Før kunne man diskutere, om EU`s bestemmelser og love gik forud for dansk lovgivning og grundloven. Hvis Lissabon-traktaten vedtages, er der ingen diskussion.

af Sven Skovmand
Når man gennemgår udkastet til 'Lissabon-traktaten', som EU-grundloven nu er omdøbt til - ja, så bliver man mere og mere målløs over, at nogen kan hævde, at den ikke overfører suverænitet til EU.
Sagt meget kort vil traktaten give EU endnu mere magt, end organisationen har i dag - især inden for udenrigspolitik og retspolitik.
Indtil nu har EU først og fremmest været en økonomisk organisation. EU har arbejdet med handel og produktion og har især bestræbt sig på at gøre handelen inden for EU så fri som muligt. Derfor bestemmer EU for eksempel, hvilke stoffer der skal anses for giftige, og hvilke stoffer vi må spise.
I Maastricht-traktaten af 1993 indførte man ganske vist udenrigspolitik og retspolitik, men det var på mellemstatsligt grundlag. Forhandlingerne foregik i princippet mellem de enkelte lande, og hverken Kommissionen eller EU`s domstol kunne blande sig.
I fremtiden skal udenrigspolitik og retspolitik være en lige så selvfølgelig del af EU, som handelspolitikken er i dag.
Det betyder, at man på en række områder ikke længere skal have enstemmighed og altså afskaffer det enkelte lands vetoret. Samtidig vil EU kunne bestemme på en række nye områder.

Danmarks stilling svækkes
Danmark har ikke megen magt i EU i dag. Men vi har dog nogen indflydelse i Ministerrådet, hvor vi efter Nice-traktaten har syv af de i alt 345 stemmer. Samtidig kan vi forhindre uheldige lovforslag, hvis vi sammen med andre lande kan samle 88 stemmer.
Efter Lissabon-traktaten skal vi enten samle hele 156 stemmer eller 12 andre lande for at forhindre et lovforslag. Et forslag kan nemlig nu vedtages med 15 af de 27 landes tilslutning, hvis de råder over 55 procent af de 345 stemmer og repræsenterer 65 procent af befolkningerne.
Samtidig har Ministerrådet tabt indflydelse til EU-Parlamentet. Hvor Ministerrådet i dag træffer den endelige beslutning om alle de udgifter, der er nødvendige for EU`s almindelige drift - de obligatoriske udgifter, får Parlamentet den endelige afgørelse over hele EU`s budget.
Parlamentet vil kunne vedtage det endelige budget med 60 procent af de afgivne stemmer.
Værst er dog måske, at vi ikke længere har en automatisk ret til at udpege et medlem af Kommissionen. Fra 2014 skal Kommissionen kun bestå af 18 medlemmer, og det vil med 27 medlemmer betyde, at vi mister vores plads i hver tredje periode.
Det siges ganske vist, at der ikke skal gøres forskel på små og store lande. Men formindskelsen må nødvendigvis ramme små lande som Danmark hårdest.
I øvrigt vil de danske regeringer ikke længere kunne bestemme, hvem der skal være den danske kommissær. I Nice-traktaten står der, at Ministerrådet skal indstille kommissærer i overensstemmelse med hvert enkelt medlemslands indstilling. I Lissabon-traktaten står der blot, at Kommissionens medlemmer skal vælges blandt medlemsstaternes statsborgere.

EU`s udenrigsminister
Ledende folk i EU har længe ønsket, at EU skal spille en rolle i udenrigs- og militærpolitik, og det præger også traktaten.
Der skal både oprettes et udenrigsministerium og udpeges en udenrigsminister, men af hensyn til visse medlemslandes sarte følelser nævnes disse begreber ikke ved deres reelle navn, sådan som de blev i den oprindelige forfatningstraktat.
Udenrigsministeren kaldes således 'højtstående repræsentant', og udenrigsministeriet skal hedde 'Tjeneste for EU`s optræden udadtil'. Men den 'højtstående repræsentant' får betydelig indflydelse.
Han bliver fast formand for de møder i Ministerrådet, som udenrigsministrene deltager i, og han bliver fuldgyldigt medlem af Kommissionen med ansvar for udenrigspolitiske spørgsmål.
Den 'højtstående repræsentant' og hans embedsmænd kommer også til at spille en rolle, fordi EU efter Lissabon-traktaten kan optræde som 'juridisk person' og dermed optræde som en stat i internationale forhandlinger.

