31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

George Habash - PFLP`s tidligere generalsekretær er død

George Habash - PFLP`s tidligere generalsekretær er død

Tirsdag, 29. januar, 2008, 00:00:00

Efter længere tids sygdom døde George Habash, PFLP`s tidligere generalsekretær, lørdag den 26. januar i Amman, Jordan. George Habash var PFLP`s generalsekretær fra 1967-2000

af Internationalt Forum/ Mellemøstgruppen
George Habash blev født i Lydda, Palæstina, i 1926. Habash oplevede i 1948, hvordan zionistiske terrorgrupper fordrev hans egen familie og den palæstinensiske befolkning fra deres land. Hans familie slog sig ned i Beirut, Libanon. Her begyndte Habash sine studier og blev i 1951 færdiguddannet læge. Men han forlod hurtigt lægejobbet for at vie sit liv til kampen for befrielsen af Palæstina.
I 1952 var George Habash medstifter af bevægelsen ANM - The Arab Nationalist Movement med det formål at skabe arabisk enhed i kampen for et frit Palæstina.
Katastrofen i 1967, hvor zionistiske Israel inkluderede Vestbredden og Gaza i sin besættelse, blev en øjenåbner for Habash og andre revolutionære palæstinensere. Nederlaget afslørede de arabiske nabolandes svaghed i konfrontationen med zionismen.
Ud af ANM`s aske voksede en ny revolutionær front: Folkefronten til Palæstinas befrielse, med George Habash som generalsekretær.
George Habash var blandt andet inspireret af den vietnamesiske folkekrig og den algeriske antikoloniale kamp og drog den konklusion, at det eneste sprog, den zionistiske fjende kunne forstå, var væbnet kamp - og dermed var den palæstinensiske guerillastrategi født.
PFLP under George Habash`s ledelse var afvisende i forhold til de forskellige fredsforhandlinger, som de mente kun gavnede zionismen og imperialismen og svækkede den palæstinensiske modstandskamp. George Habash afviste Oslo-aftalen.
En mærkesag for George Habash og PFLP var flygtningespørgsmålet og kravet om flygtningenes ret til at vende tilbage. Halvdelen af palæstinenserne bor uden for Palæstina, og en kommende uafhængig stat skal være for både palæstinenserne i Palæstina og for dem, der bor uden for Palæstina.
Det strategiske mål for PFLP, som George Habash var med til at opstille, nemlig en fælles sekulær demokratisk stat, vinder i dag større og større opbakning i takt med, at Israel udbygger bosættelserne og 'apartheid-politikken' og dermed gør en såkaldt to-stats-løsning urealistisk. PFLP udgør i dag den vigtigste sekulære demokratiske kraft i den palæstinensiske befrielsesbevægelse.
Den palæstinensiske revolution har lidt et stort tab med George Habash` død. Men som George Habash sagde: Revolutionen fortsætter, indtil sejren er nået!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp