I det fjerne skimter man forbundsstaten, men det går man ikke ind på; spørgsmålene om demokrati og folkestyre berøres overhovedet ikke i den lange tekst

af Carl Tham, forhenværende socialdemokratisk minister i Sverige
Vores EU-kommissær Margot Wallström har sagt, at socialdemokratiet er for bange for EU. Ja, det er muligt. Så lad os nu, uden bæven, undersøge de grundlæggende demokrati- og magtspørgsmål og basere os på realiteter, ikke ønsketænkning eller tåget retorik.
En af disse realiteter er at EU`s udvidede magt uomtvisteligt indebærer en svækkelse af folkestyret, af det parlamentariske demokrati. Rigsdagen eller regeringen kan kun marginalt bestemme over indskrænkninger i den fri bevægelse af varer, kapital, tjenester og arbejde.
Her gælder EU-traktaterne som en slags grundlov, der praktisk taget er umulig at ændre. Men ikke nok med det: Netop fordi disse friheder har en grundlæggende betydning for EU, medfører de, at der sættes spørgsmålstegn ved nationale institutioner eller støtteordninger med sociale eller kulturelle formål, som for eksempel den svenske alkohol- og kulturpolitik.
Videre regulerer EU flere og flere forhold gennem lovgivning (direktiver), hvor Rigsdagens eneste opgave er, at omsætte disse love til svensk lovgivning. Man kan i og for sig sige, at Sverige og den svenske regering teoretisk set kan påvirke udformningen af EU-direktiverne, og det sker da også af og til. Her er der altså en vis forbindelse mellem det svenske folkestyre og EU`s beslutninger. Men forbindelsen er jo meget svag, på grund af Sveriges lille størrelse og beskedne magt i EU, men også på grund af den komplicerede beslutningsstruktur og fordi Rigsdagens magt til at kontrollere og tage egne initiativ er så begrænset.
Systemet indebærer, at mange spørgsmål, som egentlig er politiske afgøres af jurister, domstole og ekspertorganer inden for EU. Det er et ekspert- og juriststyre af den slags, som vi hidtil har forsøgt at undgå i det svenske demokrati.
EU-domstolen bestemmer for eksempel, hvor langt markedets magt skal strække sig og hvor omfattende strejkeretten skal være. Den europæiske centralbank er naturligvis også et rent ekspertorgan, som i praksis bestemmer den monetære politik, hvis grund er dikteret i en traktat, som ikke kan ændres.
Sverige er ganske vist ikke medlem, hvilket giver os en handlefrihed, som dog desværre knapt udnyttes. Vi har således gjort Rigsbanken uafhængig og lagt vigtige dele af den økonomiske politik i hænderne på bankdirektører, som ikke kan afsættes, og som derfor kan lave alverdens fejltagelser uden at stilles til ansvar.
Det siges ofte, at EU-samarbejdet giver os mulighed for at håndtere spørgsmål som ikke kan bestemmes nationalt. Miljøspørgsmålene nævnes som et eksempel.
Men det man egentlig oftest mener er, at det er politisk fordelagtigt at flytte spørgsmål - for eksempel om markedet og konkurrencevilkår - væk fra den demokratiske hjemmebane og ned til EU. Regeringen og partierne undgår dermed det politiske ansvar nationalt. De kan også tillade sig at kritisere EU-beslutninger, selvom de selv tidligere har støttet dem.
På en måde kan man sige, at svækkelsen af det nationale demokrati er ønsket. Med henvisning til EU kan den internationale økonomis krav gennemføres fuldt ud.

Europæisk foragt for folkestyret
Også det svenske socialdemokrati mener åbenbart, at der er fordele at vinde ved at fjerne vigtige dele af den økonomiske politik fra demokratiets rækkevidde, og at en ekspertstyret samfundsudvikling på visse områder er at foretrække. Måske ville den svenske regering ikke have haft held med sin budgetsanering uden at tage afsæt i EU. Men spørgsmålet er, hvor langt man er parat til at gå i svækkelse af folkestyret?
Det spørgsmål et højaktuelt i den nye traktattekst. Den blev som bekendt forhandlet frem under stort hemmelighedskræmmeri, og traktatens nye konstruktion har til hensigt at føre de europæiske borgere bag lyset: Traktaten er i alle væsentlige henseender den samme som forkastedes i Holland og Frankrig, men man lader som om, det er noget andet og mindre vidtgående.
Meget tydeligere kan de europæiske regeringer ikke demonstrere deres foragt eller frygt for folkestyret. De svenske socialdemokrater og den borgerlige alliance har uden protester medvirket til denne skandaløse håndtering.
Den nye traktat indebærer, præcis som den gamle, en principiel accept af unionsrettens absolutte forrang. Der er ikke længere nogen garanti for den nationale selvbestemmelse, idet det gamle EU-system, hvor beslutninger kun kunne tages indenfor et begrænset antal søjler, forsvinder. De nye regler begrænser de små landes muligheder for at påvirke.

Hvad er det som er så godt ved at øge EU`s magt?
Det ville være interessant at få svar på spørgsmålet, hvordan socialdemokratiet motiverer sin tilslutning til denne nye svækkelse af folkestyret. Hvilke fordele ved den øgede EU-magt er så betydningsfulde, at de opvejer udhulingen af demokratiet?
Spørgsmålet aktualiseres endvidere ved, at det europæiske socialdemokratiske parti har fremlagt et vidtfavnende social-økonomisk program for Europa. Begrundelsen har en tydelig EU-logik: EU skal ikke bare være et system for økonomi og marked, men også omfatte en regulering af sociale og kulturelle forhold. EU skal også være 'socialt'. Man vil altså løfte store dele af velfærdspolitikken og reelt også skattepolitikken ind i EU.
Der er masser af skjulte besværligheder og modsætninger i dette europæiske socialdemokratiske projekt. Forskellene mellem landene og deres økonomiske styrke er i dag meget store. Det er en nærmest absurd ide, at så forskellige samfund skal støbes i samme velfærdsform. Men frem for alt indebærer ideen en ny nedtrapning af det nationale demokratis magt rundt omkring i Europa. I det fjerne skimter man forbundsstaten, men det går man ikke ind på; spørgsmålene om demokrati og folkestyre berøres overhovedet ikke i den lange tekst.
Unionen har hidtil i alle væsentlige henseender været en markedsunion. Kompromisser mellem økonomiens krav og demokratiet er ikke nyt. De kan forsvares, selvom man må sige, at markedskravene med EU har fået en meget stærk stilling. Men med den nye traktat lægges fundamentet til en ny ekspansion.
Det europæiske socialdemokrati vil så åbenbart føre velfærdspolitikken op på EU-niveau. Beslutninger om medborgernes sociale vilkår og omfordelingen af økonomiske ressourcer kan dermed ende med at blive taget uden for demokratisk rækkevidde af de borgere, som beslutningerne berører.
For det svenske socialdemokrati burde en sådan magtforskydning være problematisk, ja, skæbnesvanger. Den eroderer selve fundamentet for det socialdemokratiske projekt - folkestyret. Hvad er der så tilbage af et levende demokrati?

Teksten er oversat fra svensk af Lovise Brade og har tidligere været bragt i www.nyagenda.dk 'Europæiske stemmmer om EU-traktaten og kravet om folkeafstemning'.