31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Værn om det trodsige sind

Værn om det trodsige sind

Fredag, 01. februar, 2008, 00:00:00

En stramt styret skole skaber vanskelige børn - heldigvis

af Anders Skriver Jensen, Måløv
Massive privatiseringer truer den solidariske offentlighed. Egen kage bliver melet, mens markedet tager kontrol med samfundets institutioner. Varerne har fri bevægelighed. Demokratiet fryser til luftig idealisme.
Skolen bliver syltet ind i kynisk økonomisk styring. Tilsyneladende er målet at minimere spild og dårlig undervisning.
Som skatteydere må det være i vores interesse, da vi bruger mange penge på at ruste de næste generationer til at tage del i vækst og velfærd. Nu må vi have kvalitet, kundskaber og færdigheder. Gerne på samlebånd.
Kundskabsfabrikken er lig med rå disciplinering fuld af modsigelser: Vær kreativ nu! Fordyb dig i denne intetsigende te(k)st!
Lærere og pædagoger er under pres, mens produktionen rettes direkte mod de ledige kontorstole i fremtidens vidensøkonomi.
Skolen burde være en alsidig, solidarisk ramme om læring og demokratisk dannelse. I stedet bliver den obligatorisk afsoning af ti års fremmedgørelse - en uundgåelig følge af snæver faglighed og rigide tests.
Det hele svøbes i et slør af objektivitet, men virker primært for at fremme straf og kontrol. At vænne barnet til at kende sin plads på en normalfordelingskurve er sikker bevaring af den samfundsskabte ulighed.
Oprør mod skolen kan sådan set være et sundhedstegn. Et barn der ikke lader sig motivere af standardiserede elevplaner og umyndiggørende evaluering, bliver dog ofte stemplet som vanskelig. Men i virkeligheden viser det blot et spirende, kritisk sindelag.
Glæd jer, forældre! Ved at nægte at lade sig kue af kundskabsfabrikken, træder jeres barn i sandhed i karakter som et menneske af kød og blod.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp