Martin Ågerup mener, at det danske samfund sagtens kan renoncere på ligheden, for vi har mere end nok af den

af økonom, cand.scient.adm. Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission
Martin Ågerups nylige bog Den retfærdige ulighed indgår i CEPOS`s vedvarende kamp for at udbrede nyliberalistisk tænkning og en nyliberal samfundsmodel med markedsøkonomi og markedsløsninger i højsædet.
Det er en kamp mod den danske/nordiske velfærdsmodel og den rolle, som offentlig omfordeling spiller heri.
Martin Ågerup mener, at det danske samfund sagtens kan renoncere på ligheden, for vi har mere end nok af den. Men den fremstilling lader sig hos Ågerup kun gøre ved at 'klippe mere end en hæl og skære mere end en tå' af uligheden.

Stærke barrierer
Der er således fortsat alt for stor ulighed i uddannelsessystemet. Børn fra arbejderhjem har betydeligt ringere chancer for at gennemføre en videregående uddannelse, selvom de er lige så dygtige som akademikerbørn, målt ved karakterer. Der er altså ikke lige muligheder.
Skal Danmark klare sig som videnssamfund i den globale konkurrence, kræver det omfattende offentlige investeringer i uddannelse, herunder støtte til dem, som tager uddannelse. Og det kræver ikke mindst, at vi får 'intelligensreserverne' med.
Alt dette skal vi gøre - ikke bare for at skabe øget lighed, men nok så meget, fordi det vil være investeringer til det fælles bedste, for at ruste det danske samfunds samlede konkurrenceevne og øge den samlede vækst og velstand.
Ågerups forslag om at afskaffe SU vil kun virke stik modsat.

Store sociale skel
Der er også i dagens danske samfund en stor social ulighed, hvad angår sundhed.
Ufaglærte og faglærte samt personer udenfor arbejdsmarkedet har ringere helbredssituation, større træk på sundhedsydelser, flere sygeperioder og kortere middellevetid. Dette er ikke mindst et resultat af dårligt arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne jo er ansvarlige får.
Dette repræsenterer imidlertid ikke bare dårligere helbred, ringere livskvalitet og kortere liv end nødvendigt for en lang række mennesker, samt et betydeligt privatøkonomisk tab for de pågældende.
Men der er også tale om et spild af mulig økonomisk vækst og velstand i form af tabt beskæftigelse og produktion.
Når Martin Ågerup i konsekvens af sin manglende prioritering af den sundhedsmæssige ulighed foreslår afskaffelse af sygedagpenge, vil det forstærke den helbredsnedbrydende effekt af den sundhedsmæssige ulighed.
For CEPOS`s skattelettelser er ikke lige fordelt, og uanset disse vil der for en række fattige blive et spørgsmål om, hvorvidt man har råd til at være sygemeldt for eksempel på grund af dårligt arbejdsmiljø. Har de syge ikke råd til at lægge sig syge, vil resultatet naturligvis blive forstærket nedbrydning af helbredet.

Udstødning
Ågerup antyder i sin bog, at udstødning af for eksempel kontant- og starthjælpsmodtagere fra arbejdsmarkedet er 'selvvalgt', det vil sige egen skyld, fordi 'det er for attraktivt at være på passiv forsørgelse'.
Det er simpelthen ikke rigtigt. Udstødningen fra arbejdsmarkedet skyldes beviseligt, at der for en række kontant- og starthjælpsmodtagere er en række ikke-økonomiske barrierer, som forhindrer dem i at komme i beskæftigelse.
En betydelig del af kontanthjælpsmodtagerne er langt fra arbejdsmarkedet. Det skyldes mangelfulde eller manglende kvalifikationer, manglende arbejdsmarkedstræning, helbredsproblemer eller sociale eller psykiske problemer og for indvandreres vedkommende også sprogbarrierer, kulturkløft, samt diskrimination.
Der er således for mange ikke tale om nogen selvvalgt tilværelse, men om at en række konkrete mangler og 'objektive' barrierer holder dem ude fra arbejdsmarkedet.

