsøgte man at lokke Bopa-folk i en selvmorderisk fælde.
7. Retsopgøret, hvor politikere i den parlamentariske kommission anklagede, dømte og frikendte andre politikere for landsforræderi.
8. 1960`erne: DKU havde fremstillet en plakat, hvor nazist-oberst og medlem af Den lille Generalstab Schjøedt-Erichsen efterlystes som medskyldig i mord. Obersten anlagde en injuriesag, og ungkommunisten Poul Emanuel idømtes 30 dages fængsel.
Baggrunden var, at under den socialdemokratiske statsministers ledelse og ansvar havde Den lille Generalstab med Gørtz, Viggo Hjalf og Schjøedt-Erichsen beordret to officerer myrdet. Oberst Bennike søgte i breve til Den lille Generalstab lederen af den nordjyske modstandsbevægelse, Toldstrup myrdet.
Den lille Generalstab udleverede ikke kampmidler til den aktive del af modstandsbevægelsen. Alle disse forræderiske forhold blev offentliggjort af Erik Nørgård i Information og af ansvarshavende redaktør Martin Nielsen i Land og Folk. Forsvarschef Viggo Hjalf anlagde sag mod Land og Folk, men ikke mod Information.
Domstolene ved alle tre instanser var i strid med alle juridiske retsprincipper, og de kan kun betegnes som en gentagelse af danske domstoles bestillingsarbejde med den traditionelle dansen efter politikeres fløjten.
Land og Folk fik en bøde på 25.000 kroner, hvilket var en formue dengang. Redaktør for Land og Folk, medlem af folketinget Martin Nielsen idømtes 60 dages fængsel. Den tidligere kz-fange blev i fængslet afskåret fra hospitalsbehandling for en livstruende lidelse, som han havde pådraget sig i udryddelseslejren Stutthof.
Eftertiden har vist, at Martin Nielsen havde ret i sine anklager. Dokumentationen findes i de nævnte fædrelandskæmperes skriverier og i deres indbyrdes korrespondance, hvor de forsøger at vaske blodet af hænderne. Dommene var politiske, med et eneste formål - at ramme personer, der værnede om demokratiske værdier.
Endnu en gang vil jeg opfordre dig til at deltage i demonstrationen i Berlin - en demonstration vendt mod de utallige overgreb og forbrydelser som er begået og stadig begås mod arbejderklassen.
For mig var det en uforglemmelig oplevelse - det kan det også blive for dig.