I vores kapitalistiske og nyliberale tidsalder vælger Cuba at stille op som en Don Quixote og kæmpe uselvisk og helt på tværs af magtforholdene for friheden og retfærdigheden.

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Tak for en udmærket anmeldelse af en storslået ballet-premiere søndag den 20. januar, hvor Det Kongelige Teater i København lancerede Don Quixote i en cubanske opsætning skabt af balletlegenden Alicia Alonso.
Jeg har lyst til at give anmeldelsen nogle ord med på vejen og påpege et politisk aspekt, som ikke kommer frem i anmeldelsen, men som er yderligere en god grund til at se balletten og nyttig for forståelsen.
Balletten er et poetisk og musikalsk udtryk for cubansk menneskesyn og samfundssyn.
I programmet skriver balletmester Frank Andersen: 'Alonso, der i dag er en af danseverdenens største personligheder, har skabt sin helt egen version af den spanske fortælling. Den er dybt forankret i den cubanske kultur, og hun har valgt at fremhæve de folkloristiske referencer i sin koreografi. Hun har desuden lagt vægt på at give Don Quixote den værdighed, der tilkommer figuren!'
Det er ingen overdrivelse at sige, at Don Quixote er udtryk for cubansk selvforståelse og stræben. Man hylder det ædle menneske, som uselvisk og ofte helt på tværs af magtforholdene kæmper tappert for kærligheden, friheden og retfærdigheden.
Disse dyder hos den historiske spanske adelsmand er der tradition for at latterliggøre. Og det er i bevidst protest mod nutidens individualistiske, egoistiske og snævert nytteorienterede ideologi, at Alonso har skabt sin Don Quixote! er jeg overbevist om. Og det bliver balletten god af. Det gør den bedre, for livet er jo dejligere og rigtigere sådan!
Folk, der har besøgt Cuba, vil måske huske, at de har set en skulptur af Don Quixote i Varadero eller Havanna, og Björn Afselius har sunget om det.
Den franske redaktør og forfatter Ignacio Ramonet har udsendt sit store interview med Fidel Castro på dansk (Fidel Castro: Mit Liv). I indledningen til bogen fortæller han om et besøg i Fidels arbejdsværelse: 'Alt i perfekt orden. Rundt omkring i reoler og på små borde på begge sider af en sofa: En bronzefigur af en buste af 'apostelen' José Mart’ samt en statue af Simon Bolivar, endnu en af Sucre og en buste af Abraham Lincoln. I et hjørne en ståltrådsfigur af Don Quixote på ryggen af Rosinante!'
I vores kapitalistiske og nyliberale tidsalder vælger Cuba at stille op som en Don Quixote og kæmpe uselvisk og helt på tværs af magtforholdene for kærligheden, friheden og retfærdigheden.
Min varmeste anbefaling af at man ser balletten, der lige nu turnerer rundt i Danmark og derefter kan ses frem til april i København.