Kære Margrethe. Jeg vil med dette indlæg bede dig om at blande dig uden om, hvad jeg mener. Jeg bekymrer mig egentlig ikke meget om dine taler. Men i år gjorde dit ¤¤vi¤¤ mig fortørnet - grænsende til vred

Fortørnetk af Leif Hartman, Haderslev
'Vi synes, at vi efterhånden er blevet dygtige til at indrette vort samfund sådan, at alle skal kunne få det mest nødvendige, i hvert fald når det gælder materielle goder.' Vrøvl.
'Vi er meget optaget af at opnå det perfekte, det gnidningsfri og behagelige liv.' Vrøvl.
'Landet skal være yndigt - men må ikke lugte.' Vrøvl.
'Byen skal være fuld af liv - men den må ikke larme.' Vrøvl.
'Alle vore ønsker skulle gerne opfyldes - men det må ikke koste noget.' Vrøvl.
'Vi ser helst, at vort liv er fuldt af udfordringer; men de må endelig ikke blive for krævende eller medføre uberegnelige konsekvenser.' Vrøvl.
Jeg vil gerne fritstilles fra dit 'vi'.
Jeg ved godt, at livet har en pris - og selvom du har blåt blod i årerne, så tror jeg egentlig også, at det er noget, du - på egne vegne - er fuldstændig klar over, er rigtigt.
'Menneskelig fattigdom skulle nødig være prisen for materiel rigdom.'
Hvem er det, der påstår, at der er menneskelig fattigdom i Danmark?
Hvad er menneskelig fattigdom? Hvem kan bevise, at det er materiel rigdom, der medfører menneskelig fattigdom?
Hvis det endelig skulle være - så tror jeg faktisk, at det er lige omvendt.
'Vi har et ansvar for hinanden, det er et af de principper, vort samfund bygger på.'
Det har du ret i. Men det gælder ikke kun vort samfund. Det er kravet for, at man overhovedet kan tale om et samfund.
Og det synes jeg, at du skal fortælle din taleskriver næste gang, du møder ham.
Hvis ikke du har mod på det - så vil jeg gerne fastholde min indledning - bland dig uden om mit liv, og inddrag ikke mig i din fortale for en hysterisk egoisme.