Militæret styrkes
Men en udenrigsminister og et udenrigsministerium er ikke nok for EU. De skal også have muskler at spille med.
Derfor traktatfæster man Det europæiske agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær kapacitet, der blev oprettet af EU`s Ministerråd i 2004, allerede inden dets oprettelse blev slået fast i en traktat. Agenturet skal gøre det muligt for medlemslandene at samordne deres våbenproduktion og 'forbedre deres militære kapacitet'.
Agenturet skal også 'vurdere, om de kapacitetstilsagn, som medlemsstaterne har givet, overholdes.'

Retspolitikken
På det retspolitiske område går man endnu videre. I øjeblikket er kun grænsekontrol, asyl og indvandring lagt direkte under EU, mens politi og strafferet stadig afgøres af medlemslandene i fællesskab. Denne forskel ophører med traktaten, og der vil på de allerfleste områder være tale om afgørelser med kvalificeret flertal.
Inden for strafferetten gælder det ganske vist kun 'kriminalitet af særlig grov karakter, som har en grænseoverskridende dimension'. Men listen over disse forbrydelser er lang.
Den omfatter således terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af kvinder og børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvidvaskning af penge, forfalskning af betalingsmidler, edb-kriminalitet og organiseret kriminalitet. Og Ministerrådet kan udvide listen, hvis der er enstemmighed for tanken.
Der skal også kunne oprettes en europæisk anklagemyndighed - igen under forudsætning af, at der er enstemmighed for det.
I første omgang skal anklagemyndigheden kun beskæftige sig med lovovertrædelser, der skader EU`s finansielle interessere. Men Det Europæiske Råd kan udvide virkeområdet.I første omgang berøres Danmark ikke af disse dramatiske ændringer af EU`s retspolitiske rolle. Vi tog jo i december 1992 i Edinburgh et forbehold med hensyn til retspolitikken.
Men politikerne er allerede i fuld gang med at forberede en folkeafstemning, der kan afskaffe dette forbehold.

Charteret for menneskerettigheder
Den oprindelige EU-forfatning havde inddraget det charter for menneskerettigheder, som var vedtaget i Nice i 2000, men ikke havde traktatmæssig virkning.
Charteret er nu fjernet fra selve traktaten, men det betyder ikke noget. For det fastslås, at de rettigheder, friheder og principper, der er fastlagt i charteret, har samme juridiske værdi som traktaterne.
Det uheldige er, at charteret let kan blive en slags konkurrent til Den europæiske Menneskeretsdomstol i Strassbourg. Man fristes til at tro, at EU bevidst søger at undergrave Strassbourg-Domstolen. Det kan i hvert fald skabe problemer, hvis EU`s domstol mener noget andet end domstolen i Strassbourg.
EU-retten får stadig forrang
Et andet punkt, som er taget ud, er ordene om EU-rettens forrang. Det havde i EU-forfatningen følgende ordlyd:
'Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.'
Men også her er fjernelsen uden betydning, for i en særlig erklæring godkender man EU-rettens forrang, sådan som EU`s domstol hidtil har praktiseret den.
Domstolen fastslog allerede dette princip i 1964, men det har aldrig før været skrevet direkte ind i en traktattekst. Sagt på en anden måde: Før kunne man diskutere, om EU`s love og bestemmelser gik forud for den danske lovgivning og den danske grundlov. Hvis Lissabon-traktaten vedtages, er der ingen diskussion.