01 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uhørt lange ventelister til høreapparat

Uhørt lange ventelister til høreapparat

Torsdag, 17. januar, 2008, 00:00:00

Ventetiderne på høre-apparater er nogle steder i landet helt oppe på to år. Og ingen steder lever vente-tiderne op til regeringens behandlingsgaranti på fire uger

af Jan Krogså, næstformand for Høreforeningens lokalafdeling i København
Der er cirka 800.000 danskere, som hører dårligt. Cirka 300.000 af dem bruger høreapparat. En stor del af resten ville også have god gavn af et apparat.
Lige nu kører Reklame For Alvor`s kampagne om hørelse, som opfordrer folk til at gøre noget ved deres høreproblemer. Det er godt, for høreproblemer er anledning til mange misforståelser og er skyld i, at mennesker isoleres socialt fra deres omverden, fordi de ikke kan følge med i samtalerne.
Når folk så alligevel tager deres høreproblem alvorligt og får konstateret hos ørelægen, at de rent faktisk hører dårligt, så har politikerne sat en stor barriere op for, at folk rent faktisk kan få løst deres problem:
Ventetiderne på høreapparater er nogle steder i landet helt oppe på to år. Og ingen steder lever ventetiderne op til regeringens behandlingsgaranti på fire uger.

Ventelister
Som plaster på såret fik vi mulighed for tilskud til køb af høreapparat hos de private forhandlere, noget der skulle løse ventelisteproblemet. Men de mange millioner kroners tilskud har ikke fjernet ventelisterne. Tværtimod.
Og den offentlige danske høreomsorg udhules mere end nogensinde, selv om det er det offentlige, der skal stå som garant for, at borgerne får den behandling, de har brug for - uden selv at skulle betale tusindvis af kroner selv.
I Høreforeningen mener vi, at der også skal fire ugers behandlingsgaranti på høreproblemer. Men høreområdet er i de senere år blevet et lavprioritetsområde. Det må skyldes, at politikerne ikke har kendskab til alvoren i og de omkostninger, det har, at høre dårligt.

Alvorligt handicap
Undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet viser, at mennesker med høreproblemer har højere arbejdsløshed, kommer oftere på førtidspension og generelt trives dårligere end andre mennesker. Noget der koster samfundet 2,7 milliarder kroner årligt.
Når fremtidsforskere siger, at fremtidens jobs forudsætter en god hørelse, så er det helt forkert at nedprioritere den offentlige høreomsorg.
Den igangværende Reklame for Alvor-kampagne er med til at gøre opmærksom på et meget stort samfundsproblem - at mange mennesker står med et kommunikationshandicap, som isolerer dem både fra venner og familie og fra arbejdsmarkedet, et handicap, som politikerne ikke tager alvorligt.
I Høreforeningen arbejder vi både lokalt og centralt for større forståelse for de udfordringer, mennesker med høreproblemer har. Vi arbejder også for, at de kan få en anstændig - og det vil blandt andet sige hurtig - behandling i det offentlige, både på sygehuse og i kommunerne.
Hvis man vil vide mere om høreproblemer, kan man gå ind på www.hoereforeningen.dk Ventetiden kan ses på www.venteinfo.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp