31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Liberalister på afveje

Liberalister på afveje

Torsdag, 24. januar, 2008, 00:00:00

Der er mange eksempler på, hvordan den frie konkurrence uden skelen til det enkelte menneskes muligheder viser sit grimme ansigt

af Jens Jørn Steiniche, Odder
Mennesket har til alle tider skullet vælge mellem at tilrane sig goder ud fra tanken om den stærkes ret (superliberalister) eller det at være et socialt væsen, der mener, det er vigtigt at løfte efter styrke.
Denne afvejning er ikke ny, men stadig lige svær at blive enig om. Der er for tiden stærke kræfter på den liberalistiske fløj (for eksempel Cepos), som rotter sig sammen og danner foreninger, der forsøger at være meningsdannende og påvirke medierne kraftigt.
Overvejelserne om, hvad der giver mennesket den største livsglæde med ansvarlighed over for hinanden og klodens luft, jord og vand, er det, der bør være menneskets dybe omdrejningspunkt. Den ansvarlighed kan kun findes gennem en udfordring til det enkelte menneske om social tænkning, da vi er hinandens forudsætninger.

Social tænkning
I de nordiske lande har vi haft nogle stærke personligheder (i Danmark for eksempel Th. Stauning og K.K. Steincke), der har lagt ryg til en social tænkning, som har gjort, at vi ikke har haft de store skel mellem fattige og rige, som ses under liberalistiske styrer, og som har gjort, at vi er befolkninger, som resten af verden i stor udstrækning misunder. Den sociale tænkning skal vi kæmpe hårdt for at bevare.
Der er mange eksempler på, hvordan den frie konkurrence uden skelen til det enkelte menneskes muligheder viser sit grimme ansigt.

Rig udnytter fattig
For øjeblikket forsøger folk fra Cepos at forsvare barnløse danske forældres ret til at købe en fattig ulandskvindes livmoder til at føde det barn, de ikke selv kan få, ud fra tanken om, at den ene har brug for pengene, den anden part et barn.
Det forfærdelige er, at den rige udnytter et fattigt menneske. De er jo på ingen måde lige. Den samme handel sker med organer.
En afrikansk leder sagde i forbindelse med de netop afsluttede forhandlinger mellem Afrika og EU om samhandel: 'Den situation, EU tvinger Afrika ud i, kan sammenlignes med tanken om en boksekamp, hvor en amatørbokser kommer i ringen med en professionel bokser.'
Det er betænkeligt, at der ikke løftes pegefingre fra liberalisterne, når der er skattenedsættelse til de højest lønnede, mens det samme ikke kan siges, når de lavest lønnede ønsker højere løn.
Frihed og udfordring til det enkelte menneske er meget vigtigt. Dog: frihed, hvor der ikke er taget højde for det enkelte menneskes styrke, er ikke frihed, men overgreb og i strid med de faktorer, der skaber den største livsglæde og de største fremskridt.
Folketanken - for menneske og miljø.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp