Der er ligefrem en begyndende debat blandt økonomer om, hvorvidt vi om et år snarere vil have brug for en lempelse af finanspolitikken

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Sidst i december 2007 så vi en veritabel kampagne med en række borgerlige økonomer i spidsen. Finansministeriet, Det økonomiske råd (DØR), OECD, Dansk Arbejdsgiverforening og bankøkonomer kappedes om at fremmane billedet af en økonomisk overophedning.
Kampagnen havde et tydeligt politisk formål, idet den var nøje rettet mod valgløfterne fra DF og S om fem milliarder kroner ekstra til offentligt ansattes løn i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger.
Imidlertid havde disse advarsler om samfundsøkonomisk ansvarlighed også præg af interessepolitik: Regeringen var optaget af at undgå, at søgelyset blev rettet mod de ti milliarder kroner, som den havde uddelt i skattelettelser.
Dansk Arbejdsgiverforening var optaget af at sikre sig, at den offentlige sektor ikke var for gunstigt stillet i konkurrencen om rekrutteringen af arbejdskraft i fremtidens smalle arbejdsmarked.
Og DØR havde i årevis talt for en mere forsigtig finanspolitik, men for døve ører. Nu øjnede DØR chancen for medvind og oprejsning. Alle var dog ikke enige i en finanspolitisk stramning:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) indtog et mere forsigtigt standpunkt om en kun neutral finanspolitik, idet man både advarede mod økonomisk overophedning, men samtidig også mod, at stramninger kunne gå ud over opsving og beskæftigelse.
Også en række bankøkonomer advarede mod en finanspolitisk stramning på grundlag af faren for et internationalt nedsving i kølvandet på bolig- og finanskrisen i USA.

Erkendelse breder sig
I analysen: 'Økonomisk politisk teaterspil om løn til offentligt ansatte' forudså jeg, at når målet om at få aflyst de fem milliarder ekstra i lønmidler til offentligt ansatte var nået, ville vi hurtigt se denne økonomiske 'katastrofesnak' forstumme.
Den havde opfyldt sin mission: At skabe en offentlig stemning, der kunne legitimere aflysningen af de lovede lønstigninger til offentligt ansatte. Det er netop også, hvad der nu sker:
Der er nu blandt de andre økonomer ved at brede sig en erkendelse af, at en finanspolitisk stramning nu måske ville være dårligt timet. Således har både AE`s tidligere formand, Chresten Sørensen og Danske Banks cheføkonom, Sten Bocian, meldt sig blandt modstanderne af en finanspolitisk stramning. Ja, der er ligefrem en begyndende debat blandt økonomer om, hvorvidt vi om et år snarere vil have brug for en lempelse af finanspolitikken?
Baggrunden er, at det bliver mere og mere uafviseligt, at dansk økonomi er på vej mod en markant afmatning af den økonomiske vækst.
Først og fremmest udspringer den nuværende afmatning af det hidtidige internationale opsving i USA, der er blevet ramt af tre økonomiske 'chok' på næsten samme tid: et boligchock, et finanschock og et oliechock. Udgangspunktet har været boligkrisen i USA, der har bredt sig gennem det internationale finanssystem som en finanskrise.

Tre 'chock'
Samtidig er USA`s økonomi også blevet ramt af et af det tredje chok: nemlig stærkt stigende råvare- og oliepriser. Den samlede virkning af de tre chok i den amerikanske økonomi er en stærkt aftagende vækst, der direkte truer med at blive negativ i 2008 (recession).
Arbejdsløsheden er allerede begyndt at stige, og mængden af nye ordrer til de amerikanske virksomheder falder hastigt.
Da USA er lokomotivet i den internationale økonomi og trækhesten i det hidtidige opsving, er det klart, at afmatningen her vil forplante sig udover den globale økonomi. I EU, hvor væksten i forvejen ikke var specielt høj, er den også allerede aftagende.

