01 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sammenhold - en saga blot

Sammenhold - en saga blot

Lørdag, 19. januar, 2008, 00:00:00

Vi skal som lønmodtagere huske vores rødder og give disse erfaringer videre til børn og børnebørn, men glemmer det oftest

af Peter Gross, København
1870`erne - oprør og socialisme, og starten af 1900-tallet - den russiske revolution efter den Første og Anden Internationale.
I de dage var der et stærkt bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet i Danmark, men det er i dag en saga blot. Selv indenfor fagbevægelsens egne rækker i LO-forbundene, der kniber det nok med sammenholdet og solidariteten efterhånden.
Også i lønningerne indenfor 'arbejderklassen', der er der i dag kvantespring. Mindstelønnen ligger stadig under 100 kroner per time, medens en timeløn for en udlært murersvend i København i dag er omkring 350 kroner i timen.
Disse murersvende og for eksempel ansatte indenfor Dansk Metal og typografer, der sidder i dyre ejerlejligheder eller eget parcelhus, de behøver jo ikke længere være solidariske med de dårligst stillede i samfundet.
Nu er der værditilvækst i ejerbolig, lånemuligheder i friværdier med mere at tænke på. Især i de unge årgange af lønmodtagere, der taler man ofte for døve ører, når man taler om deres forfædres kamp for mad på bordet og et utal af kampe for ordentlige arbejdsvilkår og lønninger. De fleste tager i dag deres rettigheder for givet.
Men - mange vil måske blive overrasket over det, hvis arbejdsgiveren i en kommende periode med smalhans i økonomien pludselig sætter arbejdstiden op eller regulerer på andre områder.
Vi skal som lønmodtagere huske vores rødder og give disse erfaringer videre til børn og børnebørn, men glemmer det oftest. For i dag svælger mange i et enormt overforbrug, egen pensionsopsparing, ekstra sygeforsikring, samt andre goder.
Men husker vi på, at op mod 60.000 borgere er egentlige langtidsfattige, og en stor del af disse er børn, der har fået en meget dårlig start på livet. Vi kan sagtens være 'rørstrømske' den 1. maj, men det er lidt tomme fraser og nostalgi.
Solidaritet og sammenhold, det er nye fremmedord i det danske samfund. Vi har såmænd ikke så meget at være stolte af, for Danmark er ikke længere det bedste land i verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp