Den megen snak om skat på arbejde dækker over, at man ønsker en skatteomlægning, der mindsker lønskattens andel

af Gustav Bunzel, Åbyhøj
Midt i 1990`erne indførte Jelved udtrykket 'skat på arbejde' i den politiske jargon. Udtrykket har siden bredt sig til begge sider fra midten. Venstrefløjen bruger det dog (vistnok?) ikke.
Skat på arbejde omtales som et onde, ikke fordi det er en skat, men fordi skatten er 'på' arbejde.
Arbejde beskattes ikke i Danmark. Udtrykket er vås. Jeg tror vitterligt ikke, at man beskatter arbejde noget sted på kloden, eller har gjort det nogensinde.
Man har betalt skatter i form af arbejde, så også de fattigste kunne beskattes. Med den gratis tvangsaktivering af ledige er den danske stat sådan set begyndt herpå igen.
Men måske ville det være en rigtig god ide med skat på arbejdstimerne, når man ret betragter, hvad arbejdet har afstedkommet? Ikke mindst for klimaet. Men hvem skal betale? Køber eller sælger af arbejde? Hvorfor ikke begge?

Skat på indkomst
Der er særlig skat 'på' tobak og alkohol. X antal kroner for en liter alkohol, uanset om denne befinder sig i fattigmandssnapsen eller i rigmandskonjaken. Alkoholiserede kæderygere betaler landets højeste skat. Ingen betaler x kroner til staten for at udføre eller få udført en times arbejde!
Efter kildeskattens indførelse 1970 kan det synes, som om arbejdskøber betaler skatten. Køberen betaler lønnen, som beskattes. Køberen overfører skatten til staten, men betaler den ikke. Det er ikke arbejdet, der beskattes, men indkomsten.
Staten finansieres væsentligst af skatter. Den moderne stat foretrækker skatter i form af penge. Skat inddrives lettest, når penge skifter ejere, altså i omsætningen af varer, moms, eller arbejdsydelser, indkomstskat. Og så kan man også beskatte ejendom!
Indkomstskatten blev indført i Danmark i 1903 under den første venstreregering efter systemskiftet i 1901. Også beskatningen skiftede system.
Indkomstskatten skulle erstatte hartkornsskatten på fast ejendom, især landbrugsjord. Ejendomsskatter fylder ikke længere meget i danske offentlige budgetter.

Omlægning ønskes
Indkomstskat betales af indkomster, altså løn-, profit- og overførselsindkomster. Uanset hvordan man udskriver skatterne, så er det disse indkomster, der skal betale dem. Den megen snak om skat på arbejde dækker over, at man ønsker en skatteomlægning, der mindsker lønskattens andel.
Beskatning af overførselsindkomster mindsker offentlige udgifter tilsvarende. Den blev i sin tid indført som en retfærdighedsgerning, også de fattigste skulle kunne føle selvværd som skatteydere.
Meningen var, at overførslernes størrelse skulle kunne reguleres over skatten, uden besvær med at ændre sociale regler og satser.
Beskatning af profitter eller overskud, såsom selskabsskatter, stiger ikke, tværtimod.
Et fald i beskatningen af løn og profit må øge den andel af indkomstskatterne, som beskatningen af overførsler udgør. Mindre 'skat på arbejde' betyder altså: mere skat fra de fattigste!
Der er blevet indført jobfradrag, som er blevet forøget et par gange, og som ganske sikkert vil blive forøget igen og igen.
Lønindkomster gives altså et fradrag, som andre indkomster ikke får. En lønindkomst betaler mindre i skat end en overførselsindkomst. Dermed kan man tilbyde de lavest lønnede endnu lavere løn.

Dydig snak
Man hævder uden at blinke, at lavere lønskat vil få folk til at arbejde mere. Hvis man har brug for 1000 kroner og kan få 100 kroner i timen, så skal man arbejde ti timer sort. Hvis skatten er 50 procent, skal man arbejde 20 timer, hvis den er 60 procent, skal man arbejde 25 timer. Jo højere skat, jo mere arbejde!
Indkomstskatten er progressiv. Over en vis indkomsthøjde betales mere i skat af den 'sidst tjente krone'. Her findes årsagen til den dydige snak om den onde skat på arbejde, der lægger hindringer på flidens vej.
De velbjergede vil mindske deres egen skat, øge de fattigstes og betale dem mindre i løn.
Da bundskatten er langt højere end progressionens trin, ville et bundfradrag mindske skatten mest. Men et bundfradrag gives til alle! En mindskelse af progressionen, mindsker kun skatten for de velbjergede og derover.
En mindskelse eller fjernelse af progressionen, såkaldt flad beskatning, vil øge de lavere indkomsters skatteandel.
Man kunne så vise sociale hensyn ved at øge bundgrænsen, så man ikke skal betale skat af indkomster, man ikke kan leve af. Men så ville mellemindkomsternes skatteandel jo stige - og de er flertallet!
Man hævder så, at skattelettelser for de rigeste skulle 'generere' en vækst i de samlede indkomster, så den lavere skatteprocent ville give det samme eller mere i provenu.
Men, hvordan kan det så være, at de højeste indkomststigninger i (Danmarks)historien har fundet sted samtidigt med de højeste stigninger i 'skattetrykket'?
Hvad vil flad skat betyde for de en til to millioner, der har lavindkomst? Her er politikerne tavse, mens de sender en check i ny og næ.