Afmatning også i Danmark
I Danmark gør der sig en række af de samme faktorer gældende, som også manifesterer sig i USA og internationalt: Afmatning af boligmarkedet, stigende rente og opbremsning af væksten i privatforbruget.
Fremgangen i den danske økonomi har især været funderet på to søjler: Danskerne har investeret mere i værdipapirer og aktier, og aktiemarkedet er steget markant flere år i træk fra 2003 til 2006.
Men med den internationale kreditkrise er den fest forbi. Den anden søjle i dansk økonomi har været prisstigningerne på ejerboliger. Især indehaverne af de mere lukrative ejerboliger har været flittige til at 'realisere friværdien' i ejerboligen. Men nu kradser krisen på boligmarkedet.
Afmatning i privatforbruget - og dermed i den indenlandske efterspørgsel - skaber i sig selv dårligere muligheder for dansk erhvervslivs afsætning. Hertil kommer så dårligere eksportmuligheder for dansk erhvervsliv. Alt i alt er virksomhedernes forventninger til salg og indtjening i 2008 faldende og ligger nu på niveau med 2002-2003, det vil sige før det seneste opsving.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at der på trods af opsvinget og den dalende ledighed ikke har været tale om større lønstigninger, end tilfældet var i de mere 'magre år' 2002 og 2003, hvor ledigheden var betydeligt større.
Danske lønmodtagere har således udvist betydelig 'samfundsøkonomisk ansvarlighed' med lønkravene.

Afmatning og finanspolitik
Dansk økonomi står altså tydeligvis foran en klar og tydelig opbremsning i væksten. Det siger sig selv, at en sådan afmatning i de nærmeste år ikke lader sig realisere med et fortsat fald i ledigheden. Hen i mod 2009 må ledigheden tværtimod forventes at stige igen.
Gennemførtes et finanspolitisk indgreb nu, ville det være det meste af et årstid om at slå igennem og først få virkelig effekt sidst i 2008 og i begyndelsen af 2009.
Det ville dermed formentlig falde sammen med, at afmatningen i den økonomiske vækst for alvor sætter sig igennem. Et finanspolitisk indgreb nu i 12-18 milliarder kroners klassen risikerede hermed at gøre ondt værre og skabe en større reduktion i den økonomiske vækst, end det ellers ville være tilfældet. Hvilket igen ville forværre ledighedsudviklingen.
Finanspolitikken vil formentlig hen imod 2009 tværtimod stå overfor den modsatte udfordring, som handler om moderat at sætte mere skub i hjulene, det vil sige formentlig et behov for en svagt ekspansiv finanspolitik.
Debatten om behovet for en finanspolitisk stramning nu er vigtig, fordi det også handler om behovet for aflysning af såvel regeringens skattelettelser som af de fem milliarder kroner ekstra i lønforbedringer, som S og DF havde afgivet valgløfter om.
Al den stund en ekstraordinær lønforbedring til offentligt ansatte formentlig ikke ville være udløst på én gang, men ville være gennemført gradvist, ville lønforbedringerne i hovedsagen være indtruffet samtidig med, at den økonomiske vækst i øvrigt aftog.
Det vil sige, at den moderat ekspansive virkning, som en sådan offentlig lønforbedring ville have haft i dansk økonomi, kunne muligvis godt have været forenelig med et behov på dette tidspunkt for en moderat ekspansiv finanspolitik.

Regeringens valg
Den diskussion havde dog slet ingen muligheder i det opgejlede samfundsøkonomiske debatklima.
Samtidig virker det helt igennem selvmodsigende, når regeringen kort efter valget ikke mener, at der - på grund af fare for økonomisk overophedning - er mulighed for lønforbedringer til offentligt ansatte, når der umiddelbart inden valget var mulighed for at uddele ti milliarder kroner i skattelettelser.
Det var det samme som at sige til pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og øvrige offentligt ansatte, at de skal udvise økonomisk ansvarlighed, hvor regeringen - efter sin egen fremstilling af den økonomiske situation - har blæst på denne.
I og med, at rekrutteringen til den offentlige sektor til erstatning for de 150-200.000 offentligt ansatte, der afgår de næste ti år på grund af pensionering, nu bliver langt vanskeligere, er der i hvert fald tale om, at regeringen har foretaget et klart valg mellem velfærd og skattelettelser:
Der nu vil være en betydelig risiko for, at velfærden ædes op indefra på grund af mangel på hænder.