Forarmelsesstrategi
Martin Ågerup satser på at skabe beskæftigelse gennem afskaffelse og yderligere reduktion af sociale ydelser:
Arbejdsløshedsdagpengene skal helt afskaffes. Og selvom han i modsætning til næsten alle andre overførselsindkomster vil bevare kontanthjælp og førtidspension, så skal ydelserne sættes ned for at gøre det mindre attraktivt at 'definere sig selv som svag og søge passiv forsørgelse'.
Men en sådan strategi vil kun skabe yderligere fattigdom, fordi årsagerne til manglende beskæftigelse er andre end økonomiske.
Tværtimod vil forarmelsen berøve modtagerne af sociale ydelser vigtige ressourcer til at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.
I det hele taget er ulighed spild: Spild af menneskelig trivsel, livskvalitet og ikke-realiseret potentiale for den enkelte. Men også spild for samfundet: Af beskæftigelse og dermed af økonomisk vækst og velstand for os alle.
Men det findes der hos Ågerup ingen forståelse for. Hos ham virker kun jungleloven: Loven om at de stærkeste skal have lov til at rage til sig. Så må fanden tage de svage.

Ud med overførselsindkomster
Det sidste demonstreres ikke mindst i Ågerups forslag om, at næsten alle overførselsindkomster skal fjernes, herunder folkepension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og arbejdsløshedsdagpenge.
Dette vil selvsagt navnlig belaste den økonomisk dårligere stillede del af befolkningen, som især er dem, som trækker på efterløn og folkepension, arbejdsløsheds- og sygedagpenge.
Men der er ifølge Ågerup ingen grund til, at staten skal omfordele til mennesker, der godt kan klare sig og betale selv. Ifølge Martin Ågerups plan skal disse statslige overførsler derfor erstattes af private forsikringer. Men det vil belaste de lavere indkomster mest, det vil sige vende den tunge ende nedad.
Besparelserne på omfordeling og velfærd skal bruges til at finansiere CEPOS`s evige universalløsning: En flad skat.
Det siger imidlertid sig selv, at når man herigennem fjerner enhver progression i beskatningen, det vil sige eliminerer top- og mellemskat, så vil en sådan skattereform under alle omstændigheder primært tilgodese de højere indkomster. Mens altså de besparelser på omfordeling og velfærd, der skal finansiere reformen, navnlig belaster de lavere indkomster.

Konkurrenceevnen
Ågerup hævder, at vækst og velstand kun er skabt af markedet og den kapitalistiske økonomi på trods af velfærdsstaten og den statslige omfordeling. Igen er CEPOS helt galt afmarcheret.
Vækst og velstand er tværtimod skabt gennem et samspil mellem velfærdsstat og marked, herunder gennem den statslige omfordeling.
Danmarks mange mindre virksomheder har brug for en stærk offentlig sektor, som leverer en lang række nødvendige forudsætninger for virksomhedernes konkurrenceevne: En velkvalificeret og omstillingsparat arbejdsstyrke, et fleksibelt arbejdsmarked, institutioner til pasning af børn og ældre, et effektivt sundhedsvæsen.
De offentlige overførsler og herigennem statens omfordeling er ikke i modsætning hertil, men en del heraf. Flexicurity og høje dagpengesatser er for eksempel to sider af samme sag.
Uden høje dagpengesatser ville fagbevægelsen være tvunget til i stedet at kræve meget længere opsigelsesvarsler og meget større ansættelsesbindinger i overenskomsterne, og fleksibiliteten ville gå fløjten.

Forældet recept
Det danske samfund er i dag på fuld fart ind i fremtidens videnssamfund, hvor vi skal klare os i en skærpet global konkurrence.
Her skal vi opruste det danske samfund, og vi skal have flere med. Det kræver investeringer i bedre og bredere uddannelse, bedre og bredere sundhed og mindre udstødning og øget beskæftigelse.
Vi skal investere i større lighed, fordi det skaber menneskelig trivsel og bedre materielle levevilkår. Men også fordi det skaber øget samfundsøkonomisk vækst og velstand. Ulighed er spild.
Ågerups opskrifter om at skabe dynamik ved at øge skellene i samfundet og gennem økonomisk pisk stammer fra en ideologi (liberalismen), som hører hjemme i 1800-tallets gamle industrisamfund, som vi for længst er på vej ud af.
Det er et forsøg på at løse fremtidens problemer med fortidens opskrifter. Det vil ikke virke, tværtimod.

Kronikøren har skrevet bogen: Ulighed er spild. Kritik af CEPOS-bogen: Den retfærdige ulighed.

Den er udkommet som e-bog på forlaget Alternativ og kan downloades på www.henrikherloevlund.dk.